To shitstorme på én uge: »Det værste, man kan gøre, er at sidde på sine hænder«

Først ”ægge-gate” og så ”cykelstativ-gate”. Den sidste uges tid er Københavns Kommunes facebookprofil blevet ramt af to shitstorme af hidtil uset omfang. Men det var kun i den upolitiske sag om cykelstativerne, at kommunen svarede direkte på kritikken i hvert indlæg (præciseret 17.16)  

”Kære Københavns Kommune. Jeg har hermed talt mine æg, må jeg godt selv bestemme over min livmoder nu?”

Sådan lyder ét af de mere end 200 indlæg med billeder af æg og æggebakker, som siden onsdag i sidste uge er væltet ind på Københavns Kommunes facebookprofil.

De mange indlæg om æg er reaktioner på en kampagne, som kommunen sammen med Rigshospitalet har sat i søen for at få unge til at overveje at få børn tidligere. På store plakater i bybilledet stiller kommunen spørgsmålet: ”Har du talt dine æg i dag?”

Kampagnen er faldet så mange borgere for brystet, at Københavns Kommune den seneste uge har oplevet sin første egentlige shitstorm på Facebook. Det fortæller kommunikationskonsulent Tine Germundsson, der er ansvarlig redaktør for kommunens facebookside.

»Når folk tidligere har spurgt mig, om vi har oplevet en decideret shitstorm, har jeg altid måttet sige nej. Men det har vi så nu. Og udover at det ressourcemæssigt har trukket tænder ud, så har det faktisk også været virkelig sjovt. Det er jo nogle sindssyge mekanismer, der går i gang,« siger hun.

Har liket alle indlæg

Allerede inden den såkaldte ”ægge-gate” begyndte at udvikle sig, var Tine Germundsson klar over, at emnet var sprængfarligt.

»Vi var fra starten meget i tvivl om vi overhovedet skulle lave et indlæg om kampagnen på Facebook. For vi var godt klar over, at det er et enormt følsomt emne, der hurtigt kunne køre over i en politisk ting, som vi ikke kan tage stilling til på facebooksiden,« siger Tine Germundsson og forklarer:

»Vi debatterer aldrig politik på vores sociale medier. Vores politikere har fået at vide, at de ikke må gå ind og blande sig i samtaler derinde. Hvis de skal diskutere politik, skal de gøre det på deres egne profiler,« siger hun.

Da de mange kvinder begyndte at poste billede af æg og kritiske kommentarer på kommunens facebookprofil, valgte Tine Germundsson og hendes to kolleger i facebook-teamet at like alle billederne.

»Vi går ind og anerkender alle billederne ved at like dem. Vi kommenterer dem ikke, men vi viser med et like, at vi synes, det er fedt, at de forholder sig til emnet. Og så må debatten om, om kampagnen er legitim, køre andre steder,« siger hun.

Prøvede at gå med på ægge-retorikken

Nogle enkelte gange har Københavns Kommune svaret på direkte spørgsmål om kampagnen på Facebook. Men kun, når det har været rent faktuelle ting, fortæller Tine Germundsson.

»Mange af indlæggene har jo være t sjove, og når vi har svaret, har vi også prøvet at være lidt humoristiske. Vi har blandt andet taget ægge-retorikken til os og brugt den i vores svar,« siger hun.

Har du et eksempel på, hvordan I har taget ægge-retorikken til jer?

»Du giver faktisk selv et ”ægsempel” dér. Vi har også skrevet, at det er ”ægstremt” med de mange billeder. Vi har prøvet at gå med på spøgen og kommunikere i øjenhøjde, uden at det har været usagligt og falden på halen agtigt,« siger hun.

Men ser det ikke skidt ud, at en hel masse borgere kritiserer en kampagne på kommunens facebook-profil, uden I går ind og forklarer og forsvarer den?

»Vi har også prøvet at forklare, hvad meningen med kampagnen har været. Vi kan ikke gå ind i debatten og sige, ’ja, du har ret’, eller ’nej, du har ikke ret’, men vi har prøvet at være imødekommende. Det værste, man kan gøre, er at sidde på sine hænder,« siger Tine Germundsson.

»Bare et cykelstativ, der er vendte forkert«

Og som om det ikke var nok med én shitstorm, blev kommunen i weekenden ramt af endnu en af slagsen. Det skete, da en hel masse borgere begyndte at poste billeder på kommunens facebookprofil af et cykelstativ på Christianshavn, der vendte forkert.

En af kommentarerne til billedet lød:

”I bør nok kommentere denne inden kommunen bliver totalt til grin på sociale medier.”

Her var kommunikationsstrategien på Facebook da også en helt anden, fortæller Tine Germundsson. Kommunen gik selv ud og forklarede sagen i et indlæg, og den enkelte brugere fik en forklaring på deres posts.

»Med ”cykelstativ-gate” kunne vi bare ud og præsentere fakta, uden at risikere at gå ind i en politisk debat. I ”ægge-gate” var der tale om et følsomt og tabuiseret emne, hvor vi er kommet til at træde nogle over tæerne. Men i den anden sag var der ikke nogen følelser involveret – det var jo bare et cykelstativ, der er vendte forkert. Og det var der en god forklaring på, hvorfor det gjorde,« siger hun og tilføjer:

»Forskellen er, at den ene sag – modsat den anden – handler om følelser.«

Herunder kan du se kommunens Facebook-svar på, hvorfor cykelstativet vendte forkert. 
 

Det var været en munter morgen på de sociale medier. Måske du har spottet dette foto. Vi kan så forklare, at der selvfø…

Posted by Københavns Kommune on Sunday, 11 October 2015

Præciseret, kl. 17.16: Det er præciseret i underrubrikken, at kommunen i sagen om cykelstativet svarede på kritikken i hvert indlæg, modsat i "ægge-gate", hvor kommunen kun gik ind og kommenterede enkelte indlæg.   

0 Kommentarer