To redaktører myrdet i Moskva

 RUSLAND. To journalistmord rystede i sidste måned den russiske hovedstad.Redaktøren af det russiske erhvervsmagasin Forbes, Paul Klebnikov, blev dræbt af fire skud på åben gade, da han var på vej hjem fra arbejde. Klebnikov var både kendt og berygtet for sin undersøgende journalistik, der især havde beskæftiget sig med Ruslands rigmænd - de såkaldte oligarker.

 

RUSLAND. To journalistmord rystede i sidste måned den russiske hovedstad.

Redaktøren af det russiske erhvervsmagasin Forbes, Paul Klebnikov, blev dræbt af fire skud på åben gade, da han var på vej hjem fra arbejde. Klebnikov var både kendt og berygtet for sin undersøgende journalistik, der især havde beskæftiget sig med Ruslands rigmænd – de såkaldte oligarker.

Senest havde Klebnikov offentliggjort en liste over Ruslands 100 rigeste personer, og det russiske politi mente på den baggrund, at mordet sandsynligvis havde forbindelse til redaktørens arbejde.

Da endnu en redaktør blev fundet dræbt af knivstik blot ti dage efter det første mord, bad både Reporters sans frontières og den amerikanske Committee to Protect Journalists indtrængende de russiske myndigheder om at bedre situationen for landets journalister. Ifølge organisationerne er 14 journalister blevet myrdet siden 2000, uden at et eneste af mordene er blevet opklaret.

Lokale iagttagere var dog mere forsigtige med at kæde de seneste mord sammen med de myrdedes profession.

"Det viser mere om omfanget af kriminalitet i Rusland, end det er en indikator for mediernes frihed. Den største trussel mod medierne og demokratiet i Rusland er, at staten tager kontrol over flere og flere medier," siger Oleg Panfilov fra Center for Journalistik i Ekstreme Situationer, der er en underafdeling af det russiske journalistforbund.

Han henviser til, at staten siden sidste sommer har haft kontrol over samtlige landsdækkende tv-kanaler. /kruse

* De farligste lande
Antal bekræftede dødsfald i perioden 1994-2004 blandt journalister, hvor drabene sandsynligvis kan relateres til deres arbejde:

Algeriet 51
Rusland 32
Colombia 31
Irak 31
Rwanda 16
Indien 15
Filippinerne 15
Sierra Leone 15
Brasilien 13
Afghanistan 11

Kilde: Committee to Protect Journalists.

 

0 Kommentarer