To svenske journalister krydsede grænsen til Etiopien sammen med oprørere. Nu står de til lange fængselsstraffe for at støtte terror.
To svenske journalister blev arresteret af etiopiske sikkerhedsstyrker i juli. De rejste over grænsen med en oprørsgruppe, der er ulovlig i landet. Oprørerne stødte sammen med regeringsstyrker, der slog 15 oprørere ihjel og sårede de to journalister.
Nu har de etiopiske myndigheder meddelt, at de sigter journalisterne for at medvirke til terror. Det skriver Journalisten.se.
Journalisterne, Martin Schibbye og Johan Persson, risikerer lange fængselsstraffe.
»Terrorisme straffes i Etiopien med fængsel på livstid. Selv dødsstraf indgår i straframmen, men det idømmes sjældent,« siger Kjetil Tronvoll, professor ved International Law and Policy Institute i Oslo til det svenske nyhedsbureau TT.
Tronvoll er ekspert i etiopisk ret, og han vurderer, at de to journalister står til at blive dømt. Men han understreger samtidig, at der er mulighed for, at de kan blive benådet af præsidenten. Det sker typisk efter en periode på op til to år i fængsel.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.