To nyuddannede journalister får DR’s radiopris

Anne Roesen og Kamma Kronborg Heick, som netop er blevet færdige som journalister, har i dag fået DR's Radiopris på i alt 6.000 kroner.

Anne Roesen og Kamma Kronborg Heick, som netop er blevet færdige som journalister, har i dag fået DR's Radiopris på i alt 6.000 kroner.

Prisen blev overrakt af redaktør Hanne Barslund fra P1 på dét, der engang hed 'Lytterkroen' på Frederiksberg, men som nu om dage hedder Café Munchies.

De to journalister er uddannet fra Syddansk Universitet, og de får prisen for deres bachelorprojekt 'Danske værdier i ghettoen', der er udformet som et tema til P1, oplyser DR.

Med udgangspunkt i regeringens ghettoplan besluttede de to journalister sig for at efterprøve påstanden om de manglende danske værdier i ghettoen. Og som "værdibarometer" bruger de de folkeoplysende foreninger, som er noget af det eneste, eksperter og politikere kan blive enige om rummer en særlig dansk værdi.

Anne Roesen og Kamma Kronborg Heick har blandt andet undersøgt foreningslivet i Gellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense og Mjølnerparken i København. Og de opsøgende arbejde har blandt andet vist, at foreningerne – og hermed de danske værdier – rent faktisk blomstrer i ghettoen.

I de tre store ghettoer er der således over 175 folkeoplysende foreninger – alene i Vollsmose er der 60.

I motiveringen af prisuddelingen lagde Hanne Barslund vægt på, at 'Danske værdier i ghettoen' er tankevækkende og velkomponeret radio, hvor lytterne bliver engageret og udfordret.

"Historien er både gennemtænkt og reflekterende, og den grundige research er omsat til medrivende formidling med en balanceret lyd, stemning og sceneskift. Radioprogrammet tager livtag med et vanskeligt og fordomsfyldt emne på en begavet og journalistisk driftssikker måde, og det er lykkedes at udfolde historien, så både indhold og formidling går op i en højere og meget lytteværdig enhed," hed det videre i begrundelsen.

DRs Radiopris bliver ikke uddelt med faste intervaller, men alene når DR finder, at der er særlig grund til at sætte spotlys på radioprojekter og -udsendelser fra nybagte journalister på universiteterne og Danmarks Journalisthøjskole.

Kamma Kronborg Heick var i journalistpraktik på TV2/Lorry og arbejder nu freelance for 'P1 Morgen', mens Anne Roesen var i praktik på DR Nyheder og nu også er ansat som freelancer samme sted.

'P1 Morgen' sendte uddrag af programmet den 20. juni, og morgenudsendelsen kan (gen)høres her.

0 Kommentarer