Selvom fagbladene skærer i budgetterne, overholdes O-aftalen for freelancere. Men opgaverne er ofte mindre på grund af krisen, og en enkelt freelancer kender ikke nogen, der får det præcise antal timer, de arbejder i.

Hårdnakkede rygter vil vide, at flere medier, der har tilsluttet sig O-journalistik-aftalen, presser prisen, og at freelancerne lader sig presse. I anledning af Dansk Journalistforbunds Freelanceforum i dag i Dansk Design Center har Journalisten.dk undersøgt, om rygterne holder.

Men trods vigende annonceindtægter og dermed mindre budgetter raden rundt lever aftalen mellem DJ og en række organisationsblade tilsyneladende i bedste velgående.

Det er i hvert fald meldingen fra tre redaktører og en række freelancere, som Journalisten.dk har talt med – også selv om en enkelt kalder aftalen for »tæt på at være forældet«.

Mette Jensen er redaktør på Kost & Ernæringsforbundets fagblad 'Kost, ernæring & sundhed', og hun har været med fra starten af O-aftalens levetid. Hun får størstedelen af artiklerne til fagbladet fra freelancere, og hun ser O-aftalen som et godt udgangspunkt at aftale løn på.

»Når vi skal aftale prisen for en opgave, er der tre ting, vi skal forhandle om: Tiden, timeprisen og kvaliteten. Og så er det rart, at timeprisen er fastlagt på forhånd. Så det er tidsforbruget og kvaliteten, forhandlingen går på. Og jeg har en meget god fornemmelse for, hvor lang tid, ting skal tage,« siger Mette Jensen, som selv har en fortid som freelancer.

Mette Jensen oplever som så mange andre at blive presset på budgettet, og derfor skal hun se på, hvor der kan spares. Hvis en freelancer ringer og siger, at det bliver dyrere end først aftalt, må hun se, om hun har penge til flere timer.

»Det har jeg nogle gange. Og hvis et nummer bliver dyrt, må jeg sørge for at spare i næste nummer. Så må jeg finde en billigere løsning på en artikel. Det kan resultere i at der kommer færre nuancer med eller færre kilder, eller at et interview tages over telefonen i stedet for at mødes.«

Redaktør for Socialrådgiveren Mette Ellegaard forholder sig også til O-aftalen, når hun forhandler med freelancere, som fylder mellem en tredjedel og en fjerdedel af stoffet i bladet. Men hun er i dag tilbøjelig til at købe færre timer, blandt andet på grund af færre annoncekroner.

»Tidligere kunne jeg godt købe freelanceopgaver til 15-20 timer. Det gør jeg aldrig i dag. I dag betaler jeg for 6-8 timer eller 10-12 timer i sjældne tilfælde,« slår Mette Ellegaard fast og tilføjer:

»Den slags artikler, som jeg betalte for før, har jeg bare ikke i dag, eller også laver vi dem selv,« siger hun og fortæller, at en anden glidning kommer fra freelancerne selv.

»De taler ikke i timer i samme grad som tidligere, men kigger på, hvad artiklen er værd. På en måde er det lettere, for hvordan vurderer man timeantallet? Det kan være nemmere for eksempel at sige 6.000 eller 8.000 kr., og så siger jeg "top" eller "ikke top". Ellers skal vi diskutere, hvor lang tid det tager at interviewe og skrive, og det kan være ubehageligt at skulle være dommer på en andens arbejde, som man ikke har indsigt i. En fast pris er et andet udgangspunkt for forhandlingen. Så det er tæt på, at O-aftalen er forældet,« siger Mette Ellegaard, som til en vis grad også bruger faste priser med de faste freelancere.

»Men jeg vil gerne sige to ting: For det første er vi en fagforening, og vi betaler stadig rigtig godt i forhold til de store medier som for eksempel dagbladene, som kun betaler en tredjedel for det samme stykke arbejde. Og jeg har ikke indtryk af, at freelancerne hos mig tjener mindre per artikel end tidligere. For det andet er markedet generelt blevet mere presset, det gælder også for de fastansatte. De knokler hårdere, fordi de skal levere flere produkter til flere platforme. Det er et vilkår, at presset er blevet større.«

Mette Jensen kan ikke genkende glidningen fra timepris til fastprisaftaler. Hun mener, O-aftalen fungerer, som den altid har gjort på det journalistiske område, og det er hendes indtryk, at freelancerne holder sig til taksten. Til gengæld har hun oplevet et skift på fotografområdet.

»Jeg har lyst til at sammenligne med fotograferne, hvor det er mere Wild West. Jeg får nogle gange nogle tilbud, som man kunne kalde fortræffelige priser eller dumping-priser afhængigt af, hvor man står. Det er jo fantastisk for mig, men det må være forfærdeligt som fotograf, at man udkonkurrerer hinanden på den måde. Jeg har mine faste fotografer, men jeg vil ikke sige, at jeg ikke kan tage imod et godt tilbud. Så hellig er jeg ikke.«

Jeannette Ulnits er freelancejournalist og har leveret til Socialrådgiveren i ti år og var også i praktik der. Så hun ser sig selv som forholdsvist fast tilknyttet og har for sin del ikke oplevet nogen glidning.

»Jeg sætter en pris, eller vi snakker om det og lander oftest på syv-otte-ni timer afhængig af opgaven,« fortæller hun, men tilføjer dog om O-aftalen generelt:

»Min oplevelse er, at jeg aldrig får betaling for al den tid, jeg arbejder. Jeg kender sgu ikke nogen, der får det præcise antal timer, de arbejder i, og det er ikke en bebrejdelse mod kunderne.«

Flere af de freelancere, Journalisten har talt med, ser det som en pligt selv at overholde O-aftalen. Det gælder Jeannette Ulnits, og også Tina Juul Rasmussen tænker meget over, at det er vigtigt at holde taksten.