De planlagte injuriesager om Muhammed-tegningerne ved britiske domstole kan blive en dyr affære for danske dagblade. Men nu skal det være slut med injurie-turismen, bebuder den britiske regering. »Glædeligt,« siger Tøger Seidenfaden til Journalisten.dk.
Ifølge the Guardian har Storbritanniens justitsminister, Jack Straw, i dag fremlagt en plan for, hvordan man vil sætte en stopper for udlændinge, der søger til landet for at anlægge injurie-sager.
Storbritiannien har nemlig en langt mere liberal injurielovgivning end resten af EU, hvorfor det er blevet uhyre populært at føre sager mod medier – eksempelvis de danske dagblade, som har trykt Muhammed-tegningerne. Lovgivningen tolkes endda så bredt, at eksempelvis Muhammed-tegningerne ikke engang behøver at være trykt i Storbritannien – men bare være tilgængelige i landet – før man kan føre en sag.
»Vi synes, det er meget glædeligt, hvis den engelske injurie-lovgivning ændres, således at muligheden for injurie-turisme begrænses. Den udgør et veldokumenteret problem for mange medier,« siger Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, til Journalisten.dk i en umiddelbar reaktion på den britiske regerings planer om at ændre lovgivningen.
I et personligt indlæg i the Guardian forklarer Jack Straw desuden, hvorfor den britiske regering ønsker at ændre på loven. Her understreger han blandt andet, at det handler om at beskytte og forsvare den dybdeborende journalistik.
En eventuel ændring af injurie-lovgivningen vil dog sandsynligvis først blive gennemført, hvis Labour fastholder regeringsmagten efter næste valg.
Dermed kan danske dagblade ikke være sikre på, at de undgår de bebudede søgsmål fra den saudiarabiske advokat Faisal Yamani, der ifølge sig selv repræsenterer over 90.000 efterkommere af profeten Muhammed.
Hidtil har Faisal Yamani ikke svaret på, hvor han har tænkt sig at føre retssagen, men Jyllands-Posten kunne for nylig oplyse, at avisen havde talt med en hemmelig kilde, der bekræfter, at retssagen skal føres i London, som flere havde ventet.
Hertil siger Tøger Seidenfaden:
»Om ændringerne vil forhindre advokat Yamani i at anlægge sag i London, kan jeg ikke overskue – men det vil da være positivt, hvis DDF/andre danske dagblade undgår en sag i London, der kunne blive dyr, selv om den ikke blev vundet af klagerne.«
Udsigten til en mulig ændring af injurie-lovgivningen i Storbritannien rokker dog intet ved Politikens forlig med de angiveligt 94.923 efterkommere af profeten Muhammed, hvor avisen samtidig sagde undskyld for de krænkelser, tegningerne har forårsaget.
»Politikens aftale med Yamani er som bekendt ikke begrundet i vores ønske om at undgå en retssag – på det punkt står vi last og brast med DDF, selv om vi ikke selv bliver direkte part – men i et ønske om at føre dialog og bidrage til at afslutte Muhammed-krisen,« siger Tøger Seidenfaden til Journalisten.dk.
Herhjemme blandede den danske regering sig i øvrigt i sagen i sidste uge. Justitsminister Lars Barfoed (K) betegnede det som uacceptabelt for Danmark, hvis danske dagblade kan dømmes i London for ytringer, der er lovlige i henhold til dansk ret. Samtidig lagde han op til at rejse sagen over for EU.
"Det vil være en meget ubehagelig og uacceptabel indskrænkning af ytringsfriheden. Derfor rejser jeg nu sagen over for EU-Kommissionen," sagde Lars Barfoed til Berlingske Tidende.
Tøger Seidenfaden mener dog ikke, det er den rigtige løsning:
»Jeg synes, en ændring af britisk lovgivning er langt at foretrække frem for at svække EU's juridiske sammenhængskraft, sådan som Lars Barfoed var inde på – den vej forekommer uigennemtænkt.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.