»Wikileaks repræsenterer et nybrud i måden, vi medier kan få informationer på. Er vi gamle nok til at lege med dem?«
TROVÆRDIGHED. Nej, CIA har ikke fundet Osama bin Laden. Nogle mener, at det ikke er så farligt, når præcisionen ryger i webmedier, fordi vi altid kan rette historien til, når vi bliver klogere. Jeg mener, at en læsers første møde med en nyhed er altafgørende, og at det er katastrofalt, når webmedier ikke tager dette møde alvorligt.
Den 27. juli bragte Politiken.dk et scoop: "Lækage: Bin Laden deltager i al-Qaedas møder". Halvanden dag efter Wikileaks' store læk af dokumenter om Afghanistan-krigen var bagmanden omsider opsporet! Berlingske.dk trumfede scoopet samme dag: "CIA lyver om Bin Laden". Begge artikler er skrællet fra Telegraph.co.uk og mener at vide, at 1. de lækkede dokumenter viser "klare tegn" på, at Osama er i live, selv om 2. CIA's chef, Leon Panetta, har hævdet, at "Osama bin Laden ikke er set i live siden 2003".
Ingen af påstandene er korrekte. Ikke desto mindre rapporterer Ritzau samme dag, at de lækkede dokumenter "fortæller, at Osama bin Laden stadig er i regionen – og er aktiv". Fordi det er skrællet fra the Guardian, der har haft førstehånds-adgang til dokumenterne, og ikke Daily Telegraph, bærer telegrammet dog en mere moderat rubrik: "Bin Laden spøger i lækdokumenterne".
"Spøge" er reelt det eneste, Osama bin Laden gør i Wikileaks' kæmpe, usorterede bunke af troværdige og utroværdige frontlinje-beretninger fra soldater i Afghanistan, som hver især er ubrugelige uden efterprøvning eller forbehold.
The Guardian præsenterer derfor de Osama-relaterede efterretninger som 'forjættende dufte' af information om hans opholdssted, der "ender med, at sporet bliver koldt og løber ud". New York Times, der også har haft førstehånds-adgang, finder dem ikke engang værdige til en artikel; de nævnes ét sted på sitet med en advarende opsummering om, at "intet af dette ser ud til at være mere end andenhånds-efterretninger". Forbeholdene i de engelsksprogede medier luges systematisk væk på danske webredaktioner.
Hvad angår CIA-chefens angivelige løgn, viser den sig at bestå i, at Leon Panetta den 27. juni på ABC News har fortalt, at "vi skal tilbage til begyndelsen af årtusindet, hvad angår præcise efterretninger om, hvor han kunne være".
Wikileaks repræsenterer et nybrud i måden, vi medier kan få informationer på. Er vi gamle nok til at lege med dem? Kan vi håndtere at tjekke vores påstande inden publicering, så læseren kan tro på os?
Ekstrabladet.dk har lavet forbilledlig webjournalistik ud fra lækket. Andre danske medierepræsentanter har mere brugt Wikileaks' scoop til at råbe op om vigtigheden af afslørende, magtudfordrende folk som os. Mediejurist Oluf Jørgensen har forklaret, hvordan offentliggørelsen var "vigtig for demokratiet", Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, mener, at sagen har understreget behovet for "professionelle medier" til at kontrollere Wikileaks' eventuelle dagsorden, ansvarlighed og ensidighed.
Både Jørgensen og Knudsen har formentlig ret. Spørgsmålet er bare, hvor gode vi danske medier er til at udøve den professionalisme, vi sådan fejrer, i mødet med et efterretningsmateriale, som magtapparatet ikke mener, vi kan håndtere.
Lotte Folke Kaarsholm er international redaktør på Dagbladet Information og netnarkoman.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Noget akademisk diskussion - for den skrevne del kan desværre heller ikke sige sig fri for antydninger, fejlinformationer, fejlbeskrivelser, fejlanalyser.
Er det rigtigt hvad Susanne siger? Hvad siger I fra Politiken eller Berlingske? Er det mindre vigtigt om det der står på nettet holder, end om det i papiravisen gør? And why?
Jamen, du har jo ret, Lotte. Et andet eksempel er Lene Espersen, der på grund af en oversættelsesfejl på rekordtid gik fra at være 'EU's mest klodsede udenrigsminister p.t' til 'verdens dårligste udenrigsminister'. Der er dog væsentlig forskel. Hurtighed og sjusk gælder også inden for sådan noget som sundhedsstof, hvor ikke specielt lødige udenlandske undersøgelser rask væk ophøjes til sandhed - uden at spørge andre kilder. For hvis man bare citerer den oprindelige avis, er alt jo godt, ikke? Det var næppe gået i papiravisen, hvorfor skal det så være okay på web?
Nu ved jeg kun på anden og tredje hånd, hvordan de store avisers webredaktioner fungerer, men jeg får refereret 'skriv først, ret bagefter'-principper. For nettets styrke er hurtighed, og det tæller at breake. Samtidig er nettet et flygtigt medie, og man kan jo netop rette. Problemet er, at fejlene alligevel når at sænke sig i bevidstheden hos mange. Artikler og links bliver delt på rekordtid på sociale netværk, rubrikker og billeder bliver screendumpet, og historierne går mund-til-mund også. Mange rettelser kommer for sent til at gøre skaden god igen.
Jeg er ikke i tvivl om, at hurtighed på nettet er et kriterium. Men det bør præcision også være. Og det der stunt med blot at referere den oprindelige kilde fritager os ikke for det ansvar, som er journalistikkens kerne: at vurdere, spørge, prioritere, formidle og perspektivere. Hvis vi ikke magter at gøre det, mister vi vores berettigelse på nettet, hvor al information efterhånden er tilgængelig. Vores prioritering og formidling er vigtigere end nogensinde. Men hvis den er behæftet med fejl, bliver vi bare et forstyrrende og overflødigt led.
Er det her så webredaktionernes skyld? Næh, i hvert fald ikke alene. Jeg møder hos en del journalister stadig 'ahr, det er jo bare til internettet'-tankegangen, og lur mig om den ikke også findes hos chefer, der er glade - bare der er klik, og de ellers kan få lov til at koncentrere sig om papiret. Det er, som om mange af os endnu ikke tager nettet alvorligt som medie.