Siden 1995 har journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung forsøgt at få Bjarne Riis til at indrømme sit dopingmisbrug. På et pressemøde i Lyngby fik de endelig de ærlige svar på alle deres spørgsmål.
DOKUMENTAR. Med et kamera i hånden går Niels Christian Jung ind på det hotelværelse, hvor Bjarne Riis' og resten af Gewiss-Ballan holdets massør, Paolo Ganzerli, netop har overnattet. Omhyggeligt filmer han dørskiltet, så han senere kan dokumentere, at det er det rigtige værelse.
Inde på værelset filmer han en skraldespand placeret på en stol. I spanden er en blå pose med Gewiss-Ballans logo.
Posen indeholder tre mindre affaldsposer med 12 blodige og brugte sprøjter og 10 forskellige præparater samt en ampul med rester af dopingmidlet EPO. Niels Christian Jung er selv ansat på Gewiss-Ballan under cykelløbet Danmark Rundt i 1995, som Riis vinder, alt imens Jung lister rundt på Hotel Scandic i Kolding som muldvarp.
Fire år senere afslører han sammen med Olav Skaaning Andersen et hidtil ukendt omfang af brug af doping i cykelsporten i dokumentarprogrammerne »Tavshedens pris 1, 2 og 3« og »Danskerlægen 1 og 2«. Filmene blev vist på DR i 1999 og 2000 og skabte røre i cykelverdenen og inspirerede andre journalister til at grave videre.
»Udsendelserne satte en ny standard for sportsjournalistik på tv. Det var klassisk undersøgende journalistik, hvor der blev taget kontroversielle metoder i brug, men også metoder, som viste sig at være berettigede. Udsendelserne dokumenterede effektivt, at cykelsporten havde et stort doping-problem, som man dengang kunne høre sportsfolk og journalister sige, at der var ryddet op i efter Festina-skandalen i 1998,« siger Jens Sejer Andersen fra Play The Game, som er en institution, der har til formål at styrke idrættens etiske værdigrundlag.
Rundt omkring i Europa har Skaaning Andersens og Jungs arbejde også vakt opsigt blandt sportsjournalister. Siden fulgte den franske tv-journalist fra France 3 Hugues Huet efter US Postal holdet med Lance Armstrong i spidsen og samlede deres skrald sammen.
»På det tidspunkt leverede de et stykke imponerende arbejde, for i slutningen af 1990erne havde der kun været få historier om brug af doping i cykelsporten. Og for første gang blev Bjarne Riis kompromitteret,« siger Hugues Huet om Skaaning Andersens og Jungs film.
Rollen som muldvarp på Bjarne Riis' hold satte Niels Christian Jung i et stort dilemma mellem at være loyal over for holdet og samtidig søge sandheden.
»Til at begynde med var det et personligt projekt, fordi jeg ville se, hvad der foregik. I mange år troede jeg ikke, at jeg ville komme frem med min viden, men jeg følte, at jeg havde fundet ud af, at den verden, jeg engang elskede, også så anderledes ud, end jeg havde forestillet mig. Det var en lang erkendelsesproces, hvor jeg til sidst fandt ud af, at jeg sad inde med en vigtig viden, som jeg skulle dele,« fortæller Niels Christian Jung.
Niels Christian Jung er selv gammel cykelrytter og har kørt på ungdoms- og juniorlandsholdet. Han har endda kørt en række løb sammen med Bjarne Riis i A-klassen, cykelsportens superliga. Men da Jung erkendte, at talentet ikke rakte til en professionel karriere som rytter, begyndte han i stedet at læse idræt på Købehavns Universitet. Her kom han i kontakt med Olav Skaaning Andersen, der var journalist på DR Sporten og i gang med sit speciale på medievidenskab. Da Jung blev ansat som massør på Gewiss-Ballan, tog han igen kontakt til Skaaning Andersen, og sammen besluttede de sig for at komme til bunds i omfanget af illegale stoffer i cykelløb.
Gennem de næste fire år rejste de to i hælene på forskellige cykelhold, indlogerede sig på de samme hoteller og gennemgik rytternes værelser for spor efter doping.
»Selvfølgelig var vi bange for at blive opdaget, fordi vi havde kamera med, men ingen havde brugt metoden med at samle skrald ind før, og de enkelte cykelhold var ikke bange. De følte sig usårlige, for EPO kunne ikke spores. De tænkte ikke på, at vi kunne komme efter dem på den måde,« fortæller Olav Skaaning Andersen.
Det lykkedes også de to selvlærte journalister at få adgang til en hemmelig udskrift fra Gewiss-Ballan med rytternes hæmatokritværdier, som fortæller, hvor mange røde blodlegemer der er i blodet.
I filmen »Tavhedens Pris 1« konfronterer Olav Skaaning Andersen Bjarne Riis med, at han på en hviledag i Tour de France i 1995 havde en hæmatokritværdi på 56,3. På det tidspunkt er der ingen øvre grænser, men den internationale cykelunion IUC har siden fastsat en grænse på 50 for, hvornår hæmatokritværdien er unaturlig høj.
Dengang benægtede nationalhelten pure det, som han for omkring en måned siden indrømmede på pressemødet i Lyngby.
Da Olav Skaaning Andersen skulle lave det store konfronterende interview med Bjarne Riis til dokumentarfilmen, valgte han at forberede stjernen på, hvad interviewet skulle handle om.
»Det var vigtigt for mig, at han ikke sad fuldstændig uforberedt, og at man ikke kunne sige, at der var en journalist, der havde taget røven på Bjarne Riis. Han skulle kende præmissen for interviewet. Jeg ville ikke bare have, at han skulle gå midt i det hele og kunne sige, at det ikke var aftalen, at vi skulle tale om doping. Vi ville gerne vide, hvad han havde af kommentarer,« forklarer Olav Skaaning Andersen.
»Selv om det hele tiden var et nej, der kom ud af hans mund, så synes jeg, at der var andre ting i hans kropssprog, der indikerede, at den var god nok,« siger Skaaning Andersen.
12 år efter, Jung og Andersen gik i gang med deres arbejde, fik de endelig i sidste måned de svar fra Bjarne Riis, som de hele tiden havde håbet på at få.
Niels Christian Jung, der bor i Italien og stadig dækker cykelsport, var også til pressekonferencen i Bonn dagen før, hvor Telecom-ryttere Erik Zabel og Rolf Aldag også erkendte dopingmisbrug.
»Det var lidt uvirkeligt og nærmest helt filmisk, at de pludselig indrømmede det, jeg har brugt så mange år af mit voksne liv på at dokumentere. På to dage blev 12 års arbejde forløst,« siger Niels Christian Jung, der fløj til Danmark for at være med til pressemødet.
Olav Skaaning Andersen fulgte Riis' bekendelser på en skærm i et studie i DR Byen, hvor han i dag er ansat som menneskechef.
»Da vi gik i gang med arbejdet, var det lidt tabubelagt, fordi der nærmest var tale om et nationalklenodie. Når det nu viser sig, at vi havde fat i den lange ende, er det da en professionel tilfredsstillelse,« siger Olav Skaaning Andersen.
Den tidligere cykelrytter Paul Kimmage, der har skrevet bogen »A Rough Ride« og i dag er en af Storbritanniens mest respekterede featurejournalister, er imponeret over de danskproducerede dokumentarfilm.
»Bjarne Riis var en nationalhelt i Danmark, og det ville have været meget let at vende det blinde øje til sandheden og lade være med at beskæftige sig med doping. Det er det, som hovedparten af journalisterne gør. Jung og Andersen træf et meget svært valg og gjorde et meget flot stykke arbejde,« siger han.
Han mener, at Skaaning Andersens og Jungs arbejde desværre ikke har ændret meget på de måder, journalister i dag dækker cykelsport på.
»De fleste journalister jagter i flok. De skriver de samme historier. Det kræver en særlig personlighed at skille sig ud fra mængden, sådan som de har gjort det,« slutter han.
Olav Skaaning Andersen,
født 1965
-Cand.mag. og journalist
-M-chef i DRs perspektivafdeling
-Årets Sportsjournalist 1997
-Tidligere chef for DR Sporten og tidligere journalist på Ekstra Bladet
Niels Christian Jung, født 1970
-Journalist og fotograf på DR Sporten
-Bachelor i Idræt
-Tidligere journalist på TV Stop, Ekstra Bladet og fotograf på TV2 Bornholm
-Sammen har de lavet filmene:
-1994 »Den ny orden«
-1996 »Olympisk Succes og
bedrag«
-1997 »Sportsdirektøren 1 og 2«
-1999 »Tavshedens pris 1, 2, og 3«
-2000 »Danskerlægen 1 og 2«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.