K-forum og Kontrabande er blandt Danmarks hurtigst voksende virksomheder. »De traditionelle medier har sovet i timen,« lyder meldingen.
Det er ikke hele medie- og kommunikationsbranchen, der ligger underdrejet. Når dagbladet Børsen på torsdag offentliggør årets liste over danske gazellevirksomheder, ligger to små kommunikationsvirksomheder på top 100-listen – branchesitet Kommunikationsforum og det journalistiske rådgivningsfirma Kontrabande.
Redaktør af K-Forum, Timme Bisgaard Munk, kalder K-Forums gazelleplaceringen et stort lyspunkt i en tid, hvor mediebranchen er præget af dommerdagsprofetier.
»K-forum er en kombination af et socialt medie og et traditionelt, redaktionelt medie. Vi laver en slags netværksjournalistik, hvor brugerne er medskabere af nyhederne. Vi er kun to redaktionelle medarbejdere på siden, men det er heller ikke os, der skriver hele K-forum,« siger Timme Bisgaard Munk.
For eksempel kan blogposter, brugerkommentarer eller links fra brugerne blive til artikler.
»Vi kan lave ting lynhurtigt, som det ellers ville tage 10 år at lave, fordi vi har det rigtige netværk og de rigtige mennesker,« siger han.
K-forums indtægter stammer fra bannerreklamer, stillingsannoncer og kurser for kommunikationsfolk. Sidste år steg omsætningen med 19 procent til knap syv mio. kroner, og overskuddet steg med 60 procent til 2,4 mio. kroner.
Ifølge Timme Bisgaard Munk har de traditionelle medier i Danmark sovet i timen, så Google og Facebook nu sidder på annoncemarkedet.
»Der er behov for danske alternativer, og dér er K-Forum et godt eksempel,« siger Timme Bisgaard Munk, som peger på, at K-forum er et af de få sites herhjemme, hvor brugergeneret indhold er en god forretning.
»Alle taler om web 2.0, men sammen med Facebook er K-forum faktisk et af de få eksempler på web 2.0, der kan tjene penge.«
For at blive en gazelle på Børsens liste skal virksomheden have haft en positiv vækst i omsætningen eller bruttoresultatet de seneste fire regnskabsår hvert år. Og det skal samlet set have fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.
Kontrabandes regnskaber viser, at virksomheden de seneste fire år er vokset 50 procent om året i omsætning hvert år. Medarbejderstaben er også vokset, så virksomheden i dag tæller 18 medarbejdere.
»Kontrabandes vækst viser, at mediebranchens krise er en myte. Mediebranchen er i rivende vækst og udvikling. Det er bare en anden – og udvidet – branche, der vokser, og ikke den publicistiske tryksværtesektor,« siger Sune Aagaard, partner og grundlægger af Kontrabande.
Kontrabande producerer i øjeblikket fem kundemagasiner for organisationer og virksomheder. Inden for det seneste halvandet år er to kundemagasiner, som Kontrabande udviklede og producerede for TDC og Dansk Design Center, blevet lukket. Men ifølge Sune Aagaard har det ikke fået negative konsekvenser for Kontrabandes økonomi, fordi man satser mere på strategisk rådgivning end egentlig magasinproduktion. Han forventer derfor, at Kontrabande er med på gazellelisten igen næste år.
»Vi laver i dag mere journalistisk rådgivning. Det giver en højere timepris, og konkurrencen er mindre.«
Ifølge Sune Aagaard er det blevet sværere at tjene penge på printmedier, men der er stadig mange muligheder i markedet, fordi det er så stort.
»Der er en enorm mængde printmagasiner. Volumen er faldet lidt, men organisationer og virksomheder udgiver stadig mange magasiner. De er ofte sat i søen uden at være funderet i en solid journalistisk faglighed, og det er dér, vi kommer ind og giver magasinerne kvalitet.«
Kontrabande ansatte for nylig tidligere Christiansborgjournailst for Berlingske Tidende Troels Mylenberg som associeret partner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.