Gaza-krigen

To palæstinensiske journalister meldes dræbt af Israel

Journalisterne Hamza Al-Dahdouh og Mustafa Thuraya døde angiveligt i et angreb ved Rafah i Gaza

Et israelsk luftangreb på en bil nær Rafah i det sydlige Gaza dræbte søndag to palæstinensiske journalister på arbejde ifølge de lokale sundhedsmyndigheder samt journalisternes fagforening.

Journalisterne, Hamza Al-Dahdouh og Mustafa Thuraya, var begge freelancere.

Al-Dahdouh havde arbejdet for Al Jazeera og var søn af tv-stationens chefkorrespondent i Gaza, Wael Al-Dahdouh.

En tredje freelancer, Hazem Rajab, blev også såret i angrebet.

Al Jazeera fordømmer i en udtalelse angrebet.

”Vi opfordrer Den Internationale Krigsforbryderdomstol, regeringerne, menneskerettighedsorganisationer og FN til at stille Israel til ansvar for dets afskyelige forbrydelser og kræver et stop for målrettede angreb og drab på journalister,” lyder det.

Israels militær, IDF, hævder i en udtalelse, at et kampfly identificerede og angreb ”en terrorist, der betjente et luftfartøj, som udgjorde en trussel mod IDF-styrker”.

Sundhedsmyndighederne i Gaza kontrolleres af den militante bevægelse Hamas, som 7. oktober angreb Israel og dræbte 1.200 personer.

Israel har på baggrund af det angreb indledt en invasion af Gazastriben, som foreløbig har kostet flere end 22.000 mennesker livet ifølge myndighederne i området.

En ubegribelig tragedie

I en video på en YouTube-kanal tilhørende Al Jazeera kan man se Wael Al-Dahdouh græde ved siden af sønnens lig.

”Hele verden skal se, hvad der foregår her,” lyder det fra ham.

Wael Al-Dahdouh er i forvejen kendt af seerne på tværs af Mellemøsten, da han i sidste måned midt i en tv-udsendelse fik at vide, at hans kone, en anden søn, datter og barnebarn var blevet dræbt i et israelsk luftangreb.

Søndagens drab bliver af den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, beskrevet som en ”ubegribelig tragedie”.

”Et (drab på en journalist, red.) er alt for mange,” lyder det fra Blinken på et pressemøde i Doha, Qatars hovedstad.

 

0 Kommentarer