Et intenst to-ugers graverforløb banede vejen for, at syv praktikanter fra Jyllands-Posten løb med årets Kravling-pris, fortæller en af vinderne til Journalisten.dk.
Identitetstyveri var et ubeskrevet emne, før det blev til den Kravling-vindende serie på over 50 artikler og indslag på web-tv, som syv journalistpraktikanter lavede forJyllands-Posten. Det fortæller Karina Oddershede Dahlgaard, der er en af vinderne af de journaliststuderendes svar på Cavling-prisen.
»Der har ikke været fokus på id-tyveri herhjemme, så der var ingen, der havde kendskab til omfanget af sager, hvor folk får misbrugt deres identitet. De viste sig også, at ofrene ikka har nogle steder at søge hjælp,« forklarer Karina Oddershede Dahlgaard til Journalisten.dk.
Den første artikel blev skrevet på JP Aarhus i januar 2011 af praktikanten Line Ziegler Laursen, der også sad i gruppen. Den handlede om en ung pige, der havde fået tømt sin bankkonto via et mastercard, hun ikke selv havde bestilt.
Line Ziegler Laursen ville gerne følge op på problematikken om id-tyveri. Og da gruppen vandt en intern praktikantkonkurrence på Jyllands-Posten om at få lov til at lave 14 dages intenst graverarbejde, banede det vejen for at sætte fokus på et problem, som før har været debatteret i mange andre lande. Karina Dahlgaard forklarer, at man blandt andet i Norge har ændret straffeloven, så man kan blive straffet for at misbruge andres identitet.
»Vi var heldige, at ingen andre havde skrevet særligt meget om det herhjemme, og vi så muligheden for at kunne ændre på nogle ting. Id-tyveri kan netop ramme os alle, og det har berørt mange af læserne,« siger Karina Oddershede Dahlgaard.
I to uger i april 2011 dannede hele gruppen, undtagen Lise Blom der lavede web-tv fra København, sin egen lille redaktion i Aarhus.
»Vi sad i døgndrift og researchede og holdt redaktionsmøder hver dag. Vi fik at vide, at vores artikler skulle ende som en sommerserie i avisen,« fortæller Karina Oddershede Dahlgaard.
I juni måned rullede den første serie af artikler om id-tyveri. I alt har Jyllands-Posten skrevet cirka 60 artikler om emnet.
Artiklerne udmøntede sig i efteråret i et beslutningsforslag i Folketinget om, at id-tyveri skal have en selvstændig paragraf i straffeloven herhjemme. Det har der dog ikke været opbakning til.
Men lige nu er Rigspolitiet i gang med at se på, om der kan sættes ressourcer af til særligt opklaringsarbejde af id-tyverier.
»Det er tilfredsstillende at se, at vi rykker ved noget. For vi har talt med så mange ofre for id-tyveri, der har løbet hovedet mod en mur, fordi der ikke findes noget sted, hvor man kan henvende sig. Når man har arbejdet med problemet i så lang tid, får man sympati med deres situation,« siger Karina Oddershede Dahlgaard.
Hun oplyser, at Justitsministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet i øjeblikket kigger på mulighederne for at ændre loven, så ofre for identitetstyveri i særlige tilfælde kan få et nyt cpr-nummer. Desuden er man ved at lave en ordning der gør, at danskere kan melde sig frivilligt i RKI-registret, og dermed undgå at andre shopper i ens navn. Dette er allerede muligt i blandt andet Finland, Sverie og Norge, forklarer Karina Oddershede Dahlgaard
Vinderne af prisen for bedste journalistik
Cathrine Ertmann, 28 år, hun var i praktik som fotojournalist og tog fotografier til serien.
Glenn Terndrup Sørensen, 29 år, var i praktik som journalist og skrev til serien.
Jonas Høy Bruun, 23 år, er i praktik på JP og skrev til serien.
Karina Oddershede Dahlgaard, 24 år, var i praktik som journalist og skrev til serien.
Line Ziegler Laursen, 27 år, var i praktik som journalist og skrev til serien.
Lise Blom, 27 år, var i praktik som journalist og lavede tv til serien.
Ann-Sophie Borgermann, 27 år, hun var researchpraktikant dengang og researchede og skrev til serien.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.