Tøger: B.T.’s rettelse siger alt om B.T.’s journalistik

I går indrømmede B.T., at der ikke var dækning for en forside-rubrik den 29. juli om Helle Thornings skatteforhold. Men rettelsen står slet ikke mål med effekten af forsiderubrikken, vurderer Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden. B.T.: »Infamt angreb.« (opdateret 14:30)

I går indrømmede B.T., at der ikke var dækning for en forside-rubrik den 29. juli om Helle Thornings skatteforhold. Men rettelsen står slet ikke mål med effekten af forsiderubrikken, vurderer Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden. B.T.: »Infamt angreb.« (opdateret 14:30)

Næste uges nummer af Fagbladet Journalisten, hvor B.T.'s dækning af Helle Thorning Schmidts skatteforhold gennemgås minutiøst, fik i går B.T.'s chefredaktør Olav Skaaning Andersen til at indrømme, at der ikke var dækning for en forsiderubrik fra den 29. juli om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.

Tilbage i juli skrev B.T. i hovedpløkken: 'Helles nye løgn' og dernæst: 'Jurist ikke i tvivl. Det er strafbart.'
Det var rubrikken med juristen, som B.T. i går rettede. Juristen havde nemlig udtrykkeligt sagt, at det kun var strafbart, hvis det kan bevises, at det er gjort med forsæt – altså med vilje – og det kunne B.T. ikke. Avisen indrømmede torsdag fejlen i en lille boks nederst på side 2.

Men ifølge Politikens ansvarshavende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, er den lille rettelsesboks ikke just imponerende og betegner den som »fuldstændig ude af proportioner«.

Det siger han i en netop optaget udgave af Presselogen på TV 2 News, som sendes på søndag.

Her belyses mediernes dækning af sommerens to største personsager – Lene Espersens rejser og Helle Thornings skattesag. Og indledningsvis i udsendelsen fremviser Tøger Seidenfaden både B.T. fra den 29. juli og gårsdagens udgave, hvor rettelsen altså kunne læses.

»B.T.'s forside, som startede hele 2. runde af Helle Thorning-sagen, den så sådan her ud. I dag har B.T. – hernede i dén størrelse – en rettelse, som dementerer hele den her forside, som satte 2. runde af vores samlede mediejagt igang,« siger Tøger Seidenfaden i programmet alt imens han fremviser B.T. og fortsætter:

»Det synes jeg siger alt om B.T.s journalistik (…)  Det er, selv hvis der havde været noget om den skattesag – hvad der ikke er – en fuldstændigt grotesk proportionsforvrængning,« udtaler Tøger Seidenfaden.

Også Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, der ligeledes medvirker i den kommende udgave af Presselogen, kritiserer B.T.:

»De har fuldstændigt motiv-fortolket helt ude i hampen,« siger han i efterårets første udgave af Presselogen, hvor de øvrige medvirkende er TV 2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby, og Nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup.

B.T.'s rolle i sagen er dog kun en mindre del af programmet, der først og fremmest diskuterer, hvorvidt der generelt gik selvsving i de danske medier i løbet af sommeren.

Efterfølgende tilføjer Tøger Seidenfaden, at han betragter det som »bemærkelsesværdigt«, at B.T. nu medgiver, at historien ikke holdt.

»Det som sker her er, at B.T. erkender, at hele grundlaget for den tophistorie – som sender runde 2 af Helle-sagen i gang igen – var forkert. Og det er altså meget bemærkelsesværdigt, at B.T. allerede nu indrømmer, at der ikke var substans i den historie om Helle Thorning, som vi alle i medierne siden kørte efter som lemminger.«

Tøger Seidenfaden hæfter sig ved, at rubrikken på forsiden af B.T. den 29. juli uden forbehold slår fast, at der er tale om en "løgn" og at "det er strafbart"

»Men som juristen også siger, så er det altså kun strafbart, hvis det kan bevises, at det er gjort med forsæt. Det ved B.T. ikke. Og det med forsæt er også afgørende, når vi taler om en løgn,« siger Tøger Seidenfaden og tilføjer:

»Det var jo ikke kun en lille overskrift den 29. Juli. Det bar jo hele forsiden. Og de dømmer hende skyldig, selv om intet er bevist.«

Politikens ansvarshavende chefredaktør peger endeligt på, at mængden af artikler om Helle Thornings skattesag og de mange forsider også er med til at bringe det hele ud af proportioner.

»Det er det forfærdelige ved sådan personsager, at når først der er skrevet et hav af artikler, så er det utroligt svært at få de rigtige proportioner frem – selv efter en rettelse.«  

B.T.'s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, er stærkt ophidset over angrebet fra de øvrige avisredaktører. Han mener Tøger Seidenfaden drager nogle alt for voldsomme konklusioner.

»Jeg synes sateme det er groft. Han kommer med et infamt angreb på vores journalistik, som man ikke kan sætte en finger på. Vi laver jo redelig journalistik. Og vi har ikke trukket nogen historier tilbage. Vi er blevet gjort opmærksomme på en mindre fejl og går ind og retter en lille ting på forsiden af avisen. Men der er ikke noget galt med avisen,« siger Olav Skaaning Andersen til Journalisten.dk.  

Det er særligt Tøger Seidenfadens udsagn om, at hele grundlaget for B.T.'s tophistorie skulle være væk, som han er vred over.

»Det er simpelthen ikke rigtigt. Han har fuldstændigt misforstået, hvad vi har gjort. Der taler han mod bedre vidende,« siger Olav Skaaning, der også mener udtalelsen fra Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, er urimelig:  

»Jeg synes det er fantastisk at skulle høre det fra Tøger og Poul Madsen, som ikke har kunnet finde ud af at lave nyhedsjournalistik på det politikse område i sommer. Men rønnebærerne er åbenbart sure«.   

Olav Skaaning Andersen påpeger, at B.T. ikke er de eneste, som begår fejl:

»Der opstår fejl alle steder. Det gør der også på Politiken og Ekstra Bladet . Vi går så bare ind og retter det. Og jeg kan kun se deres udtalelser som et infamt angreb på noget grundlæggende stærk journalistik, vi har lavet.«

Uafhængigt af historierne i B.T., bringer Politiken på søndag en større rekonstruktion af nogle af de centrale aspekter af sagen, oplyser Tøger Seidenfaden til Journalisten.dk.

Blandt andet ser Politiken Søndag på, hvornår sagen om Helle Thornings skatteforhold første gang dukker op i medierne, tidligere omtale på forskellige blogs og personforbindelser i sagen.

I øvrigt udkommer næste nummer af fagbladet Journalisten i den kommende uge med meget mere om B.T.'s dækning af sagen. Hele magasinet vil i øvrigt kunne læses her på hjemmesiden.

1 Kommentar

Jens Nielsen
21. AUGUST 2010
Re: Tøger: B.T.’s rettelse siger alt om B.T.’s journalistik

Olav Skaaning Andersens kommentarer bringer mindelser frem om doping mistænkte cykelrytteres svar på doping anklager.

Man kan da ikke sige andet end at OSA er lærenem..