Tillidsmand: »Medarbejderne er rystede«

Kollegerne i Jysk Fynske Medier har fået to alvorlige beskeder i dag. Chefredaktør Per Westergård stopper straks, og en alvorlig sparerunde søsættes: »Vi ved, at der skal ske hårde besparelser. Troels Mylenberg har sagt, at det godt kan betyde fyringer. Men i dag har det handlet om, at Per stopper,« siger tillidsmand til Journalisten

Det er en trist dag for de fynske kolleger. Jysk Fynske Medier har i dag meldt en stor sparerunde ud til medarbejderne. I alt skal koncernen spare 90-100 mio. kr. fortæller tillidsrepræsentant og journalist på Fyens Stiftstidende, Lene Sarup.

Men oven i det mister medarbejderne også deres chefredaktør gennem otte år, Per Westergård. Han stopper straks og har allerede sidste arbejdsdag i morgen.

»Vi ved, at der skal ske hårde besparelser. Troels Mylenberg har sagt, at det godt kan betyde fyringer. Men i dag har det handlet om, at Per stopper. Han har været en meget afholdt chefredaktør, så det står forrest,« siger Lene Sarup.

Medarbejderne er rystede

Troels Mylenberg, der i dag er ansv. chefredaktør på Fyns Amts Avis, overtager også den øverste ledelse af Fyens Stiftstidende.

Lene Sarup fortæller, at hun selv blev overrasket over, at Per Westergård stopper. Medarbejderne er meget berørte af udmeldingen.

»Medarbejderne er rystede, for vi er meget glade for ham. Man kan altid ræsonnere med ham. Man kan diskutere og komme med sine holdninger, og så ved man, at der bliver lyttet,« siger Lene Sarup.

Ansættelsesstop indført

Sparerunden betyder et ansættelsesstop. Derudover varsler ledelsen på fyens.dk, at der vil ske fyringer.

Første skridt er allerede taget, idet direktørgruppen indskrænkes fra 10 til 8 personer. Hvor der skal fyres, og hvor mange der bliver ramt, er ikke fastlagt endnu. Det kommer til at afhænge af forhandlinger mellem medarbejderne og ledelsen.

»Vi må se, hvilke besparelser vi kan blive enige om, når forhandlingerne starter. Det er vi slet ikke i gang med endnu, og de forhandlinger bliver lange. Vi er jo ikke ude i, at det her skal være sket om 14 dage. Det kommer til at tage lang tid og lange forhandlinger,« siger Lene Sarup.

Starter forhandlinger i næste uge

Det var planen, at medarbejderne skulle mødes efter stormødet i dag, så de kunne tale om spareplanen. Men det lykkedes ikke.

»Folk skulle hen og sige farvel til Per og synke, at han gik. Det gled helt ud. Min plan nu er, at vi tillidsfolk på mandag har et møde med ledelsen. Der tager vi stille og roligt hul på det,« siger Lene Sarup.

Opdateret klokken 17.25: Tilføjet, at ledelsen på fyens.dk varsler fyringer.

0 Kommentarer