Mens TV 2 var ved at knække halsen økonomisk, lykkedes det den tidligere adm. direktør, Per Mikael Jensen, i 2007 at fastholde en fyrstelig hyre, skriver dagbladet Information. Den månedlige løn steg rent faktisk næsten 100 procent.
Ifølge dagens udgave af Information "svømmede TV 2's topchefer i penge", da det så allermest sort ud for tv-stationen. Til trods for at bankerne stoppede al lånegivning efter en voldsomt ekspansiv drift, fik det ingen konsekvenser på direktionsgangen. Nærmest tværtimod.
Da Per Mikael Jensen i slutningen af juli 2007 valgte at sige op på grund af skiftet til Metro, var hans løn nemlig knap 100 procent højere end året før. Samlet fire mio. kroner viser et svar til finansudvalget. Og da han sluttede i juli måned, betød det, at den månedlige løn nåede op på 570.000 kroner, ifølge Informations beregninger.
"Jeg er voldsomt forundret over, at der kan udbetales en så høj løn og tilhørende bonus til en direktion, som var med til at få TV 2 ud i en eksistentiel krise. Det er i orden med en god løn, hvis man leverer nogle flotte resultater, men det her er jo det stik modsatte. Stationen måtte reddes med offentlige midler, da banken ikke ville mere," udtaler det socialdemokratiske folketingsmedlem Magnus Heunicke til avisen.
Hele artiklen kan læses her.
4