Regeringens medieudspil vækker ikke just begejstring i hjørnekontoret hos Berlingske. Her finder ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen dele af udspillet ’betænkeligt’.
”Det mest centrale i udspillet er ikke spørgsmålet om penge og lokale medier. Udspillet ligner derimod et kæmpemæssigt skridt i retning mod statslig kontrol med medierne,” siger han til Berlingske.
Blandt andet hæfter han sig ved, at regeringen lægger op til at etablere en medieombudsmand, der kan tage sager op af egen drift, og regeringen vil heller ikke afvise at tilføre flere midler til Pressenævnet.
”Man siger, at man vil styrke den demokratiske kontrol – som man også kunne kalde en statslig kontrol – med både de etablerede medier, de sociale medier og techgiganterne. Det er hele vejen rundt, at der skal være øget statslig kontrol,” siger Tom Jensen til Berlingske.
I regeringens udspil bliver der også præsenteret idéer om at gøre det til et krav, at der er overenskomstlignende forhold i virksomheder, der modtager produktionsstøtte eller innovationsstøtte.