search

To månedslønne for en dags arbejde

 

 

De afghanske journalister har scoret kassen på krigen i Afghanistan. Under krigen mod Taleban har de udenlandske medier købt de lokale journalister til at hjælpe sig i krigs-zonen.

Da en splinterny sportsvogn fra Honda, Ferrarirød og med blanke fælge, kanter sig ind mellem æselkærrer, cykler og scooter-rickshaws i Peshawar, kalder en lokal kollega den for "en typisk efter-11.-september-bil." Den slags biler er et sjældent syn i den møgbeskidte millionby i det nordvestlige hjørne af Pakistan, men gennem de seneste måneder har flere lokale journalister i Pe-shawar haft råd til at købe helt nye biler.

Normalt får de afghanske journalister beskedne hyrer, men terrorangrebene i USA og krigen i Afghanistan har givet dem nye indtægter. Alverdens top-reportere kom til byen – medbringende store checkhæfter. De havde brug for at hyre lokale journalister til at hjælpe sig.

Ved at tage med de udenlandske journalister ud i krigszonen kunne de lokale journalister pludselig tjene to månedslønne på en enkelt dag. Andre gange tog de ud i krigszonen alene, som for eksempel Siddiq Mansoor Ansari, der som freelance-fotograf tog ud og filmede for japansk tv uden forinden at have lært at tage vare på sig selv i et område, der bliver bombet og er fyldt med miner.

"Dømmekraften kan blive sat ud af spil, når man som lokal reporter bliver tilbudt op til 300 dollars om dagen," siger Iqbal Khattak, en lokal repræsentant for Reporters Sans Frontieres.

 

Alt for penge
"Situationen her har været den samme som under krige andre steder i verden. Mange lokale journalister har været villige til at gøre hvad som helst for penge," siger den australske fotograf David Dare Parker, der i midten af januar var i Peshawar for at assi-stere på fem sikkerhedskurser af hver en dags varighed. I alt kom 100 lokale journalister på kursus.

Under krigen i Afghanistan er otte journalister blevet dræbt. Syv udlændinge og en afghansk født kameramand.

En ung, afghansk reporter Inyatulhaq Yasini, var to skridt fra at blive ramt af et projektil under rapportering fra fronten ved Tora Bora. Adskillige har siddet arre-steret, fordi de i krigens første uger forsøgte at smugle udenlandske reportere til Afghanistan. Andre igen har akkurat afværget truende situationer, måske fordi de var afghanere.

 

Billeder i kassen
Siddiq Mansoor Ansari er kun 26 år, men har været i branchen siden han var 17. Hans karriere startede en dag i 1992, da han stak hovedet indenfor på den daværende lokale radio- og tv-station i Jalalabad, hovedbyen i det østlige Afghanistan. Indtil Taleban kom til nogle år senere og begyndte at brænde tv-apparater af i gaderne, arbejdede Siddiq Mansoor Ansari som journalist og producer på den lokale station.

"De første opgaver, jeg lavede i Afghanistan efter krigens start, var dækning af amerikanernes bombninger og de civile ofre i landsbyerne Kuram og Morgay," fortæller Ansari

Han tog et tv-kamera og nogle bekendte fra området med ud i krigszonen.

"Da vi var i nærheden af Kuram, kom amerikanske fly hen over hovedet på os. Jeg blev noget nervøs, fordi jeg frygtede, at de på grund af vores elektroniske udstyr og vores biler kunne forveksle os med Taleban eller Al-Qaeda folk."
Flyene fløj dog mod et andet mål, landsbyen Morgay, hvor Ansari dagen efter tog op for at filme og interviewe beboerne om bombardementerne. Både i Kuram og i Morgay gik Ansari helt tæt på for at få billeder i kassen – blandt andet af ueksploderede bomber.

"Jeg var ikke klar over, om der kunne ske noget, men jeg skulle jo helt tæt på for at få billeder af de bomber. De lokale advarede mig mod det. De troede, at elektriske signaler fra mit kamera kunne få bomben til at gå af."

Adskillige gange, både dag og nat, har han opholdt sig lige under de amerikanske bombefly.

"Livet som journalist er farligt. Man bliver nødt til at afdække virkeligheden og søge efter sande oplysninger,"siger Ansari, der fik 4.400 amerikanske dollars for den opgave. Senere lavede han yderligere to opgaver og tjente i alt 12.400 US-dollars på tre opgaver i Afghanistan.

"Hverken afghanske eller pakistanske journalister har nogen særlig bevidsthed om den personlige sikkerhed under arbejdet," siger journalist Iqbal Khattak, der er repræsentant for Reporters Sans Frontieres i Pakistan.

"Udenlandske journalister, der arbejder i krigs- og kriseområder, kan jo få træning i sikkerhed. Her er der ingen tradition for den slags, selv om det ellers er yderst relevant," konstaterer Khattak.

 

To skridt fra et projektil
Det er kun et år siden, at Inyatulhaq Yasini tog eksamen i journalistik fra universitetet i Peshawar. Han er 28 år, stammer fra Jalalabad og tog fra Peshawar til Afghanistan med en konvoj af journalister den 14. november, 2001. Det blev starten på over en måneds arbejde som "fikser" for forskellige internationale journalister i Afghanistan.

"I Tora Bora var jeg af sted med tre udenlandske journalister. En af dagene var vi til fods på vej af en bjergsti, da der pludselig blev affyret et projektil, formentlig af en arabisk snigskytte. Jeg gik forrest, og havde jeg været to skridt længere fremme, var jeg blevet ramt."

En af de tre udenlandske reportere var Melinda Liu fra News-week, hun havde både skudsikker vest og hjelm med, men havde det ikke på den dag. Yasini selv har hverken skudsikker vest eller andet sikkerhedsudstyr. Selv om skuddet gik forbi, skabte det rædsel i gruppen, der vendte om for at komme i sikkerhed.

"Da vi kom ned til vores biler, blev der fyret granater af mod os. De slog ned cirka ti meter fra bilerne. Vores biler holdt parkeret sammen med mujaheddinernes pick-ups, der var fyldt med Kalashnikows og raketstyr. Det kunne være gået helt galt."

Yasini og kollegerne fandt en bagvej ned fra bjergene.

Her halvanden måned efter begivenhederne siger han, at der ikke lå nærmere overvejelser bag, hvorvidt han skulle tage journalisterne med på den tur.

"Jeg havde ikke på forhånd tænkt så meget på, om det var farligt at tage op i det område eller ej. Alle journalister tog jo der-ud for at rapportere, så det gjorde vi også."

Yasini arbejdede for en dagsløn på 200 US-dollars, dertil kom 50 dollars om dagen til kost og logi. Han arbejdede som "fikser" for de udenlandske reportere i en måned og tjente 6.000 US-dollars – 7.000 hvis man regner pengene til kost og logi med.

Iqbal Khattak fra Reporters Sans Frontieres mener ikke, at de internationale medier har lagt for hårdt pres på de lokale fiksere for at nå frem til de gode historier. Svaret er ikke så enkelt, siger han, men fortæller også, at de lokale blade siden november ikke har set meget til deres faste reportere. Ikke så sært, når nogle af dem på en dags arbejde som lejesvend for udenlandske korrespondenter har kunnet tjene, hvad de normalt får for to måneders arbejde.

"Problemet her har været, at mange lokale journalister ikke er vant til at arbejde med udenlandske reportere. De har ikke erfaring med at indgå præcise aftaler om, hvordan arbejdet skal udføres," siger Khattak.
Inyatulhaq Yasini siger, at det også er andet end pengene, der har fået ham til at gå helt til grænsen med de journalister, han har arbejdet med.

"Det ligger i vores kultur. Hvis vi har lovet at hjælpe en udlænding med en opgave, så bakker vi ikke ud. Det ville jo give afghanere et dårligt ry, hvis de vendte hjem til deres kolleger og fortalte, at de var blevet efterladt på halvvejen."

Peter Krause er journalist og har siden 1. april 2001 arbejdet i både Pakistan og Afghanistan som informationsmedarbejder i den danske hjælpeorganisation DACAAR (Danish Committee for Aid to Afghan Refugees).

Læs også: Elitesoldater træner afghanske journalister

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen