Tillidsmand om fyringsrunde: Politikerne skal ud over kajkanten nu

Bornholms Tidende skal spare 4,5 millioner kroner. Både tillidsmand, chefredaktør og Danske Medier vil have politikerne til at handle

Der skal hurtigst muligt kigges på mediestøtten til mindre dagblade, hvis man vil undgå flere fyringsrunder på lokale aviser.

Sådan lyder det fra tillidsmand Berit Hvassum fra Bornholms Tidende, der nu står over for en fyringsrunde på avisen grundet faldende annonceindtægter og et faldende antal abonnenter.

”Der er al mulig grund til at komme ud over kajkanten,” siger Berit Hvassum som klar opfordring til landets beslutningstagere, som hun gerne ser gribe til handling på medieområdet med det samme.

”Vi kan ikke vente”

I maj fortalte daværende kulturminister Joy Mogensen (S), at man i en kommende medieaftale ville give mindre mediestøtte til nationale medier og i stedet prioritere støttekroner til lokale og regionale medier.

”Man kigger godt nok ind i nye puljer, men vi ser først resultatet i 2023. Vi kan ikke vente, så jeg vil kraftigt appellere til, at der er nogle mennesker i Folketinget, der nu siger, at vi lige nu skal forholde os til det her,” siger Berit Hvassum.

Samlet skal Bornholms Tidende spare 4,5 millioner kroner, hvilket betyder, at omtrent to til fire medarbejdere enten skal tage en frivillig fratrædelse eller fyres.

Kollegerne er ifølge Berit Hvassum ”vældigt triste” over meldingen, men der er ifølge hende også en vis forståelse for situationen. Blandt andet coronakrisen har udløst udsigter til et underskud i millionklassen på avisen, som er grundlagt i 1866.

Danske Medier: ”Sorgens dag”

I Danske Medier kalder administrerende direktør Mads Brandstrup sparerunden på Bornholm for en ”sorgens dag”:

”Det understreger, hvor hård coronaepidemien har været ved regionale og lokale medier. Men det er også et udtryk for, at der er behov for, at der kommer ro omkring de små mediers økonomi. Derfor er det vigtigt, at der kommer gang i forhandlingerne om en ny medieaftale,” siger han.

Han efterlyser også, at pengene kommer ud at arbejde hurtigt. Ifølge Danske Medier skal aftalen forhandles, således at økonomien gælder fra årsskiftet.

”Ud over at sikre ro om økonomien skal en ny medieaftale danne grundlag for innovation og udvikling. Hvis regionale og lokale medier skal overleve i fremtiden, så kræver det, at de laver produkter, som læserne gider bruge, og det kræver udvikling,” siger Mads Brandstrup.

Dermed skal medier, der ikke selv har kræfterne til store digitale transformationer, have hjælp til det, mener han.

Mere digitalt fokus

Kristoffer Gravgaard tiltrådte stillingen som ansvarshavende chefredaktør på Bornholms Tidende 1. september og har sagt, at han vil have fokus på at skaffe digitale abonnenter.

Han lægger også en del af ansvaret for fyringsrunden over på regeringen ved at skrive i pressemeddelelsen, at besparelserne kommer, efter at ”regeringen igen og igen har udskudt forhandlingerne om en ny medieaftale, der blandt andet skal hjælpe trængte lokale dagblade”.

Medarbejderne på avisen blev orienteret om sparerunden i går, og medarbejderne får i næste uge mulighed for at søge om frivillig fratrædelse. Ledelsen forventer, at spareplanen er gennemført inden udgangen af september.

0 Kommentarer

Læs også

Medarbejdere roser ledelsen på Bornholms Tidende

Bornholms Tidende kommer til at fyre i sparerunde

17. SEPTEMBER 2021