search

Tillykke til banditterne!

Journalister får sværere ved at afsløre boligspekulanter i fremtiden.Vi har undersøgt, hvorfor den teknologiske udvikling spænder ben for pressen.

Journalister får sværere ved at afsløre boligspekulanter i fremtiden.Vi har undersøgt, hvorfor den teknologiske
udvikling spænder ben for pressen.

GEBYRER. Jeg ved ikke det fjerneste om tinglysning. Redaktøren siger, at det er blevet sværere for journalister at få fat i ejendomsskøder, så man kan se, hvem der har solgt hvilken bygning, og hvad han fik for den. Det lyder underligt, at det skulle blive sværere for journalister at få offentlige dokumenter. Plejer det ikke at gå den anden vej?

Min første opdagelse er, at Tinglysning.dk, hvor jeg burde kunne få adgang til ejendomsskøderne, ikke gjorde mig klogere. Og deres telefoniske hotline er kun for de tålmodige. Første gang jeg ringer, får jeg den nedslående besked »køen er fuld«, og forbindelsen bliver afbrudt. Jeg prøver igen en time senere, og nu er der plads i køen. God plads endda, for der er hele 27 andre foran mig.
Jeg giver op. Selv de to pressekontakter har telefonkø på deres numre.

JEG RINGER TIL NIELS SANDØE fra Jyllands-Posten. Han er medforfatter til serien "Det store ejendomsspil", der handler om prisspiraler på boligmarkedet. Han har afsløret de millionsvindlere, der har fået blandt andre Bonusbanken, EBH Bank, Løkken Sparekasse og Roskilde Bank til at krakke.

Han er en journalist af den gamle skole, der afslører »banditter« på boligmarkedet gennem årelang research med skøder, aktindsigt og regneark.
»Tinglysningen har gjort det umuligt for os at holde øje med banditterne. Før kunne vi se, hver gang de solgte en ejendom. De informationer er bare væk nu,« siger Niels Sandøe.

Han viser på sin computer, hvordan det nye, digitale system fungerer. Før brugte Niels Sandøe og hans makker timevis i Københavns Byret på at bladre igennem skøder på de opstillede computere. Nu kan han gøre det hele fra sit kontor – og så alligevel ikke. Det nye system koster penge. Hvor det før var gratis, koster det nu mellem 120 og 205 kroner, alt efter hvor mange informationer du skal have med.

I serien "Det store ejendomsspil" har Niels Sandøe kigget på 1.000 skøder og nærstuderet de 600. Det ville have givet Jyllands-Posten en regning på op mod 200.000 kroner. Det havde Sandøe og hans kolleger aldrig fået lov til.

Samtidig med den digitale omlægning er der sket en anden væsentlig ændring. Tidligere blev alle ejendomshandler offentliggjort på hjemmesiden Statstidende.dk, men det er slut nu. Der var kun få informationer til rådighed, men det var muligt at se køber, sælger og adressen.

Niels Sandøe brugte sidens søgefunktioner som radar. Han kunne hele tiden overvåge markedet, og hvis der skete en interessant handel, kunne han se skødet i Byretten. Han fortæller, at der ifølge loven skal stå en computer nede i byretten, som kan benyttes gratis.

DÉR HAR JEG mit næste spor. Jeg går i byretten og spørger i receptionen.
– Hej. Jeg vil gerne se skødet for en ejendom. Jeg har fået at vide, at jeg kan komme herned og finde det på en computer?

»Ja, det kan du så ikke alligevel,« siger den venlige receptionist i Københavns Byret og peger over i hjørnet af receptionen.

Ved et højt cafébord står en sort computer, men den er ikke sluttet til.
»Vi har fået at vide, at den måske virker efter den 1.,« siger han og ser beklagende ud.

– Men det er dén der, jeg skal bruge?
»Ja, men det virker ikke endnu. Så skal du gøre det hjemmefra på din egen computer.«
– Ja, det ved jeg. Men det koster jo penge. Jeg fik at vide, at det skulle være gratis hernede.
»Ikke hvis du vil have skøderne printet ud, for det kommer du ikke til at kunne. Jeg ved ikke mere end dét, så du må snakke med Tinglysningsretten i Hobro,« siger receptionisten.

Han ligner en mand, der har svaret på de samme spørgsmål mange gange. Byretten lever altså ikke op til lovens krav om, at der skal være en computer til rådighed. Og de ved ikke hvorfor. Jeg må prøve Hobro igen.

»KØEN ER FULD.« Åh, nej. Ikke igen. De må godt nok have meget travlt i Hobro.
Jeg prøver igen efter middag: »Du står i kø som nummer … 11.«

23 minutter senere er der endelig et menneske i røret, men retspræsidenten Sørup Hansen, som jeg skal snakke med, kommer først tilbage i morgen. Jeg får dog tigget mig til et direkte nummer, så jeg slipper for flere køer.
Jeg begynder at føle mig som en utilfreds kunde i et pyramidespil. Mobiltelefonen er slukket og henviser mig til det nummer, der sender mig i den timelange telefonkø.

Tre dage skal der gå, før jeg får fat i retspræsidenten på mobiltelefonen. Han synes ikke, det står så slemt til med tinglysningen, som journalisterne gør det til. Hele miseren kommer sig af, at alle sagsakterne er flyttet centralt til Hobro. Derfor har de sikret adgang over internettet, så folk er fri for at tage til Hobro, hver gang de vil se et skøde.

»Jeg synes da, adgangen er blevet nemmere, nu hvor vi har scannet alle sagsakterne ind. Men det er jo klart, at det arbejde har kostet noget, og så er det altså blevet be-stemt, at det skal koste penge,« siger han.

– Nu har jeg kun været i Københavns byret, men dér virker deres computer ikke endnu. Hvorfor overholder I ikke loven?
»Selvfølgelig er det uheldigt, hvis det ikke er oppe at køre endnu, men det er byretten selv, der skal sørge for det,« siger Sørup Hansen.

Han må også give mig den triste nyhed, at jeg ikke må udskrive skøderne. Jeg må heller ikke sende dem til min mail. Jeg må faktisk ikke engang tage noter på min blok, mens jeg kigger på dem. Det stiller temmelig store krav til min hukommelse, hvis det skal fungere i praksis.

Han har siden den digitale omlægning modtaget en del henvendelser fra journalister, der ikke er helt tilfredse med, at ejendomshandler ikke længere bliver offentliggjort løbende på Statstidende.

Han fortæller, at det var en del af lovforslaget, der skulle gøre hele tinglysningen mere moderne. Da udvalget tog beslutningen, var Statstidende stadig en papirudgivelse. De mente derfor ikke, det var en særlig brugbar service.

Sidenhen er Stats-tidende kommet på nettet og er ud-styret med velfungerende søgefunktioner. Men det kunne altså ikke ændre beslutningen. Dog er der mulighed for, at Tinglysning.dk kan få nogle af de funktioner, som journalisterne savner.
»Hvis det er et stort ønske, kan vi godt indføre nogle søgefunktioner, når vi skal se på, hvor siden kan forbedres. Hvis vi altså har midlerne til det,« siger Sørup Hansen.

SÅLEDES LYKKES DET MIG at få en forklaring på problemet. Jeg kan altså vælge mellem to muligheder: Enten kan jeg sidde ved mit skrivebord og hente dokumenterne. Det er dyrt, men så slipper jeg for at forlade min kontorstol. Ellers skal jeg vente, til computeren nede i byretten virker. Den står i receptionen, så der bliver ikke meget privatliv. Jeg må ikke printe fra den eller sende mails, så det stiller nogle krav til min hukommelse. Og nå-ja, så er der jo også kun én computer. Det er heldigt, at tung erhvervsjournalistik er så upopulær. Ellers ville der nok hurtigt være kø.

I forhold til Statstidende kan jeg kun vente på, at det forhåbentlig bliver bedre i fremtiden, når Tinglysning.dk kommer af med børnesygdommene. Hvis det skal fremskyndes, skal politikerne på banen. Retsordføreren for Socialdemokraterne, Karen Hækkerup, vil i hvert fald bede justitsminister Brian Mikkelsen om at kigge systemet efter i sømmene.
»Hvis det er rigtigt, så er det et problem, der skal løses. Så jeg stiller et spørgsmål til justitsministeren og beder ham se på det,« siger hun, efter jeg har forklaret hende sagen.

Nu skal Brian Mikkelsen tage stilling til, om der skal ændres noget for at give bedre vilkår til journalisterne. Udsigterne er dog ikke alt for lyse. Brian Mikkelsen skriver kort før deadline en mail til mig med et svar, der nok bedst kan koges ned til, at han ikke ser det store problem.

Det kan måske skyldes, at mini-steren har overset en lang række punkter i sit svar. Blandt andet at Byretten – mere end en måned efter ændringerne – stadig ikke har sluttet computeren til.

NIELS SANDØE VIRKER opgivende, da jeg fortæller, at alle journalisterne skal dele én computer i Byrettens
forhal, som de ikke engang må tage noter fra.
»De er jo ligeglade med os. Det er den holdning, jeg bliver mødt med fra tinglysningsvæsnets side. De er fuldstændigt ligeglade med, om offentligheden har ordentlig adgang,« siger han.

Niels Sandøe og hans makker er nu så langt med "Det store ejendomsspil", at de håber, de kan runde serien ordentligt af. Men der bliver ikke nye afsløringer i fremtiden.

»Hvis de ikke laver systemet om, kan vi ikke gøre noget. Tillykke til banditterne! De har frit spil nu.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen