Den fremtidige ledelse af dagbladet Politiken er nu på plads. I næste uge udnævnes hele to nye chefredaktører, fortæller ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden i et interview med Journalisten.dk.
Rygtet har gået i et stykke tid, men nu bekræftes det af Tøger Seidenfaden selv. Forsommerens farvel til chefredaktør Stig Ørskov, der blev forfremmet til direktionen, betyder ikke blot en ny person i chefkollegiet på Politiken – men hele to.
»Vi udnævner to nye chefredaktører i næste uge,« siger Tøger Seidenfaden.
Kort efter udnævnelsen af Stig Ørskov blev Politikens indlandsredaktør, Anne Mette Svane, i øvrigt udnævnt som permanent nyhedschef. Stillingen var ikke ny for hende, da hun siden december sidste år har været konstitueret i jobbet som nyhedschef, efter at Anders Krab-Johansen valgte at gå.
Hvem de to nye chefredaktører på Politiken bliver, hvor de kommer fra, og hvorvidt begge køn bliver repræsenteret, vil Tøger ikke ud med endnu:
»Du må vente til næste uge.«
Politikens Hus har hidtil haft tradition for at finde nye chefredaktører internt, men om det også er tilfældet i denne omgang, vil han heller ikke svare på:
»Om det bliver en ekstern og en indefra, eller om det bliver to eksterne eller begge interne, det får du at vide i næste uge,« fortæller han med et smil på læben.
Adm. Direktør for JP/Politikens Hus Lars Munch har tidligere antydet over for Journalisten.dk, at man den her gang rent faktisk var parate til at kigge længere væk end lige til de nærmeste skriveborde på Rådhuspladsen:
»Grundlæggende i virksomheden – og ved chefbesættelser i det hele taget – bekommer det os meget vel, når vi har gode interne kandidater. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver det, som vi vælger denne gang,« sagde Lars Munch kort før ferien.
Tøger Seidenfaden, der i januar blev indlagt og opereret for modermærkekræft, ser i øvrigt blændende godt ud.
Kort før jul opdagede han, at den kræft, han første gang blev opereret for for fem år siden, var vendt tilbage. Men nu er han atter helbredt, og ifølge eget udsagn har han det også godt:
»Jeg er blevet erklæret rask, og som du kan se, så har jeg det rigtig godt,« siger han og tilføjer, at han i det kommende nummer af Politikens interne blad, Svingdøren, beretter yderligere om, hvordan han har det.
Tøger Seidenfaden medvirker i øvrigt i 'Presselogen' på TV 2 News på søndag, der sætter fokus på sommerens mediedækning af sagerne om Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.