»Det kommer som en overraskelse for alle.«
Sådan siger fællestillidsmand i DR Henrik Friis Vilmar. Her til formiddag kunne Journalisten fortælle, at DR vil tvinge en række medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg.
Formålet er at forankre DR bredere geografisk. Fire redaktioner flyttes i alt til provinsen, har ledelsen oplyst.
Men Henrik Friis Vilmar mener, at ledelsen kaster kollegerne ud i en krise.
»Det giver en række problemer for nogle af de berørte medarbejdere. Det kan godt være, man har lyst til at flytte til Aarhus eller Aalborg, men kan familien flytte med? Kan din ægtefælle få job, og hvad med børnene? Man kaster de berørte medarbejdere ud i en personlig krise,« siger han.
145 medarbejdere forventes flyttet
DR planlægger at styrke indsatsen i Aarhus og Aalborg med 165 årsværk. Heraf forventes cirka 145 at være udflyttede medarbejdere, fortæller Henrik Friis Vilmar.
Ledelsen har meldt ud, at medarbejdere, som ikke tager imod en udflytning, kan betragte sig selv som opsagt. De vil derfor blive varslet med samme tidsfrist som et opsigelsesvarsel.
Tillidsfolkene indleder nu forhandlinger med ledelsen, og Henrik Friis Vilmar håber helt at undgå fyringer.
»Vi håber, at ingen mister deres arbejde på grund af det her. Det er vores udgangspunkt. Vi vil bl.a. forsøge at løse det med omrokeringer. Men det er klart, at hvis alle siger nej til at flytte med, så kan det godt blive vanskeligt.«
Kan du forestille dig, at man helt kan undgå fyringer?
»Nu skal jeg til at forhandle om netop det, så det regner jeg da med. Det handler om vilje,« siger han.
DR har allerede styrket provinsen
Mange offentlige institutioner flytter ud af København. Er det ikke fair nok, at DR også skal følge trop?
»Jo, men DR har jo allerede masser af medarbejdere uden for København, og DR har løbende styrket den indsats.«
Henrik Friis Vilmar understreger, at han ikke har en afklaret holdning til selve planen, men er modstander af fyringerne.
»Nogle dele af planen virker rigtige, og nogle dele virker underlige,« siger han.
Han peger blandt andet på, at DR vil oprette 20 nye stillinger i Aalborg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.