Tina Krongaard: »Jeg er nok mere handlende end følende«

Kun hver tredje chef i JP/Politikens Hus er kvinde. En af dem er rejseredaktør Tina Krongaard: »Jeg har ikke på noget tidspunkt i processen tænkt ’åh nej, kan jeg nu det?’. Der er jeg nok lidt atypisk, for jeg tror, det er den hæmsko, som især mange kvinder har«

»Jeg har altid været sådan en, der tit bliver prikket til og spurgt, om jeg ikke vil tage noget ansvar. Måske fordi jeg altid kæfter op og blander mig i diskussionerne. Når man gør det, bliver man også tit hevet ind til nogle opgaver. Men jeg har egentlig aldrig selv bedt om at blive leder.

[[nid:35115]]

Jeg startede som redaktionssekretær på Sporten på BT, inden jeg blev færdig på Journalisthøjskolen. Og jeg nåede faktisk ikke at være menig medarbejder ret længe, før jeg blev ansvarlig for nogle særtillæg. Senere fik jeg ansvaret for at starte et nyt rejsesite op, og da jeg stoppede i Berlingske Media efter 10 år, ringede de fra Politiken. Det er bare sket slag i slag.

»Jeg er nok lidt atypisk«

Jeg har ikke på noget tidspunkt i processen tænkt ’åh nej, kan jeg nu det?’. Der er jeg nok lidt atypisk, for jeg tror, det er den hæmsko, som især mange kvinder har. Hvor mænd typisk ser en jobbeskrivelse og tænker, at de kan halvdelen, og resten kan de lære, så tror jeg, kvinder har en tendens til at synes, at de skal kunne det hele fra starten. Ellers kaster de sig ikke ud i det. 

En af mine udfordringer er, at jeg ikke er særlig kreativ. Jeg har simpelthen ikke blik for, hvad der er visuelt flot og grafisk lækkert. Til gengæld har jeg en anden side, som jeg faktisk synes er en mangelvare i journalistikken: Jeg er meget struktureret og god til at se helheden – excel-typen. Den slags passer godt til ledelse. De rigtig gode journalister er typisk gode, fordi de kan fokusere helt vildt på deres egen historie. Jeg er selv en okay journalist, men det er nogle helt andre egenskaber, jeg bruger som journalistisk leder. 

 

Om arbejdet som leder siger Tina Krongaard blandt andet: »Jeg får tit at vide af folk, som måske ikke kender mig særlig godt, at jeg er meget mandig og kan virke hård. Det irriterer mig grænseløst, for jeg er jo bare mig!« –– Foto Sofie Amalie Klougart.

 

 

Der er ikke nogen stopklods

Jeg arbejder mere i dag, end jeg gjorde som journalist. Dengang blev grænserne for mit arbejde tit sat af mine deadlines. Men de er der ikke, når man er leder. Der er ikke nogen stopklods, og der er ikke nogen naturlige grænser for dit arbejde – du kan altid blive ved og ved. Det skulle jeg lære at håndtere i starten. Jeg har prøvet én gang, hvor jeg fysisk ikke kunne rejse mig fra sengen, fordi jeg simpelthen var udkørt. Den tur ned med stress har lært mig at stoppe, inden det kammer over. 

Jeg får tit at vide af folk, som måske ikke kender mig særlig godt, at jeg er meget mandig og kan virke hård. Det irriterer mig grænseløst, for jeg er jo bare mig! Jeg tror ikke, jeg er særlig hård, hvis du sammenligner mig med en mand. Men jeg er nok mere handlende end følende – og det at være meget følende er jo en karakteristik, der oftest sættes på kvinder. På den måde oplever jeg, at der ligger nogle andre forventninger til mig som kvinde. Men jeg ser ikke mig selv meget firkantet som kvinde. For eksempel har jeg fast plads i Parken og kan godt lide fodbold. 

God til at prioritere

Jeg er alene med en søn på 11 år. Der er ingen tvivl om, at det kan være rigtig svært at få en hverdag med lederjob til at hænge sammen med institutionernes åbningstider. Men jeg har en stor familie, som er flinke til at hjælpe. Og så er jeg god til at prioritere. Jeg kan ikke både være leder og enlig mor – og så også lave vildt lækker mad og bage hjemmebagte boller oveni. Jeg tror, vi skal sætte lidt lavere standarder for os selv for at få det hele til at hænge sammen. 

Det allersjoveste ved at være leder er at se medarbejdere rykke sig. Det er jo en hel uddannelse i sig selv, hvordan man udvikler forskellige mennesketyper og får det bedste ud af deres potentiale. Det synes jeg er vildt spændende. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig, at jeg skal skrive igen. Jeg synes, jeg har skrevet nok artikler i mit liv. 

De lederstillinger, jeg har fået, har aldrig været slået op – jeg er bare blevet prikket på skulderen. Men jeg tror, vi skal blive bedre til at slå alle stillinger op og måske også til direkte at opfordre nogle kvinder til at søge. Hvis man er lidt mere udfarende, tror jeg godt, man kan vende udviklingen.« 

 

[[nid:35121]]

 

0 Kommentarer