Aktuel dokumentarfilm om såkaldte mikrolån er fyldt med fejl og vildledende oplysninger, siger fonden bag lånene. Tilrettelæggeren afviser kritikken og kalder kommunikationsbureauet Burson-Marsteller for bydrenge. Se filmen her.
Er mikrolån til verdens fattigste så genialt, som det ofte bliver fremstillet? Det spørgsmål rejser tv-dokumentarist Tom Heinemann, når DR i aften mandag klokken 22 sender udsendelsen Fanget i Mikrogæld.
Udsendelsen handler især om Bangladesh, hvor Grameen Bank har lånt penge til otte millioner mennesker. Banken blev startet i 1983 af nobelfredsprisvinderen fra 2006, Muhammad Yunus og banken har afdelinger i mere end 40 lande.
Dokumentaren viser imidlertid, at et mikrolån også kan blive begyndelsen på et gældsmareridt. Ofte må lånerne optage nye lån for at betale af på deres afdrag.
Op til udsendelsen har Grameen Foundation, via den danske afdeling af kommunikationsvirksomheden Burson-Marsteller rettet en massiv kritik af programmet, som blev sendt i efteråret i en norsk version.
I et brev til DR, som Journalisten.dk har læst, skriver Grameen Foundation blandt andet, at det er forkert, når det i udsendelsen fremgår, at renten på mikrolån nogle gange kan komme op på 30 til 200 procent. Tilrettelægger Tom Heimann afviser kritikken.
»De slynger om sig med påstande om, at jeg siger, at renten kan komme op på 200 procent. Men det siger jeg ikke noget om. Jeg citerer en førende ekspert i Bangladesh, der siger at renten nok ligger mellem 26 og 31 procent,« forklarer han.
Tom Heinemann har brugt 4½ måned på at få et svar fra nobelprisvinderen Muhammad Yunus, blandt andet ved at opsøge ham i Valencia i Spanien. Men uden held. Bortset fra et intetsigende standardbrev er det første han hører fra fonden, henvendelsen fra Burson-Marsteller fredag i sidste uge.
Tom Heinemann tvivler på, at Burson-Marsteller har sat sig ind i sagen, før de viderebragte klagen til DRs Horisont.
»Et af verdens største kommunikationsbureauer har ikke set udsendelsen, men agerer alligevel bydrenge for en organisation, der åbenbart heller ikke har set programmet. De har i hvert fald ikke forstået hvad det handler om,« siger Tom Heinemann.
For at rense Grameen eller i det mindste så tvivl om programmet har Grameen Foundation hyret en uafhængig filmager til at gå udsendelsen efter i sømmene. Filmmageren er Gayle Farraro.
»Hun er glødende tilhænger af Grameen og mikrolån. Hun har allerede lavet to hyldestprogrammer om Yunus,« siger Tom Heinemann om Gayle Farraro og betvivler alvorligt hendes uafhængighed.
Gayle Farraro har blandt andet opsøgt en af de centrale kilder i programmet – datteren til en af de første kvinder i Bangledesh, der fik et mikrolån i 1970erne. Ifølge Gayle Ferraro dokumenterer hendes interview, at Tom Heinmann har talt med en anden kvinde end den han hævder i udsendelsen.
»Det er så langt ude fabrikeret, at det næsten er morsomt, hvis det ikke var så alvorligt.«
Sagens rette sammenhæng er ifølge Tom Heinemann derimod, at dokumentarfilmen har mødt datteren til én af de første 42 kvinder, der i sin tid fik et lån af Yunus – og det er ikke den samme kvinde, som Gayle Ferrraro viser:
"Hvis Gayle Ferraro havde brugt tiden til at se filmen – før hun slynger om sig med sludder og vrøvl – kunne hun have sparet sig rejsen, besværet og de optagelser, som er helt uden betydning for min film", siger Tom Heinemann
Direktør i Burson Marstellers Kim Larsen siger til Journalisten.dk, at han ikke har nogle kommentarer til de arbejdsopgaver, virksomheden løser.
Ved at bruge egne eksperter og tv-journalister minder sagen om United Planatations, der i efteråret angreb Politiken for sin dækning af brug af pesticider i plantager ejet af United Pantations.
Se Gayle Ferraros udsendelse på Youtube
Hør også radioindslag fra P1 om de fattige kvinder fanget i mikrogæld.
Og se selve dokumentarudsendelsen her.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@ Mogens Poulsen
Kan du linke til historien om Norges stillingtagen i denne sag?
Dokumentar udsendelsen blev brugt af regeringen i Bangladesh til at fjerne Yunus fra Grameen Bank. Det var på baggrund af udsendelsen at pressen i Bangladesh skrev, at Tom Heinemann anklager Yunus for korruption og så ruller hele sagen.
Det er især sagen om, at 100 Mio. $ fra Norge der i 1998 blev overført til Grameen Kalyan, som er en social fond for låntagere i Grameen Bank, der førte til Yunus fald. Norge har erklæret at der ikke var noget forkert i det Yunus har gjort. På grund af fejlagtige informationer fra Tom Heinemann har regeringen i Bangladesh fået skubbet Yunus ud.