Jeg er nødt til lige at knytte en kommentar til artiklen. Det er mig der har tilrettelagt "Skandale - livsfarlig medicin".

Jeg tror Jørgen Pedersen og jeg kan blive enige om at blødersagen er kompleks, og at man når man skal lave et tv-program om den - sådan som vi begge med 20 års mellemrum har gjort - er nødt til at vælge hvilke detaljer, der skal med, og hvilke der ikke skal med. De udeladte detaljer kan nogle seere så mene er "vigtige udeladelser", og en del af den viden man rent faktisk formidler, kan de samme seere mene er "tendentiøse forvanskninger og alvorlige misforståelser". Det kan vel ikke være anderledes, og derfor kommer Jørgen Pedersens kritik ikke bag på mig. Jeg er naturligvis ikke enig og skal for en god ordens skyld også lige huske at afvise at udsendelsen indeholder "faktuelle fejl". Lige præcis den anklage undrer jeg mig i øvrigt over. Jørgen Pedersen og formanden for bløderforeningen, Terkel Andersen, så nemlig udsendelsen igennem inden den blev sendt i fjernsynet, og Terkel Andersen fandt faktisk to små fejl, som vi så selvfølgelig justerede. Hvis de to eksperter havde fundet flere fejl i udsendelsen, ville de vel have sagt det til mig? Det her handler ikke om fejl. Det handler om at jeg har valgt en anden vinkel, end den Jørgen Pedersen valgte i 1991.

Det som til gengæld overrasker mig er Journalistforbundets ageren i denne sag og så niveauet i ovenstående artikel. Først forbundet: De sender en pressemeddelelse ud hvor Jørgen Pedersen får lov til at fremsætte sin kritik, og de udtaler til artiklen at de støtter Jørgen Pedersen. Vil det sige at forbundet er enig i Jørgen Pedersens kritik af mit program? I så fald er  det en alvorlig sag, og så vil jeg bede forbundet om at påpege de faktuelle fejl, de tendentiøse forvanskninger og de alvorlige misforståelser. 

Det må være dejligt for Jørgen Pedersen at mærke, at hans forbund bakker ham op, men jeg kunne godt tænke mig at vide på hvilket grundlag forbundets støtte er baseret. Nogen har sikkert set programmet og lyttet til Jørgen Pedersens kritikpunkter, men hvad er deres forhåndskendskab til blødersagen og burde de ikke have hørt min side af sagen før de gav kritikken pondus med deres støtte? Jeg har spurgt forbundet i deres kontaktformular på nettet, om jeg kan forvente samme opbakning, hvis jeg skulle få lyst til at fremsætte en påstand om at jorden er flad som en pandekage. Jeg afventer svar. Det bringer mig til niveauet i Journalisten.dk's artikel.

Artiklen er stort set et referat af Jørgen Pedersens pressemeddelelse, men den slutter med ordene "Journalisten.dk har været i kontakt med DR og afventer svar på kritikken". Her kunne det være interessant at vide, hvem i DR Journalisten.dk har været i kontakt med. Er det en af dem nede i receptionen? Er det en fotograf fra Sporten? Eller er det marimbaspilleren fra X-Factor-orkestret? Hverken jeg, som har tilrettelagt programmet, eller Thomas Houkjær, som er ansvarshavende redaktør, er blevet kontaktet. Begge vores navne fremgår af rulleteksterne. Det ville have været så nemt at ringe til en af os, og det ville have været det eneste rigtige at gøre.

Med venlig hilsen

Jakob Thygesen 

DJ støtter Jørgen Pedersens opfattelse af, at hans stof er blevet misbrugt - en opfattelse som DJs egen advokat deler. Det handler konkret om anvendelsen af det materiale, som Jørgen Pedersen har udarbejdet, og som han har et troværdighedsansvar over for. Det er jo blandt andet derfor vi har ophavsretsbestemmelserne. DJ går ikke ind og er smagsdommer over enkelt udsendelser, heller ikke din – det handler udelukkende om anvendelsen af to medlemmers materiale. Hvis dit stof bliver anvendt på en måde, du ikke kan stå inde for, ja, så vil DJ også støtte dig. Det gør DJ altid for alle medlemmer.

Med venlig hilsen

Troels Johannesen

Interessant sag.

Hvorfor skriver uddannede journalister både Journalistforbundet og DR i flertal?

Som refleksive pronominer - så at sige? 

Kære Christine.

Lad nu ikke fokus diffundere fra Jørgen Pedersen og Sten Baadsgaards sag.

Ét er, at DR, "de" har omgået aftaler, som blev indgået i slutningen af 60'erne.

Noget helt andet er, at Jørgen P. og Sten B.'s journalistiske integritet er blevet tilsidesat.

En producer, anno 2011, kan ikke se bort fra dette faktum.

Hilsner

Finn Gr.  

Kære Jørgen Pedersen,

 Det virker som om du med vilje misforstår det jeg skriver. Jeg skriver at fidusen ved at tiden går er at nye perspektiver kan opstå. Du var midt i situationen, præget af hændelsen og de strømninger der var i tiden. Den nye tilrettelægger har en anden mulighed for at gå til stoffet du havde.

At du ikke er enig i de perspektiver som den nye tilrettelægger finder interessante er ikke ensbetydende med forvanskning og at det nye program dermed ikke har sin berettigelse.

Jeg formodder at du var ansat af DR da du producerede programmet. I dag er det sådan, at når man er det, så tilhører programmet DR. Og rent principielt  - hvis man bygger et hus til en kunde,  skal man så kunne troppe op 20 år senere og sige til kunden, at man ikke må bruge nogle af de gamle sten til at bygge noget nyt?

Konsekvensen af dine holdninger er, at DR ligeså godt kan slette alle de programmer, som er produceret gennem årene. Et program bliver kun genudsendt et par gange og hvis man ikke må benytte materialet i en historisk kontekst sidenhen - hvorfor skal vi så gemme det?

Jeg håber du og DJ kan se alvoren i det som I har gang i,

 Søs Hoffman/ Medlem af DJ

Køre Søs Hoffman.

Jeg har modtaget og læst din belæring nr. 2 vedrørende produktion af tv-dokumantarprogrammer.

Foranlediget heraf beder jeg dig venligst forklare mig følgende:

1) Hvad er den nye vinkel på jeres program?

2) Hvad er "skandalens anatomi" i jeres program?

3) Hvad er de nugældende krediteringsregler i DR?

4) Du anfører, at man som ansat medarbejder i DR afgiver alle sine rettigheder. Forklar mig, hvor det står.

Selv om du sprogligt kun kan besvare spørgsmålene i et kompliceret fagsprog - så tøv ikke - jeg har folk omkring mig, som kan hjælpe mig med forståelsen.

Venlig hilsen

Den gamle tilrettelægger

Den Jørgen Pedersen

Tilrettelægger: DR2 forvansker bløderdokumentar.

”Hvis man spørger Jakob Thygesen, handler tvisten først og fremmest om, at han ikke har fulgt den vinkel, som Jørgen Pedersen ønskede”.

Det er ikke rigtigt.

Jakob Thygesen kan i sine programmer anlægge den vinkel, han vil. Det bør dog bemærkes, at projektet oprindelig blev præsenteret som ”pressen og skandalen”. Det var ligesom den oprindelige forudsætning for at deltage – lad det nu ligge. For det, som det her handler om, er: Får seerne et retvisende billede af ”bløderskandalen i 80’erne?” Det gør de ikke. Jakob Thygesen udtaler, at han ”ønskede at kigge på myndighedernes håndtering af sagen”. Det var hans erklærede præmis for programmet. Men hvem er myndighederne i blødersagen? Er det Sundhedsstyrelsen og lægerne? Er det ministeren og embedsmændene? Eller er det medicinalindustrien? – Eller ???

Men selv om jeg prøver at gå ind på Jakobs ”myndighedsvinkel”, er der efter min opfattelse fæle huller i programmet og dokumentationen. Det skal jeg vende tilbage til.

”Jørgen Pedersen fremsætter en meget voldsom kritik uden at kunne underbygge den”, siger Jakob Thygesen til Journalisten.dk.

Jo! Det kan jeg godt! I dit program hævdes det i en speak og et interview med læge Mads Melbye, at han i et brev til Sundhedsstyrelsen allerede i 1984 advarede mod HIV-risikoen i forbindelse med blødernes brug af faktorpræparaterne. Om brevet er en kendsgerning eller ej, kan jeg selvsagt ikke vide. Men det var nyt for mig. Jeg har aldrig hørt om brevet. Det har Bløderforeningens formand Terkel Andersen heller ikke. Men det er en nyhed.

Problemet er bare – set med en gammel tilrettelæggers øjne: Du har aldrig set brevet – du kender ikke indholdet – du kan ikke reelt over for seerne dokumentere, at det eksisterer (modsat brevet fra Henrik Zoffmann).

På den baggrund ville jeg aldrig bringe det.

En ting er selvfølgelig, hvad jeg ikke ville gøre – noget andet, hvad du som programansvarlig vælger.

Men så fatter jeg ikke, at du i dit interview med brevskriveren Mads Melbye over hovedet ikke bringer brevet på bane. Der var jo rig lejlighed til at bore i sagen: Men – ikke ét spørgsmål!!

Det er den form for journalistik, jeg forholder mig til – du kunne fx have spurgt: Har du brevet? Rykkede du for svar? Hvorfor har du ikke tidligere delagtiggjort offentligheden om indholdet? Osv., osv.

Endelig endnu en mulighed, som jeg af og til har benyttet mig af: Forsøg selv at fremskaffe dokumentet/beviset fra forvaltningens arkiver. Du bringer i dit program to interview med Kurt Stenager, den daværende direktør for medicinalfirmaet Nordisk Gjentofte, som var producent af blødernes medicin. Det ene klip er fra TV-A. Det andet fra Sten Baadsgaards og mit program. Redigeringen af vort interview er kritisabel. Den belastende del er klippet bort. Men værst: Seerne forholdes oplysningen om, at Nordisk Gjentofte ved Kriminalretten i Gentofte blev dømt for at have lagt falske indlægssedler i deres bløderpræparat – hvoraf det, i strid med sandheden, fremgik, at præparatet var fremstillet ud fra screenet blod. Hvorfor skulle denne oplysning forholdes seerne?

Jeg finder, at min kritik af en sådan redigering er berettiget og underbygget. Jeg vil tilføje, at det er min opfattelse,  at den brug af vort programmateriale er en krænkelse af Sten Baadsgaards og mine ophavsrettigheder – droit moral.

Du har, som ovenfor nævnt, valgt, at dit program skulle ”kigge på myndighederne”: Hvordan er det muligt – med den præmis – totalt at undlade omtale af den store og omfattende ”dommerundersøgelse”? Det var pressens afsløring, der udløste et politisk krav om en kulegravning. Det var især journalist Poul Birch Eriksens arbejde med sagen i DR, P1, men også nu aføde journalist Rolf Geckler, Det Frie Aktuelt, trak et stort læs. 

Selv havde jeg en journalistisk andel med TV-programmet ”Landet Rundt” (se dommerundersøgelsens: Beretning side 258 og 259).

Det er enhver TV-tilrettelæggers privilegium selv at beslutte, hvad der er væsentligt at medtage i et dokumentarprogram. Den ret har Jakob Thygesen også; det skal jeg ikke bestride.

Men efterfølgende må det færdige og udsendte programs troværdighed og kvalitet – og de valg, der er truffet, kunne tåle kritikkens syrebad.

Jeg vedstår, at jeg i min kritik har brugt stærke ord om Jakob Thygesens program: ”Vigtige udeladelser, faktuelle fejl, tendentiøse forvanskninger etc.” Men jeg vedstår ordvalget i min kritik – samt at den er underbygget – jeg henviser her til det allerede anførte samt følgende:

I 1984 blev alle blødere vest for Storebælt inviteret til at deltage i en ”undersøgelse” i Aarhus – det var vigtigt, at også ægtefæller/kærester deltog. Bag invitationen stod fire læger: Mads Melbye, Peter Ebbesen, Jørgen Ingerslev og Eva Zacharia – sidstnævnte var efter det oplyste ikke en direkte del af projektet, men hun var ”blødernes læge” vest for Storebælt og nød stor tillid blandt bløderne – derfor mødte de talstærkt op.

Deltagerne i projektet fik taget blodprøver og blev efterfølgende udspurgt om deres seksualvaner. Hvad det egentlige formål med projektet var, stod uklart for deltagerne.

Da resultatet af blodtestningen, som dengang foregik i USA, forelå,  var den forfærdelige kendsgerning, at mere end 1/3 af de undersøgte blødere var konstateret HIV-positive – og én ung kvinde var samlivssmittet.

Ingen – jeg gentager ingen – af de deltagende blødere, fik underretning om resultatet; altså heller ikke de, der var konstateret HIV-positive. Men derimod fik Mads Melbye og hans kolleger antaget en artikel  i det ansete lægevidenskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, hvor de offentliggjorde resultatet – stadig uden at underrette de deltagende blødere.

Forskerne blev af Patientklagenævnet tildelt en alvorlig irettesættelse for deres håndtering af projektet, herunder den manglende information til de smittede blødere. Der er vi fremme i 1989.Kære Jakob Thygesen! Du har her – en af flere – nøglepersoner i ”bløderskandalen”, Mads Melbye, som medvirkende i dit program. Han stiller op til et interview i studiet – her fortæller han om sine fremragende resultater som forsker på AIDS-området (som jeg ikke har forudsætninger for at vurdere). Men – ikke ét eneste kritisk spørgsmål fra dig. Rækken af relevante spørgsmål, som du kunne og burde have stillet, er ellers let at få øje på.

Jeg nægter – trods alt – at tro, at du har accepteret, at der var emner, der ikke måtte berøres i interviewet, men resultatet er, at seerne ikke får et korrekt og retvisende program om bløderskandalen – og så kan du for min skyld kalde ”vinklen”, hvad du vil.

Du bringer i dit program et interview og indslag fra TV-magasinet ”Landet Rundt” med det dengang unge par Per og Karina. De fortæller her for første gang offentligt, at de begge er HIV-positive. Han er bløder og smittet gennem sin medicin; Karina er samlivssmittet.  Indslaget er produceret af mig og senere anvendt i mit og Sten Baadsgaards dokumentarprogram ”Den Menneskelige Faktor”. Per og Karina er begge døde – først Per og så Karina – som følge af den påførte HIV-smitte.

De medvirkede begge i Mads Melbyes forskergruppes projekt. Karina er den unge kvinde, som beskrives i videnskabelige artikler, forfattet af lægerne. Det er Per og Karina, der indbringer den førnævnte klage over Mads Melbye og forskerne til Patientklagenævnet. Da Sten og jeg i 1991 producerer ”Den Menneskelige Faktor”, lever Karina endnu, og hun medvirker i programmet. Her retter hun i interviewet en sønderlemmende kritik af Mads Melbye og hans kollegers adfærd. Det er en bitter, ung kvinde – der for mig forståeligt – spørger: Hvad er det for et menneskesyn, der ligger bag den behandling, hun og Per var udsat for. Du har brugt vort program, men fravalgt at lade Karina ”komme til orde”.

Her må jeg stille dig spørgsmålet: Hvad fanden skulle de to unge mennesker overhovedet i dit program? Hvad har deres medvirken med din ”myndighedsvinkel” at gøre? Hvad er din mening med at udstille dem? De er som nævnt begge døde – men det er deres pårørende ikke. Jeg ved ikke, hvad man kalder den form for journalistik og brug af andres materiale, men jeg skal ikke nægte, at jeg personligt har det dårligt i forhold til Pers og Karinas pårørende med den måde, du anvender mit og Stens materiale på.  Men professionelt er det min klare opfattelse, at mine og afdøde Sten Baadsgaards rettigheder (droit moral) er groft krænket af tilrettelæggeren og DR. Ellers giver ordet ”programetik” ingen mening for mig.

Jørgen Pedersen

Journalist