search

To taler der ændrede opinionen

Politisk kommunikation og magt hænger sammen. Og det er sjældent illustreret bedre end efter skuddramaet i Arizona 8. januar.

Politisk kommunikation og magt hænger sammen. Og det er sjældent illustreret bedre end efter skuddramaet i Arizona 8. januar.

Chokket efter massakren, der efterlod 6 dræbte og et alvorligt såret medlem af den amerikanske kongres, har berørt USA som nation. Og eftervirkningerne mærkes fortsat i den offentlige debat. Almindelige mennesker leder næsten desperat efter trøst, og præsident Obama har formået – i første omgang i hvert fald – at profitere af sit talent for at optræde som healer in chief. I den smukke, landsfaderlige tale, præsidenten holdt efter overfaldet, anmodede han blandt andet om, at man "bruger denne anledning til at lytte til hinanden, skærpe vore evner til at høre efter, til at dele vore drømme og minde hinanden om, hvad der samler os."

Se mig, mig, mig

Kontrasten til en anden offentlig tale, der blev holdt i dagene efter af Sarah Palin, som fortsat er i gang med at positionere sig som mulig  republikansk præsidentkandidat (hendes kampagnestab er i disse dage i Iowa igen for at gøre kur til den vigtige delstat) kunne ikke have været større.

Palins tale, holdt via en video på Facebook, fordømte godt nok den unge mands morderiske forehavende, men det stod hurtigt klart, at hovedformålet ikke var at tibyde trøst til ofrene, men at gå til modangreb på de medier, der i ugens løb havde angrebet hende for at have været med til at piske en fjendtlig retorik op til nye højder; en retorik, som liberale hurtigt forsøgte at kæde sammen med attentatet og i øvrigt en forbindelse, der ikke holder vand i dette tilfælde.

De to taler har haft konsekvenser. Nye meningsmålinger fra NBC og Wall Street Journal viser, at over 70 procent af alle vælgere mener, at præsidenten har håndteret attentatet i Tucson godt. Og samtidig er hans generelle popularitet for første gang i månedsvis stigende. 48 procent af vælgerne synes nu godt om ham mod 42 %, der er kritiske. Det er nogle af de højeste tal for personlig popularitet for en amerikansk præsident på dette tidspunkt i valgcyklussen nogen sinde.

 Efter syndfloden …

Kritikere peger på, at det ikke er ualmindeligt for præsidenter at blive mere populære i kølvandet på nationale tragedier. Det samme skete for Bill Clinton efter bombeangrebet i Oklahoma City i 1996 og efter terrorangrebet 11. september 2001 for George W. Bush. Og amerikanerne er fortsat dybt bekymrede for arbejdsløsheden, der uanfægtet af de spæde tegn på økonomisk bedring fortsat ligger på 9.4 %.

Men der er ikke desto mindre en række indikatorer, der tyder på, at national enhed og en civiliseret politisk retorik er temaer, Obama gør klogt i at holde sig til, når han tirsdag holder den traditionsfyldte State of the Union tale til det amerikanske folk.

For det første viser meningsmålingerne igen og igen – også den førnævnte fra NBC/WSJ – at amerikanerne er trætte til døden af både "partisanship" (blokpolitik) og af Kongressen som sådan. De er trætte af business as usual, af Washington, af indspistheden og af at de mange lokumsaftaler og korporative fiksfakserier, der flytter rundt på millioner af føderale dollars, men som ikke har manifesteret sig som konkrete forbedringer i dagligdagen.

Farefyldt ideologisk kurs

Her kan republikanerne meget vel trække det korte strå ved den taktik, de pt. lægger for dagen. Den nye konservative majoritet bruger i disse dage kræfter på at få gendrevet og aflyst præsidentens sundhedsreform (et kampagneløfte, forsvarer de sig med) uagtet, at alle ved, at anstrengelserne ikke vil føre til en snus, ud over bureaukrati og spild af penge. Alle disse forsøg fra Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne nu har overtaget flertallet, vil strande i Senatet, hvor Demokraterne holdt stand ved midtvejsvalget.

Amerikanerne vil efter alle meningsmålinger at dømme foretrække, at politikerne får vedtaget love, der rent faktisk virker. Her har republikanerne det umiddelbart lidt sværere end præsidenten. Fordi partiets ledelse har de nye populistiske og kampberedte Tea Party kandidater i ryggen. De er ikke kommet til Washington for at sidde til teselskab med Obama, men for at "rydde op" og "luge ud." Metaforer, som er populære nok i sig selv, men som blot ikke nemt kan omsættestil konkret politik.

Risikoen for Republikanerne er, at de bliver set som trættekære, ideologiske og aggressive. Mens chancen for Obama er, at han kan fortsætte stilen fra talen i Tucson. Den samlende og myndige, der opfordrer til national enhed og som præsidentielt svæver over vandene, mens de to partier på uværdig vis slås på et lavere plan. Det nye image som en "midterpolitiker" skal slås fast.

Team Obama er klar

Det vil vi se, når Obamas valgkampagne skydes i gang til marts fra Chicago. Præsidenten har lige omrokeret store dele af sin stab, og sendt prøvede kræfter som David Axelrod og Valerie Jarrett til Illinois, mens kampagnemager David Plouffe igen skal styre presse- og PR-slaget. Imens tager garvede kræfter fra Clinton-tiden og erhvervslivet over i Det Hvide Hus (på trods af Obamas oprindelige besværgelser om  ikke at involvere grimme lobbyister og lignende i sin regering – men man bliver jo klogere …).

Fra kilder i Det Hvide Hus lyder det, at strategien foreløbigt er klar. Der skal trækkes en linje fra Tucson og hele vejen til det demokratiske partis konvent. Præsidenten sidder ikke på Kongressen længere. Ansvaret skal de facto deles med Republikanerne, og de afgørende uafhængige midtervælgere, der for første gang i over et år, nu ser med stigende velvilje på Obama, skal fastholdes.

Andelen af uafhængige vælgere, der kalder præsidenten for "moderat" er oppe på 44 procent mod blot 28 % for et år siden og der er ingen af de potentielle republikanske kandidater, der kan gøre ham rangen stridig.

I den nye måling står Obama med 51 procents tilslutning over for  41 %, hvis man beder vælgerne tage stilling til præsidenten over for Arkansas' republikanske guvernør Mike Huckabee, og med 54 % over for 35 % i sammenligning med den tidligere formand for Repræsentanternes hus Newt Gingrich. Sidstnævnte tal gælder også for Obama kontra både Sarah Palin og Mitt Romney. 

Frygtens begrænsninger

To taler kan ikke forandre et politisk landskab alene. Republikanerne har fortsat tunge ressourcer og den folkelige vrede fra Tea Party bevægelsen i ryggen. Men to taler kan igangsætte en dynamik og en dominoeffekt, hvis konsekvenser er betydelige. Det vil vi se i de kommende måneder, hvor også nye håbefulde kandidater fra højre vil indse, at vreden som politisk brændstof ikke er, hvad den var for blot et halvt år siden. Der må også positive og fremadrettede boller på suppen. Faktisk lidt som i dansk politik, hvor frygten for indvandring heller ikke længere kan trække billetter i samme omfang som tidligere.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen