Tillidsmand: Ingen fortalte os, at man ville fyre chefer i dag

Det kom som en overraskelse for medarbejderne i DR, at flere chefer i dag er blevet varslet afskediget. Mange ved ikke, om chefen er fyret. Og det vækker kritik fra tillidsmand. ”Når man ikke ved, om man har en chef, og hvem det i givet fald er, så kan man forestille sig alt muligt,” siger han

Medarbejderne i DR anede ikke, at ledelsen i dag har afskediget flere chefer. Mange er stadig i tvivl om, om de har en chef, eller om han/hun er blandt de fyrede. Og det undrer tillidsrepræsentant i DR Nyheder Asbjørn Date.

”Jeg synes, at ledelsen burde have gjort medarbejderne opmærksomme på, at det her ville ske i dag. For at undgå rygtedannelse burde ledelsen have været mere informativ,” siger han.

Som Journalisten kunne fortælle, har DR's ledelse i dag meddelt en række chefer, at man har i sinde at afskedige dem.

DR står foran den måske største sparerunde nogensinde, da medieforliget kræver, at DR skærer knap 20 procent over de kommende fem år.

Medarbejderne ved ikke, om chefen er fyret

I sidste uge blev der åbnet for at søge om frivillige fratrædelser. Medarbejderne har fået deadline 24. september.

Men flere DR-medarbejdere ærgrer sig over, at de ikke var varslet om, at det var i dag, at fyringsrunden i cheflaget ville gå i gang. Den kritik bakker Asbjørn Date op om.

”Det ville have været en fordel for medarbejderne, hvis vi havde vidst, at det her kom. I forvejen er medarbejderne meget usikre på, hvad fremtiden byder, og når man ikke ved, hvad der foregår, så kan man forestille sig ting, som er ubegrundede,” siger han.

Ledelsen har ikke meldt ud til medarbejderne, hvilke chefer der er fyret. I nogle tilfælde har medarbejderne fundet ud af, at en chef er fyret, men andre medarbejdere siger til Journalisten, at de lige nu er i tvivl om, om deres chef kan være blandt dem, der er varslet afskediget.

”Det er klart, at når man ikke ved, om man har en chef, og hvem det i givet fald er, så kan man forestille sig alt muligt,” siger Asbjørn Date.

Tillidsmand beroliger kollegerne

Han henviser til, at nogle medarbejdere er utrygge, fordi de har fundet ud af, at deres chef er blandt dem, der skal afskediges.

”Så er det nærliggende at tænke: Er det så hele afdelingen, som er i farezonen? Har jeg overhovedet et job i morgen?” siger Asbjørn Date.

Her har han dog en klar besked til kollegerne:

”Ledelsen har tidligere sagt, at man ikke kan lægge noget i en eventuel chefafskedigelse. Det er ikke en indikator for, at en afdeling skal lukke,” siger han.

I morgen forventes Kulturministeriet at offentliggøre DR's public service-kontrakt for 2019 til 2023, som skal lægge linjen for mediehusets programaktivitet. Samtidig sidder DR’s ledelse og udarbejder en spareplan, som skal sikre, at man lever op til både medieforliget og public service-kontrakten. Derfor er det sandsynligt, at DR venter med at iværksætte den store spareplan, til efter public service-kontrakten faktisk er på plads og meldt ud.

Kommunikationschef i DR Lasse Bastkjær Jensen ønsker ikke at kommentere udtalelserne fra tillidsmanden.

0 Kommentarer