Tillidsmand

”Jeg har aldrig været stresset over ledelsen, men jeg har været hamrende stresset over mine kolleger”

Lene Sarup har været tillidsmand i 25 år: ”Selv om man får sparket benene væk under sig, så er det ikke enden på alting at blive fyret”

Hvorfor blev du tillidsmand?

”Jeg havde været ansat på det daværende Fyens Stiftstidende et par år og var inde i vanen, for jeg var dengang både kredsformand og medlem af hovedbestyrelsen i journalistforbundet. Jeg syntes, det faglige arbejde var spændende, og der var ikke ligefrem kamp om pladsen, da jeg stillede op.”

Du har tidligere sagt, at tillidsmand er noget, man er kortvarigt, eller noget, man er for livet. Hvad mener du med det?

”At enten er man en, der kan holde det ud, eller også synes man, man har gjort sin pligt efter en eller to perioder og overlader tjansen til nogle andre, fordi det er for hårdt.”

Blå bog: Lene Sarup

Født i 1954. Uddannet journalist fra journalisthøjskolen i 1991.

Blev i 1992 ansat som redaktionssekretær på Fyens Stiftstidende.

I 1997 blev hun tillidsmand og har været det indtil i dag, hvor hun er tillidsmand for sine kolleger på Avisen Danmark og for de fynske kolleger i Jysk Fynske Medier.

I den seneste fyringsrunde fik hun en fratrædelse og går efter planen på pension i slutningen af året.

Hvordan er tillidshvervet hårdt?

”Primært fordi man ofte kommer i modstrid med sine kolleger og får enormt meget skældud hen ad vejen. Jeg forstår godt intellektuelt set, at de hårde ord i bund og grund har handlet om en frustration over det, ledelsen har foretaget sig, men det er mig, de har ramt. Og mig, der får ondt i maven af det. Jeg har aldrig været stresset over ledelsen, men jeg har været hamrende stresset over mine kolleger.”

Hvornår har det været værst?

”Det har altid været i relation til de mange nedskæringer, vi har været igennem. Jeg havde for eksempel en kollega, der i en lang periode sendte mails ud til alle. Der stod ikke direkte, at Lene Sarup er et fjols, men der stod, at nu må nogen lære hende at få de rigtige holdninger. De blev altid sendt uden varsel, og jeg blev enormt ked af det hver gang. Til sidst gik jeg hen til ham og spurgte, om vi havde et problem med hinanden. Og så sagde han: ’Næh, jeg synes bare, det er nødvendigt med en debat’. Men den debat skulle tilsyneladende føres med mig som syndebuk.”

Hvorfor tror du, mange ser tillidsfolk som nogle, man kan gøre til syndebukke?

”Alle går meget op i, at jeg har en beskyttet stilling. De mener, at jeg derfor skal være den, der siger alting til ledelsen, og trods mange års ihærdige forsøg er det endnu ikke lykkedes mig at forklare dem, at der ofte vil blive lyttet langt mere, hvis medarbejderne selv henvender sig til cheferne med deres kritik. De tør ikke. De vil ikke risikere noget. Og så bliver deres taktik i stedet, at jo mere vrede, de sender i min retning, jo mere vrede kan jeg gå videre med. Men det er faktisk ikke særligt behageligt at stå der og være genstand for al den vrede og frustration.”

Men hvorfor er du så blevet på posten i 25 år?

”Fordi jeg har fundet ud af, at jeg trods det befinder mig godt i mellemlejet mellem medarbejdere og ledelse, hvor jeg har påtaget mig en formidlerrolle til begge sider. Det kræver, at man er i stand til at opbygge relationer opad, og at man evner at kunne føle sin chefredaktør på panden, og det har jeg fundet ud af, at jeg godt kan. Med en god dialog ved jeg altid, hvad hans næste træk bliver, og det gør mig i stand til at være på forkant og fremlægge mine kollegers argumenter. Evnen til at påtage mig den formidlerrolle har jeg fået anerkendelse for fra skiftende ledelser gennem årene. Ledelsen udtaler generelt meget mere tilfredshed, end kollegerne gør.”

Hvordan finder man balancen i at have god dialog med ledelsen uden at komme i lommen på cheferne?

”Der er ingen tvivl om, at mange kolleger synes, jeg har været i lommen på cheferne. Men altså, jeg ved jo godt, hvad ledelsen bestemmer, og hvor lidt jeg bestemmer. Jeg kan sagtens sige til ledelsen, at noget er dumt og tarveligt, men jeg kan ikke få ændret nogen som helst retning på de udviklingsmæssige tiltag, har jeg erfaret. Jeg ved, at der er andre tillidsfolk i organisationen, der mener, at de skulle lære Lene Sarup at være en ordentlig tillidsmand. Men jeg tror ikke på den der konfrontationstaktik, hvor man skal være i opposition hele tiden. Jeg er helt overbevist om, at en god og konstruktiv dialog med ledelsen er den smarteste vej til at opnå det, man vil. Og hvis der er nogen, der på den baggrund synes, at jeg er for gode venner med ledelsen, så må det være sådan.”

I har været igennem 13 fyringsrunder, siden du blev tillidsmand. Hvordan har det været at sige farvel til så mange kolleger gennem tiden?

”Min hukommelse er så velsignet, at den ikke ruger længe over det. Nogle gange møder jeg kolleger, der er rejst for mange år siden, som jeg stadig tror, jeg arbejder sammen med. For mig er det med fyringer et stykke arbejde, der skal gøres så godt som muligt. Jeg skal lave de bedste forhandlinger, jeg skal huske folk på, hvilke muligheder de har i situationen. Jeg har en grundlæggende tro på, at alle mennesker får de byrder, som de har skuldre til at bære. Og når jeg ser på Facebook, at fyrede kolleger er kommet videre og har et ok karriereliv, så bliver jeg glad hver gang. Selv om man får sparket benene væk under sig, så er det ikke enden på alting at blive fyret.”

 

3 Kommentarer

Vibeke Toft-Nielsen
15. MARTS 2023
Wauw, sikke en kynisk afskedssalut! At en tillidsmand, hvis fornemmeste opgave det er at være på medarbejdernes side, at vise empati og kollegial holdånd - særligt under fyringsrunder - kan udtale, at hun dårligt husker, hvem der er blevet fyret i årenes løb, og at det er vigtig(ere) at opbygge gode relationer med ledelsen, har fuldkommen misforstået sin opgave som tillidsmand. Og medarbejderne har betalt prisen.
Anne Charlotte Wandahl
10. MARTS 2023
Yilmaz har ret. En tillidsmand, der bliver stresset over kollegerne og nyder anerkendelse fra ledelsen for “at være god til formidlerrollen” ER i lommen på ledelsen.

Lene Sarup, du er ramt af noget helt bibelsk. Du kan se splinten i dine kollegers øjne, men ikke bjælken i dit eget.

Læs dine egne citater her igen, og fortæl, hvorfor de ikke understreger dit nære venskab med skiftende ledelser.

“Jeg har aldrig været stresset over ledelsen, men jeg har været hamrende stresset over mine kolleger”

Skiftende ledere gennem alle de år, og ikke en af dem har været en dårlig leder? Hvor heldigt, mediebranchen flyder ellers over med elendige ledere jævnfør blandt andet Journalistens talrige artikler om ledere, der tryner medarbejdere, råber dem i hovederne, skaber kiler mellem ansatte, kører psykisk vold på ansatte under redaktionsmøder og så videre.

Ingen dårlige ledere i alle de år, men hamrende stressende kolleger, hvoraf nogle har været dine kolleger i årevis?

“Alle går meget op i, at jeg har en beskyttet stilling. De mener, at jeg derfor skal være den, der siger alting til ledelsen.”

Ja, det er jo for filen derfor, din stilling er beskyttet.

Og nej, det passer ikke, at der bliver lyttet langt mere, hvis man selv går til chefen med kritik.
Det gjorde en af min tidligere kolleger og fik det sure svar: “Det er frivilligt at arbejde her”
Når kollegaen så kommer tilbage fra et møde med chefen og fortæller de andre, hvordan chefen afviste kort og brutalt med, at man bare kan smutte, hvis man ikke bryder sig om lugten, er det da logik for hattenåle, at ingen tør gå til ledelsen.

“ jeg ved jo godt, hvad ledelsen bestemmer, og hvor lidt jeg bestemmer. Jeg kan sagtens sige til ledelsen, at noget er dumt og tarveligt, men jeg kan ikke få ændret nogen som helst retning på de udviklingsmæssige tiltag, har jeg erfaret. ” - siger du Lene Sarup.

“ Jeg er helt overbevist om, at en god og konstruktiv dialog med ledelsen er den smarteste vej til at opnå det, man vil. “- siger du også.

Der er jo rungende diskrepans mellem de to udsagn. Det første sabler dine kolleger for ikke at forstå, hvor lidt du kan gøre for dem mod ledelsens magt, og det næste siger, hvor meget du opnår det, du vil med en god dialog.

Du siger jo selv her, du opnår en masse med ledelsen, men det er da i hvert fald ikke til gavn for dine kolleger, så det oplagte spørgsmål er: Hvem er det så til gavn for?
Lene Saber måske?

”Min hukommelse er så velsignet, at den ikke ruger længe over det”.

Du kan ikke lige huske kolleger fra 13(!) fyringsrunder, men du husker, hvordan ledelser gennem 25 alle har rost dig for dine gode evner til at formidle?

Du er “overbevist om, at folk kun får de byrder, deres skuldre kan bære”

Hvorfor er det så, at journalister i stigende grad rammes af stress og falder som tændstikker i stormvejr?
(Ligesom mange andre faggrupper )

Grunden til, at jeg for en sjælden gangs skyld blander mig i en faglig debat, er dog din afskedsreplik.

“ Selv om man får sparket benene væk under sig, så er det ikke enden på alting at blive fyret.”

Du har været tillidsmand i 25 år i et mediehus, der har sparet så mange væk især de senere år.
13 fyringsrunder har ramt dine kolleger og deres familier på deres levebrød. Fordi du har beskyttet stilling, har du aldrig været i risiko for at få sparet dine ben væk under dig.
Så er det edderhytme for billigt, at fyringer ikke betyder noget for dem, de rammer.

Og så forstår du ikke, hvorfor dine kolleger er frustrerede og vrede?

Jeg spøger igen: Hvorfor tager dine kolleger fejl i, at du er i lommen på ledelsen?
Yilmaz Polat
9. MARTS 2023
Ja, det er vel en tillidsmand lod. at være stresset over medarbejdernes ve og vel.
Til historien hører jo også, at et stort antal medarbejdere, har været unødigt stresset over tillidsmandens gøren og laden.

Læs også

Interview

Signe Mansdotter designede lyden til årets Cavling­vinder: ”Jeg havde gåsehud i en halv time efter”

07. FEBRUAR 2023