Mere end tre ud af fem unge er helt eller delvist enige i, at tonen i den offentlige debat giver dem mindre lyst til at deltage. Det er konklusionen i Dansk Ungdoms Fællesråds demokratianalyse 2021.
Analysen viser, at unge er mere kritiske omkring debatten online nu, end de var sidste år. I 2020 var det 25 procent, som var helt enige i, at tonen gav dem mindre lyst til at deltage. I 2021 er det 32 procent. Samtidig er mere end 2 ud af 3 enige i, at debatten online er domineret af ekstreme holdninger.
Formand for DUF Chris Borup Preuss kalder det problematisk, at de unge ikke vil deltage i debatten. Til DR fortæller han:
”Det betyder, at unges stemme bliver mindre og ikke bliver hørt i mange af de processer, der foregår.”
Demokratianalysen er lavet af Epinion for DUF. Analysen er udarbejdet på baggrund af en stikprøve bestående af 560 webinterviews med unge i alderen 16-25 og 1.113 interviews med folk over 25.