Så er de nominerede fundet til årets FUJ-pris. Se her hvem Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) mener leverer landets bedste graverjournalistik inden for avis, magasin, radio, tv, film og bøger.
Hele 50 journalistprojekter var indstillet, og nu er den endelig udvælgelse så sket. Foreningen for Undersøgende Journalistik kan således i dag præsentere de nominerede til FUJ-prisen 2009.
Og lad os tage listen med det samme – kategori for kategori:
AVIS
- Per Mathiessen, Thomas Gösta Svensson og Torsten Ruus fra Ekstra Bladet for artikelserie om irakiske sociale bedragere.
- Phillip Egea Flores, Uffe Tang, Bjarne Steensbeck og Morten Henriksen fra Berlingske Tidende for artikler om Udlændingeservice.
- Morten Crone, Morten Frich, Jesper Woldenhoff og Erik Refner fra Berlingske Tidende for artikelserien Forbrydelsen.
MAGASIN
- Grindstedværket, Fagbladet 3F, Asger Havstein Eriksen og Kristian Jessen.
- Privathospitaler overbetalt, Ugebrevet A4, Iver Houmark Andersen.
BOG
- Sagaen om Nyhedsavisen, Gyldendal, Rune Skyum-Nielsen, Morten Runge, Niels Holst og Rasmus Karkov.
- Terrorsagen fra Vollsmose, TV2, Kaare Gotfredsen.
TV
- Operation X – På vandvognen, TV2, Kasper Vilsmark og Mikkel Frey Damgaard.
- Den bitre smag af the, DR, Tom Heinemann og Erling Borgen.
- Markusholm, DR/Bastard Film, Malene Rykær og Michael Elsborg.
RADIO
Uddelingen af FUJ-prisen er i år flyttet fra april til begyndelsen af november, og de nominerede dækker over udgivelser og produktioner for for hele perioden fra april 2008 til august 2009.
Videre om de enkelte produktioner hedder det:
AVIS
De irakiske bedragere
Ekstra Bladets artikelserie om socialt bedrageri blandt herboende irakere repræsenterer afslørende journalistik, når den er allerbedst. Det er klassisk opsøgende journalistik både i Danmark og Irak foruden udstrakt brug af oversatte tekster fra forskellige irakiske dialekter. Researchen omkring de sociale bedragere, der hæver offentlige ydelser i Danmark samtidig med de modtager store lønninger som folkevalgte eller topfolk i den irakiske hær har været besværliggjort af, at irakerne optræder under forskellige navne i henholdsvis Irak og Danmark.
Udlændingeservice
Projektet påviser systematiske svigt og lovbrud fra en statslig styrelse sanktioneret af
en minister – i visse tilfælde endda udført af ministeren selv. Journalisternes og avisens
mod og evne til at gennemføre afsløringerne er imponerende med de magtfulde interesser, der målrettet har modarbejdet undersøgelserne. Projektet er gennemført stramt og veldokumenteret og tjener som forbillede for undersøgende journalistik. Efter artiklerne har Udlændingeservice ændret praksis og genoptaget en række sager.
Forbrydelsen
Berlingskes projekt Forbrydelsen er i særklasse nyskabende metodemæssigt. På en lang række punkter viser projektet det bedste, som i øjeblikket foregår i undersøgende journalistik i Danmark. Journalisterne gennemfører deres egen politimæssige efterforskning af et drab, og de blander præsentation i avis på nettet og bruger crowdsearching på en eminent måde. Projektet har påvist alvorlige fejl i Politireformen og har haft omfattende
konsekvenser.
MAGASIN
Kviksølvskandalen i Grindsted
En hjerteskærende fortælling om lunger, der er ætset væk, gul hud, lugt som hænger i huden i årevis, blod i afføringen og død. Om medieuvante ofte hjerneskadede mennesker og deres familier, som har lidt i årtier uden for offentlighedens søgelys uden erstatning og uden oprejsning. Lige indtil to journalister afslørede, hvad der egentlig skete dengang i 60erne, 70erne og 80erne. Metoden var helt klassisk at gå fra dør til dør, samtidig med at journalisterne utrætteligt gennemstøvede arkiver.
Privathospitalerne overbetales
Selvstændig og original journalistik, der dokumenterer de gunstige vilkår for privathospitaler. Systematisk brug af regnskabsdatabaser åbenbarer et kinesisk æskesystem af private selskaber, der ejes af læger og som indtjener store millionbeløb hvert år. Den konkrete afdækning af forholdene på et enkelt privathospital skaber ny viden og journalisten følger i andre artikler op med en dækning, der dokumenterer et generelt højt indkomstniveau for læger på privathospitaler.
BOG
Sagaen om Nyhedsavisen
Bogen står ikke alene tilbage til som et særdeles velskrevet, underholdende og præcis rekonstruktion af den største dagbladssatsning i nyere tid. Sagaen om Nyhedsavisen er også en værdifuld dokumentation af en svunden tid, hvor pengene hang løst. Metodisk er det inspirerende, at forfatterne ud over gængs journalistisk dokumentation har brugt sms-beskeder samt sites som Flickr, Facebook, Twitter eller blogs til at åbne for hovedpersonernes sindstilstand og den psykologiske side af aviskrigen.
Terrrorsagen fra Vollsmose
Bogen dokumenterer i detaljer, hvordan en gruppe unge muslimer planlagde en terroraktion i Danmark. Bogen udmærker sig ved at bringe ny viden frem om en meget omtalt sag, og den dokumenterer på systematisk vis det hændelsesforløb, der førte op til den storstilede anholdelsesaktion i Odense. Et stort, stærkt og selvstændigt gravearbejde – kombineret med dokumenter fra anklagemyndigheden – gør, at bogen giver svar på væsentlige spørgsmål, herunder PET-agentens tvivlsomme rolle samt det radikale muslimske miljø i Danmark.
TV
Operation X – På vandvognen
Tre forskellige TV fortælleformer blandes meget elegant i Operation X på vandvognen: En rigtig god case, skjult kamera og et godt setup. Herved påviser programmet, at alkoholbehandlingen i Danmark er uden for kontrol, og at det kan få katastrofale konsekvenser. Programmet er underholdende, samtidig med at det er seriøst journalistisk arbejde.
Den bitre smag af the
Tom Heinemann er i en klasse for sig og vel en af Danmarks bedste
afslørende dokumentarister. Den bitre smag af te er ingen undtagelse.
Vedholdende afslører han, hvordan godhedsindustrien – i
dette tilfælde Max Havelaar – snyder på vægten og ikke altid lever op
til løfterne om, at arbejderne i deres plantager har særligt gode
vilkår. Programmet afslører svigtende tilsyn med te plantagerne og
elendige arbejdsforhold og en ledelse i den danske afdeling af Max
Havelaar, der synes utilbøjelig til at se realiteterne i øjnene.
Markusholm
Programmet afslører, hvordan stofferne flyder frit på bostedet Markusholm, der ellers bryster sig af at kunne tilbyde et stoffrit miljø til unge misbrugere. Der er tale om gedigen undersøgende journalistik, og det tjener til programmets ros, at tilrettelæggerne fravælger brug af skjulte optagelserne, fordi det viser sig, at de sagtens kan fortælle historien uden. To unge dør af en overdosis, mens de er til behandling på Markusholm.
RADIO
Kontanthjælpssagen
En helt særlig vedholdenhed kendetegner dette års nominerede til FUJ's radio pris. Gennem en række indslag afdækker Jesper Tynell, at daværende Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gentagne gange bad sit ministerium om at handle i strid med gældende lovgivning. Journalistens enestående stædighed har blandt andet medført, at ministeriet nu har ændret praksis. Nomineringen gives for en sjælden hørt journalistisk fokusering og godt gedigent gravearbejde.
FUJ-prisens jury 2009 består af: Lisbeth Knudsen (formand), Nils Hansson, Olav Skaaning, Nils Mulvad, Suzanne Moll, Jakob Elkjær, Anne Lea Landsted og Niels Sandøe.
Mere på FUJ's hjemmeside.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.