Dagbladet Politiken har mistet sin chefredaktør, Tøger Seidenfaden, der er død efter længere tids kræftsygdom. Læs kommentarer fra Politikens tillidsmand, Lars Bo Larsen, direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, og uddrag af Journalistens portræt af Seidenfaden fra sidste år.
Tøger Seidenfaden fik konstateret modermærkekræft første gang i sommeren 2003. Sygdommen vendte flere gange tilbage – trods intensive behandlinger. Og lige før nytår blev han atter syg, skriver Pol.dk.
Tøger Seidenfaden var i mange år et fyrtårn i dansk presse og en ivrig deltager i samfundsdebatten. Og netop med henvisning til engangementet i den danske debatscene blev han sidste år hædret af dronningen, da han modtog Ebbe Muncks Hæderspris for 2010.
Ved uddelingen af prisen hed det blandt andet:
Tøger Seidenfaden modtager prisen som "en anerkendelse af en mangeårig og fremragende indsats for dansk journalistik og dansk debat, hvor han med sin store viden og personlige engagement udgør en vigtig stemme, uanset om man deler de synspunkter, der fremføres".
Tillidsmand på Politiken, Lars Bo Larsen, siger til Journalisten.dk, at Tøger Seidenfaden vil efterlade et stort tomrum, og hans død er kommet, før end medarbejderne havde ventet det:
»I sagens natur har vi ikke altid været enige, men han har altid været åben og engageret. Tøger var ganske enkelt et spændende menneske. Fantastisk klog. Ikke altid nem at blive klog på, men altid at blive klog af,« siger han og tilføjer:
»Tøger har gennemsyret vores avis og medieverdenen i så mange år. Han var et stærkt holdningsmenneske, som insisterede på dialogen, diskussionen og debatten.«
Medieforsker på RUC, Mark Ørsten, kalder også Tøger Seidenfadens død for et stort tab for hele det danske debatklima. Og især for Politiken:
»Tøger har været en sammensmeltning mellem avis og profil. Udover, at Politiken har mistet en utrolig dygtig og kompetent chefredaktør, skal de også genopfinde sig selv,« siger han til Journalisten.dk.
Mark Ørsten mener, at Tøger Seidenfaden har været selve Politikens ånd, og avisen derfor får en identitetsmæssig udfordring fremover:
»Han kan i hvert fald ikke gå ud og finde en ny Tøger Seidenfaden. Det lader sig ikke gøre,« siger han.
Da Troels Mylenberg i fagbladet Journalisten tegnede et portræt af Tøger Seidenfaden sidste år, var Seidenfaden atter i gang med behandling mod sin kræftsygdom.
Af portrættet fremgår det, at Tøger Seidenfaden er Politiken, og Politiken er Tøger Seidenfaden. Han beskrives som selvforsynende med debatenergi. Men også som en redaktør, der blandt kolleger, politikere og debattører blev kritiseret for at være mere politiker end redaktør – så Politiken var blevet til mere og mere views og mindre news.
Selv sagde Tøger Seidenfaden til fagbladet Journalisten:
»En chefredaktør på Politiken skal sørge for, at der både er news og views i avisen, som skal forfægtes i offentligheden. De fleste store Politiken-folk er udtryk for det dobbelte engagement; at være avismennesker og journalister, men også at være holdningsmennesker. Edvard Brandes var kulturpersonlighed og avismand og finansminister. Og tilbage til Viggo Hørup (Politikens grundlægger, red.) selv, som var politiker, før han var avismand. På en måde kræver det næsten ikke nogen begrundelse. Det kræver mere, at man har lyst, og at man kan.«
Og videre om sin egen karriere sagde Tøger til Journalisten:
»Jeg blev ansvarshavende chefredaktør som 29-årig. Jeg har aldrig prøvet andet. Mit offentlige image er bare præget af min debatdimension, som skygger for alt det, jeg i øvrigt har lavet. Selv på min egen avis er det ikke alle, der er klar over det, men jeg har både lavet journalistik og interesserer mig for journalistik. Men sådan bliver man jo præget af det, der er mest synligt.«
Troels Mylenberg siger i dag om Tøger Seidenfaden:
»Tøger stod om noget for indhold. I en tid, hvor alt går hurtigere, hvor det handler om nye forretningsmodeller og form, formåede Tøger altid at sætte tanker i gang.«
Mylenberg mener i øvrigt, at Tøger kunne være blevet til hvad som helst.
»Tøger beskæftigede sig fra start med den store verden. Lige i de her dage ser vi, hvordan mediebranchen beskæftiger sig med en meget lille og personfokuseret verden. Spørgsmålet er, om mediebranchen er attraktiv nok til at tiltrække fremtidige Tøgere. For der er ikke andre af hans kaliber,« siger Troels Mylenberg, der mener, den kommende chefredaktør skal kunne noget andet.
»Han eller hun kan ikke træde ind i den samme rolle.«
I de seneste år stod Tøger Seidenfaden i øvrigt for trykningen af Jægerbogen i Politiken, han undskyldte desuden over for profetens efterkommere for trykningen af Muhammedtegningerne, og han støttede Politikens Irakcenter, hvor afviste irakiske asylansøgere kunne få arbejde – og dermed blive i Danmark.
Før det – i tiden som chefredaktør på Weekendavisen – var han med til at støtte journalist Nils Ufer i de reportager om Tamil-sagen, som sidenhen førte til, at Schlüters firkløver-regering måtte træde tilbage.
Politiken.dk har fundet syv sager, hvor de mener, at Tøger Seidenfaden gjorde en forskel – fra offentliggørelsen af Salman Rushdies Sataniske Vers til undskyldningen for muhammedtegningerne.
Direktør og medlem af direktionen i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, siger til Journalisten.dk:
»Tøger Seidenfaden var en af historiens helt store chefredaktører. Med en enestående blanding af skarphed, udsyn og anstændighed videreførte Tøger den stolte oplysningstradition, som har kendetegnet Politiken siden Viggo Hørup. Med sin insisteren på kvalitet og fornyelse gennemførte Tøger den mest omfattende modernisering af Politiken siden Henrik Cavling. Tøger efterlader et Politiken i bedre form end nogensinde og rustet til en fremtid, der i meget høj grad bliver digital. At Politiken netop er blevet kåret som årets europæiske avis, fortæller i hvor høj grad, Politiken er et forbillede for denne verdens aviser. Det er ikke uden grund, at kondolancetelegrammerne i øjeblikket vælter ind fra hele verdenen.«
Hvordan vil Politiken komme videre efter tabet af Tøger Seidenfaden.
»Politiken har en utrolig dygtig ledelse og nogle fantastiske medarbejdere, der vil løfte arven fra Tøger.«
I en pressemeddelelse udtaler adm. direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch, endvidere:
»Både vi og Danmark har mistet en af historiens helt store chefredaktører. Tøger var et fyrtårn i dansk presse, i samfundsdebatten og på Politiken. Han var en generøs debattør, der aldrig blev personlig, men altid havde øjet skarpt på substansen og debatten. Tøger var en stor humanist. Han veg aldrig fra ordentlighed, tolerance og anstændighed.«
Formand for Dansk Journalistforbund,Mogen Blicher Bjerregård, udtaler:
»Tøger Seidenfaden har om nogen haft klare holdninger til dansk politik og presse, og mange journalister skylder ham tak for at være et ikon og et forbillede i den danske og internationale debat om journalistik og ytringsfrihed.«
Seidenfaden var ansvarshavende chefredaktør på Politiken fra 1993 og til sin død. Han kom til avishuset fra en stilling som direktør for TV 2 og chefredaktør for Weekendavisen.
Tøger Seidenfaden blev 53 år.
(opdateret 28. januar, 15.15)
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Et stort tab for dansk presse i almindelighed - og for Danmark og danskerne i særdeleshed,- Hvil i fred kære Tøger... I respekt Jeppe Jensen, en ganske almindelig dansk socialkonsulent, der fulgte dit virke og engagement på afstand, herunder din utrættelige kamp for samfundets svageste grupper...
Det er næsten ikke til at bære. Det er et kæmpe tab for dansk journalistik og for den politiske og journalistiske debat i det hele taget. Ingen vil kunne erstatte Tøger Seidenfaden. Jeg er dog helt sikker på, at han både vil udfordre og irritere vorherre, når han med bravour og oprejst pande træder ind i himlen. Vi vil savne dig Tøger.
Danmark har misten en vigtig personlighed inden for journalistikkens verden og i samfundsdebatten. Du vil være stærkt savnet, Tøger Seidenfaden.
Debatten i Danmark trænger til at blive rusket grundigt (desværre oftere og oftere), og Tøger gjorde et godt arbejde i den henseende. Lad det være et forbillede for andre i den offentlige debat.