search

Tillidsrepræsentant om Egmont-fyringer: ”Nu er der skåret helt ind”

Egmont nedlægger 15 stillinger pga. vigende oplag og faldende annonceindtægter. Fem af dem er redaktionelle. ”Vi er helt vildt kede af det,” siger fællestillidsrepræsentant. ”Men tallene har set skidt ud i lang tid”

Egmont Publishing har i dag meldt ud, at der i en fyringsrunde er blevet afskediget 15 medarbejdere. Heraf fem redaktionelle. Det skriver Mediawatch.

”Vi er helt vildt kede af det,” siger fællestillidsrepræsentant Christine Grøntved til Journalisten.

Hun fortæller, at de fem redaktionelle stillinger er fra både web, print, månedsblade og ugeblade. De øvrige 10 stillinger er i administrationen og marketing.

​Vigende oplag og faldende annonceindtægter

Det er mindre end et år siden, at Egmont afskedigede fem ansatte på grund af manglende indtægter. Det skete knap et halvt år efter tre fyringer i april 2016.

”Der er ikke nogen, der kan undværes mere. Nu er der skåret helt ind, og det bliver svært at blive ved med at lave det gode indhold uden de mennesker,” siger Christine Grøntved nu til Journalisten.

Ifølge Mediawatch er fyringsrunden udløst af vigende oplag og faldende annonceindtægter.

”Det er strategien, som den altid har været. På den måde har det ikke været den helt store overraskelse, for tallene har set skidt ud i lang tid,” siger Christine Grøntved.

Må tro på, at de ved, hvad de gør

Til Mediawatch udtaler Klaus Høeg-Hagensen, adm. direktør for Egmont Publishing i Danmark, i en meddelelse:  

"Det er naturligvis ikke en situation, vi er glade for. Det er både svært og trist at måtte sige farvel til dygtige og dedikerede medarbejdere. Men vi er nødt til at have fokus på omkostningerne og tilpasse os markedet, så vi kan forblive en stærk publicistisk aktør og udkomme med en relativ bred portefølje.”

”Når de siger, at det er nødvendigt for at holde bladene åbne så lang tid som muligt, så må vi jo tro på, at de ved, hvad de gør,” siger fællestillidsrepræsentant Christine Grøntved.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen