Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, har undfanget en plan om en helt ny avis. Visionerne bliver fremlagt for medarbejderne i næste uge. Her er historien om de interne diskussioner og magtkampe forud for præsentationen.

KULTURKAMP. Det kan være svært at se det for sig, men for nylig sad Tøger Seidenfaden på netredaktionen og høvlede nyheder af sted – eller forsøgte i hvert fald. Han havde givet sig selv en vagt på nettet for at forstå, hvad der foregår dernede i medievirkeligheden.

Det er blot et af mange tegn på, at der er noget stort i gære. Den ledende og ansvarshavende chefredaktør arbejder på en plan for papiravisen og politiken.dk, som kort og godt hedder projekt Ny Avis.

»Tøger er ikke en kransekagefigur. Vi har aldrig set ham så engageret i udviklingen af avisen. Signalet er: 'Det er min avis. Nu flytter jeg den',« siger et medlem af redaktionsledelsen.

Hverken Tøger Seidenfaden eller de øvrige medlemmer af Politikens ledelse ønsker at udtale sig til citat, før planen er fremlagt for medarbejderne.

Men ingen af de mellemledere og medarbejdere, som Journalisten har talt med, er i tvivl om, at chefredaktøren vil ændre papiravisen grundlæggende i mere analytisk retning og styrke netavisen markant.

I denne uge – tirsdag den 17. januar – blev Tøgers skitse til projekt Ny Avis diskuteret på et heldagsmøde for den store ledelsesgruppe med redaktionschefer og nyhedsredaktører. Og på næste onsdag – den 25. januar – er det Seidenfadens plan at præsentere visionerne for medarbejderne.

Der er ikke sat præcise tal på endnu, men bemandingen på Politikens netredaktion skal med ét slag mindst fordobles til 16. Ikke ved at ansætte et bundt nye medarbejdere, men ved at flytte medarbejdere fra papiravisen til netavisen. Det kommer oven i, at Politiken planlægger at udvide sine netaktiviteter med en ibyen.dk-hjemmeside med to journalistiske medarbejdere per 1. februar.

Den udvidende netredaktion bliver så omdannet til en nyhedsdesk, der både skal levere korte nyheder til politiken.dk og til papirudgavens første sektion.

Nyhederne skal ifølge de foreløbige skitser til nyt layout ligge som et bånd i toppen af hver eneste side i første sektion og fylde mellem en fjerdedel og en tredjedel af siden.

»Som en gratisavis eller Ritzau – bare bedre.«

Resten af første sektion skal derimod være klogere og mere oplevelsesorienteret. Under båndet skal spalterne bruges på 'øjenvidneskildringer' og 'analyser'.

Den traditionelle tospaltede korte, men ikke så vigtige nyhed – 'mellemregningen' – skal slås ihjel.

Planen er et bud på, hvad man stiller op over for de udfordringer, alle mediehuse slås med. Avisoplaget siver, mens tv, radio, netmedier og gratisaviserne leverer fælleshistorierne hurtigt og gratis. Samtidig vælger stadigt flere annoncører nettet. Annonceomsætningen steg sidste år med 25 procent.

Alle mellemledere har været til samtale med Tøger. Hvilke redaktionelle udviklingsplaner har de?

Samtalerne kommer i kølvandet på, at to nyhedsredaktører resolut er blevet flyttet til andet arbejde. Så ingen er i tvivl.

»Man bevæger sig eller bliver skudt,« lyder det.

Satsningen er et signal om, at den journalistiske chefredaktør, Per Knudsen, er ved at tabe den interne kulturkamp på avisen. Per Knudsen slås for den klassiske journalistik, mens Tøger Seidenfaden vil trække avisen i en mere analytisk retning. For at forstå spillet og kampene bag kulisserne på Politiken er det nødvendigt at skrue tiden tilbage til juni måned.

Hele Politikens chefgruppe er oppe i Tøger Seidenfadens røde svenske træsommerhus i Sjödala. Her har de udsigt over den sø, som Politikens trofaste læsere nok mest husker fra redaktørens begejstrede klumme om nøgenbadningens velsignelser.

I sommerhuset præsenterer nyhedsredaktørerne Morten Nymand og Torben Benner samt erhvervsredaktør Claus Skovhus, indlandsredaktør Jacob Svendsen og udlandsredaktør Michael Jarlner en plan for en anden prioritering af første sektion. Den såkaldte ABC-plan.

Hver enkelt side skal have en tydeligt prioriteret 'A-historie'. En historie med flere 'bonuselementer', som signalerer, at det er en af dagens prioriterede historier. Det kan for eksempel være grafik, 'fakta', 'sagen kort', 'test dig selv' eller 'læserkontakt'.

Og så er der ellers gruppearbejde i sommerhuset i bedste Politiken-ånd. Alle grupper får en Politiken-side og prioriterer den efter ABC-princippet. Men én gruppe nægter. Ved fremlæggelsen forkaster gruppen hele grundtanken i oplægget og fremlægger intet.

Det er chefredaktør Per Knudsens gruppe.

Tøger bliver vred og sætter Per Knudsen på plads med en bemærkning om, at det er vigtigt at forholde sig konstruktivt. Ingen er i tvivl om, at der ofte er uenigheder og dårlig kommunikation mellem de tre chefredaktører Bo Maltesen, Per Knudsen og Tøger Seidenfaden. Specielt går det tydeligvis Per Knudsen på, at hans projekt for omlægning af avisen til tabloidformat er blevet skrottet.

Ligesom i problematiske ægteskaber har chefredaktionen nu svært ved at holde skænderierne 'i familien'.

Den 29. august er oplægget 'Nyhedssektionen' endeligt færdigt. Og onsdag den 31. august bliver ABC-planen præsenteret for medarbejderne på et stormøde i foredragssalen. Tøger Seidenfaden giver den med pauker og trommer. Her er svaret på papiravisens krise. Herefter gennemgår nyhedsredaktørerne Morten Nymand og Claus Skovhus ABC-oplægget i detaljer.

Men i virkeligheden er planen aldrig tænkt som andet end en fortsættelse af det løbende redaktionelle arbejde med at gøre prioriteringen klarere i første sektion og sikre den genre-variation, der skal adskille købeaviserne fra gratisaviserne. Det er et redigeringsværktøj. Ikke en langsigtet udviklingsplan.

På den elektroniske interne efterkritik stiller chefen for lederkollegiet Lars Trier Mogensen den 2. september det spørgsmål, som hænger i luften:

»Er det ikke en ekstremt basal – for ikke at sige banal – ambition blot at ville prioritere historierne 'bedre og klarere' (…). Ærligt talt. Burde vi ikke sætte ambitionsniveauet en anelse højere? Burde vi ikke stræbe efter at skabe en avis, der adskiller sig mere markant fra Berlingske Tidende, metroXpress og JydskeVestkysten?«

Der opstår en livlig debat på efterkritikken, og Lars Trier Mogensen sætter sig sammen med journalisterne Marcus Rubin, Jens Lenler og Ida Ebbensgaard, der også ønsker vidtgående reformer af Politiken. De skriver et ti sider langt oplæg med titlen »2010-planen«. Forinden har Tøger Seidenfaden inviteret fire-banden til et møde.

2010-planen tager udgangspunkt i, at Politikens læsere først og fremmest interesserer sig for kultur og debat. Derfor skal kultur og debatstof gennemstrømme første sektion på en helt anden måde end i dag. De vil have mere baggrund, reportage, større interviews og holdningsbåren 'debatjournalistik' i første sektion. De ønsker også, at kommentaren kommer til som ny genre i første sektion.

Tøgers reaktion er, at deres oplæg minder ham om den avis, han ønskede at lave, da han kom til som chefredaktør for 13 år siden. Men som bognørd, intellektuel og tilmed borgerlig kunne han ikke ændre avisens nyhedskultur. Først nu er tiden moden til at trække første sektion i mere analytisk retning.

Chefredaktøren indvier medarbejderne fra indland og erhverv i sine tanker på et seminar i weekenden den 17. og 18. september. Journalis-terne er samlet på et kursuscenter på sydsiden af Røsnæshalvøen med udsigt over fjorden.

Erhvervsredaktør Claus Skovhus og designchef Søren Nyeland gennemgår nu ABC-planen med en powerpoint. Nu er det medarbejdernes tur til at lave udkast til avissider styret af principperne i planen.

Men hen under aften tager Tøger ordet for at tale om fremtidens udfordringer. Avisens skal på længere sigt ændres helt anderledes grundlæggende. Avisen skal kunne noget andet. Tøger taler uden manus i en time. Han understreger, at det er foreløbige tanker. Det er ikke en lukket debat med et færdigt oplæg. Medarbejderne oplever her, at chefen 'åbner for posen' og svarer åbent på alle spørgsmål.

To ting adskiller os og gør os unikke, forklarer Tøger. Det er øjenvidneskildringerne og analysen. De skal dominere siderne i første sektion. Det er den vej, vi skal gå, men tankerne er ufærdige, lyder budskabet.

Da en journalist spørger, hvilken avis der er forbilledet, svarer Tøger, at Politiken selv kan opfinde vejen.

Nyhedsredaktør Morten Nymand bliver efterfølgende udpeget til at koordinere projekt Ny Avis. De skriftlige indlæg strømmer ind fra redaktørerne, og idéerne bliver drøftet på de månedlige ledelsesmøder, ja sågar til ledelsens julefrokost.

Også kultursiderne er i spil, selv om tankerne er løsere. Skal man have et lige så omfattende nyhedsbånd som i første sektion? Skal man lade ibyen.dk levere daglige opdaterede nyheder, der kan indgå i et nyhedsbånd på kultursiderne. Eller hvad?

Diskussionerne er livlige. Tanken om, at papirjournalisterne skal give slip på pressemøderne, er omvæltende. Er nyheden død? Skal hver enkelt side have sin analyse?

Nej, nyhederne findes jo i båndet, på forsiden og avisens nyhedsfokus på side 2, der formentlig skal bestå. Avisens dækning skal stadig tage udgangspunkt i dagens vigtige begivenheder, men give mere baggrund, sammenhæng og se fremad. Det er det, Tøger kalder analyse.

Stemningen blandt journalisterne er på den ene side positiv. Det er nu, der skal handles, fordi man ikke har ryggen mod muren. Oplaget siver, men er ikke i frit fald, og økonomien er god. Samtidig erkender de fleste, at aviserne ikke kan overleve på fælleshistorier. Journalisterne på papiravisen skal finde historien bag historien om skoleudspillet, den gode case, lave portrættet af den embedsmand, som i virkeligheden står bag udspillet. Først da får læserne for alvor et andet tilbud end det, de elektroniske medier, gratisaviserne og nettet kan give dem, lyder argumentationen.

Men samtidig frygter journalisterne en mur mellem dem, der skal lave det kloge, og dem, som skal lave det hurtige.

»Det, som bringer vores væsker i kog, er jo reportager og større ting. Vi ved ikke rigtig, hvor meget tvangsflytning, der kan komme ud af det her.«

Tøgers tanker rejser en masse spørgsmål blandt medarbejderne: Skal Politiken lave et mini-PS hver dag? Skal der være fagmedarbejdere på både nyhedsdesken og i avisen? Hvor mange stofområder skal skæres væk eller gøres bredere?

Hvis man deler avisen op i nyhedshunde og kloge, risikerer man så ikke, at de kloge mister både jordforbindelsen, den tætte kildekontakt og nerven, mens de hurtige mister overblikket? Hvis journalisterne ikke er helt opdaterede på nyheden og selv har talt med alle kilderne, kloger de sig så på sagen på grundlag af det, som stod i de andre aviser i går?

Hvad sker der, når redaktøren siger, at en historie er for dum til en større reportage, men egner sig til nyhedsbåndet? Skal papirjournalisten så aflevere sin research til nyhedshunden?

Tøger sender sine tanker i skriftlig form til både mellemledergruppen og fire-banden. Han skelner mellem 'nyhedsoverblik' og 'nyhedsindblik'. De vigtigste genrer er reportage, interviews, analyse og forklarende baggrund. Han nævner også muligheden for et fast kommentatorpanel til første sektion.

Søndag den 7. december klokken 18.00 sender han en mail ud til alle:

»Visionerne diskuteres og videreudvikles i denne tid, og i januar måned er det tanken at involvere hele redaktionen i overvejelserne. Heller ikke til den tid vil der være tale om en færdig plan, men om startskuddet til en proces, som jeg forventer vil vare hele 2006 og videre frem. Lad nu være med at krydsforhøre alle redaktionsledelsens medlemmer om en plan, der ikke eksisterer. I skal nok få visionen at høre. Idéoplægget skal bare lige stå stille først.'

Per Knudsen har forinden advaret Seidenfaden mod hurtige og drastiske omvæltninger. Chefen lytter ikke.

Når medarbejderne har fået gennemgået planen i næste uge, så skal der som det første nedsættes en arbejdsgruppe, der skal fastlægge det endelige redaktionelle indhold. Her er det interessant, om chefredaktør Per Knudsen kan og vil træde ind i en central rolle.

For 'man bevæger sig eller bliver skudt'.

Hvad driver Tøger?

MOTIVATION. Internt på Politiken er der tre fortolkninger af, hvad det er der driver chefredaktør Tøger Seidenfaden til at spille ud med en stor plan for fremtiden netop nu:

1) Den personlige går på, at Tøger efter en alvorlig sygdom har genvundet kræfterne. Han har indset, at Politiken er hans livsværk. Der er ikke noget job som chef for FN eller Verdensbanken, som ligger og venter derude.

2) Presset fra oven. Oplaget siver, og avisen kan selvfølgelig mærke pustet fra direktionsgangene. Som et tegn på, at direktionen vil have handling, har man ansat en direktør for nye medier, og alle muligheder er i spil. Tv, radio, nye hjemmesider. Chefredaktionen har internt erkendt, at det var en fejl ikke at gå ind på gratisavismarkedet. Så sent som i sensommeren havde Politikens Hus et koncept klar for en gratis eftermiddagsavis, men så tolkede man annoncemarkedet som mættet og lagde planen i skuffen.

3) Netop nu er Politikens økonomi god, og stemningen på redaktionen er positiv over for forandring. Det er bedst at handle, når man ikke har ryggen mod muren. Derfor kan Tøger Seidenfaden nu for alvor trække avisen i den mere analytiske retning, som han altid har drømt om.