search

TILLIDSTRÆF OM NYE EJERE

Orkla vil gerne tjene penge. Men de har endnu ikke fyret journalister i Norge. Orklas tillidsfolk har givet deres erfaringer videre til de danske kolleger.

Orkla vil gerne tjene penge. Men de har endnu ikke fyret journalister i Norge. Orklas tillidsfolk har givet deres erfaringer videre til de danske kolleger.

"Jeg føler mig nærmest som en lillesøster," siger Marianne Bom, fællestillidsmand på Berlingske. Hun er i selskab med tillidsmænd fra avisens nye ejer Orkla. Efter en formiddag med udveksling af erfaringer er tiden nu kommet til frokosten, hvor JOURNALISTEN er med på en lytter.
Kjetil Haanes, tillidsmand for journalisterne i Orkla Media, mener ikke, hans danske kollega har grund til mindreværdsfølelser.
"Berlingske er større end alle Orklas aviser tilsammen," siger han – og fortsætter med et grin:
"Det er måske fordi, der er for mange ansatte i Berlingske!"
Hovedemnet hen over frokosten er, om Orkla er en pengemaskine uden forståelse for hæderkronede, publicistiske traditioner. Indtrykket er, at Orklas tillidsmænd ikke mener, at Berlingske-kollegerne har grund til den store nervøsitet.
"Men der er tale om en helt ny situation," understreger Stein Stugu, medarbejdervalgt medlem af Orklas bestyrelse.
"Orkla stiller som ejer krav til avisen som forretning, men det behøver journalistikken ikke blive dårligere af. Kunsten er at lave aviser, der lever op til indtjeningskravene og samtidig bevarer kvaliteten."
Kjetil Haanes, journalisternes tillidsmand, bryder ind:
"Skepsisen var større for få år tilbage. Men Orkla er for grådige, det synes jeg stadigvæk. Og hvis man svømmer med for store armbevægelser, så drukner man," siger Kjetil Haanes.
Kjetil Haanes læner sig frem over bordet og laver svømmebevægelser, hvor han skovler vand ind i munden med hænderne. Kjetil Haanes mener, at den rationalisering, Orkla sidste år gennemførte i Drammen (se næste opslag, red.), var unødvendig. Avisen tjente gode penge, pointerer han.

Journalister næppe truet
Stein Eliasson, medarbejdervalgt medlem af Orkla Medias bestyrelse, fremhæver, at journalisterne er de sidste, der behøver frygte noget på Orklas medier.
"Journalister har mindre at frygte end andre faggrupper."
De norske tillidsfolk fortæller, at Orkla gennem de seneste to år har sparet 200 årsværk væk på Orklas medier. Det er ikke gået ud over én eneste journalist, men det grafiske personale er blevet reduceret fra 160 til 120. Det er trykkerier, lønningskontorer, økonomiafdelinger og indkøbsafdelinger, der holder for, når Orkla-aviserne skal spare.
"Vi var også skeptiske i Norge over for kommercialiseringen, da Orkla kom ind. Men den skepsis er ikke så stor længere blandt journalisterne. Orkla har rent faktisk satset redaktionelt," siger Kjetil Haanes.
"Men jeg vil ikke give journalisterne på Berlingske falske forhåbninger. På de aviser med de dårligste resultater, kan der ryge stillinger, også blandt journalisterne. Jeg ved ikke, om det sker, men jeg kan frygte det," siger Kjetil Haanes.
De rationaliseringer, der er blevet gennemført, har ikke skabt ridser i Orklas image. De er gennemført som frivillig afgang og førtidspension.
"Såkaldt frivillig tvang," siger Stein Eliasson.
Tillidsfolkene kan berette, at Orkla har store krav om indtjening, og at midlet ofte er rationalisering.
"Orkla accepterer normalt ikke underskud, men de er tålmodige, hvis de føler sig sikre på, at fremtiden vil give gode resultater, eller hvis det er vigtigt at have lave annonce- og abonnementspriser på grund af konkurrencen. Sådan er det blandt andet i Moss og Skien. Her har Orkla-aviserne haft minus eller er gået i nul i mange år," siger Kjetil Haanes.

Fortrøstningsfuld
Tillidsmand Marianne Bom går ‘fortrøstningsfuld' fra mødet med de norske tillidsfolk. Hun er dog en anelse bekymret over udsigten til den store fokus på overskudsgrader:
"En avis med en dårlig økonomi kan godt være samfundsnyttig," fastslår hun – og vælger så alligevel at se det hele fra den lyse side:
"Visse af Orklas aviser tjener ikke mange penge. De får lov at leve alligevel, forstår jeg på de norske tillidsfolk. Aviserne får tid til at rette det op," siger Marianne Bom, der helt bevidst vælger et diplomatisk ordvalg:
"Jeg holder tungen lige i munden. Orkla har bestræbt sig på at sige det rigtige som de nye ejere, og så er der ingen grund til at fare ud og se spøgelser, hvor der måske ingen spøgelser er."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen