Fagforening

Tine Johansen afviser, at fusion vil svække DJ

Det ryster ikke DJ-formand Tine Johansen, at fagforeningerne DM og Kommunikation og Sprog planlægger at fusionere. ”Størrelse er jo ikke det samme som styrke”

I dag kom det frem, at en af DJ’s tætteste samarbejdspartnere gennem mange år, fagforeningen Kommunikation og Sprog(KS), har besluttet at fusionere med fagforeningen DM.

Når fusionen er på plads, vil alle 10.000 kommunikatører fra DM og KS blive samlet i en ny sektor hos DM, der får navnet ’DM Kommunikation’.

Spørgsmålet er, om det vil rokke ved magtbalancen, så DM Kommunikation alene på grund af størrelsen får lettere ved at tiltrække kommunikatører og dermed svække Dansk Journalistforbund?

Det tror DJ-formand Tine Johansen ikke.

”Nej, faktisk har situationen ikke ændret sig,” siger hun

Det er nemlig vigtigt, hvilken slags kommunikatører de 10.000 medlemmer er.

Forandrer ikke noget

Tine Johansen peger på, at da DJ og KS for nogle år siden var tæt på at fusionere, blev der lavet en analyse af medlemssammensætningen i KS.

Den viste, at KS-medlemmer fx var HR-folk, sprog-folk og medlemmer, der lavede mange andre ting end kommunikation.
Derfor tror Tine Johansen heller ikke, at DM Kommunikation kommer til at fremstå mere attraktiv for kommunikatørerne.

”Jeg kan ikke se, hvordan det forandrer noget,” siger hun.

Heller ikke selv om DM Kommunikations medlemstal kommer op på 10.000.

”Størrelse er jo ikke det samme som styrke. Størrelse er ikke det samme som, at man har et specialistområde, man er god til,” siger hun og peger på, at DM er en tværfaglig fagforening, der ikke har specialiseret sig på kommunikationsområdet.

”Tværtimod risikerer man at drukne i mængden i en fagforening, der både har arkæologer, biologer, museumsfolk, bibliotekarer og jordbrugsteknikere,” forklarer hun.

DJ er mere specialiseret

Også når det gælder forhandlinger om kommunikatørers løn og arbejdsvilkår, har DJ et forspring, mener Tine Johansen.

”I DJ har vi for eksempel selvstændige forhandlinger om overenskomsten for de offentlige kommunikatører. Vi er ikke en del af nogle store forhandlingsfællesskaber, hvor man også skal forhandle på vegne af alle mulige andre faggrupper,” siger hun.

Og så har DJ tradition for at indgå aftaler for praktikanter, som sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår, indskyder hun.

A-kasse og Service 2 og 3

I dag samarbejder Dansk Journalistforbund med Kommunikation og Sprog på en række områder.

  • Den fælles a-kasse AJKS (A-kassen for Journalistik, Kommunikation & Sprog).
  • Service 2, der tilbyder billigere forsikringer og er et samarbejde mellem Kommunikation og Sprog, Dansk Journalistforbund, Forbundet Arkitekter og Designere og Forbundet Kultur og Information (tidligere Bibliotekarforbundet).
  • Service 3, de to fagforeningers fælles it-afdeling.

 

Tine Johansen, hvad kommer fusionen til at betyde for DJ’s medlemmer?

”Hvis medlemmerne af KS siger ja ved en urafstemning, træder det først i kraft 1. november 2024. Så det betyder ikke noget her og nu. Men det er noget, som hovedbestyrelserne i DJ og AJKS skal tage stilling til: Hvad betyder det på sigt?”

Kommer AKJS til at fortsætte som a-kasse?

”Ja, det gør den. Det er jo sådan, at det er medlemmerne af a-kassen, der selv bestemmer, hvor de vil være. Én ting er, at Kommunikation og Sprog fusionerer ind i en magistrenes fagforening, men de kan ikke flytte medlemmerne i a-kassen i én blok,” siger Tine Johansen.

”Og nu hvor AJKS er Danmarks næstbilligste a-kasse, kan det være, at man er mest interesseret i at blive dér.”

Kontingentet stiger ikke

Samtidig vil Tine Johansen gerne afsøge mulighederne for at hverve nye medlemmer, der passer til a-kassens profil.

”AJKS har specialiseret sig i at være eksperter i journalistik, kommunikation og freelancearbejdsmarkedet, og det kan sagtens være interessant for faggrupper, der fx er medlemmer af tværfaglige a-kasser, hvor man ikke kan tilbyde den samme rådgivning,” siger hun.

Til gengæld kan a-kassens økonomi ikke smitte af på forbundet i tilfælde af, at a-kassen mister medlemmer.

”Det er to helt adskilte ting,” siger Tine Johansen.

Kontingentet til DJ kommer heller ikke til at stige på grund af fusionen, siger hun.

Både DJ’s hovedbestyrelse og AJKS’ hovedbestyrelse skal nu regne på, hvad fusionen kommer til at betyde økonomisk og strategisk på den lange bane.

”Det glæder jeg mig til. Sådan noget som det her giver jo også nye muligheder, og det glæder jeg mig til at få øje på sammen med de to hovedbestyrelser,” siger hun.

2 Kommentarer

Tine Johansen
28. SEPTEMBER 2023
Kære Thomas

Tak fordi du trykkede på ”skriv kommentar” og ikke bare konstaterede for dig selv, at jeg er en arrogant fagboss. For nu giver du mig heldigvis muligheden for at sætte lidt flere ord på, hvad jeg mener.

Og selvfølgelig har du ret i, at antallet af medlemmer betyder noget i både en fagforening og i en a-kasse.
Derfor er jeg også glad for, at DJ har cirka 18.000 medlemmer, fordi vi med den størrelse har muskler, indflydelse og økonomi til at give medlemmerne gode tilbud, gode aftaler og god rådgivning.

Alligevel er min reaktion på nyheden om fusionen mellem KS og DM ikke en dyb bekymring. For jeg ved, at Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation kan noget særligt. Fordi vi gennem årtier har specialiseret os i medie- og kommunikationsbranchen, ophavsret, freelancere og en række andre områder. På den måde er der ikke nogen forandring med fusionen, for den specialisering og erfaring er unik for DJ.

Dermed ikke sagt, at vi bare skal læne os tilbage. Slet ikke. Vi har nu en oplagt chance til at gøre opmærksom på, hvad kommunikatører kan få som medlemmer hos os. Og vi skal arbejde aktivt med at blive et endnu stærkere fagligt fællesskab.

Både vi valgte og de ansatte i DJ vil altid gerne høre, hvordan du og andre medlemmer mener, at DJ kan blive mere attraktiv og relevant. Så tryk endelig ’skriv kommentar’!

Bedste hilsner fra
Tine
Thomas Peter Schiermacher Jensen
28. SEPTEMBER 2023
”Jeg kan ikke se, hvordan det forandrer noget”, siger DJ-formand Tine Johansen.

Jeg elsker sådan en kommentar. Arrogant og uden at lade sig påvirke af realiteterne. Jeg ruller med øjnene og trykker "skriv kommentar" med detsamme.

Jeg er medlem af DJ-AJKS.
Men jeg er i et netværk med kommunikatører i DM. Fordi de tilbyder noget relevant.

Og så er der det med størrelsen. Det betyder noget. Fordi flere medlemmer er lig med flere penge er lige med flere tilbud, kurser, rabatter og alt muligt.

Så en fusion med KS - hvor endnu flere kommunikatører kommer ind i DM vil indlysende betyde noget. I hvert tilfælde for mig. Især, hvis de er skarpe på kurser og netværk.

Også selv om formanden med go' gammeldags fagboss-arrogance siger noget andet.


Mvh
Thomas