search

Tillidsmand frustreret – Jysk Fynske Medier skal spare 90 mio. kr.

En omfattende spareplan på 90 millioner kroner rammer Jysk Fynske Medier. Tillidsrepræsentant: ”Reaktionerne er alt fra ”helt ad helvede til” til ”fyr træneren”

Jysk Fynske Medier meldte i formiddags ud, at der skal spares 90 millioner kroner.

Det er desværre langtfra første gang, medarbejderne bliver ramt af en sparerunde i koncernen. I december 2017 stod der sidst sparerunde på programmet, og det gjorde der også i august og juni samme år – og i september 2016.

Alligevel kom meldingen bag på de ansatte, der i morges modtog nyheden på mail.

”Vi har vidst, at der var en lidt nedadgående glidebane. Men ikke at det gled så hurtigt,” siger tillidsrepræsentant hos Jysk Fynske Medier Lene Sarup.

”Det er så frustrerende at være medarbejder”

Stemningen blandt de ansatte er ifølge Lene Sarup ”trist og småvred”.

”Vi synes jo, vi knokler rundt og gør vores arbejde så godt som muligt, og så sker det alligevel,” siger hun.

Lene Sarup siger, at den kommende sparerunde er udtryk for et brancheproblem, og altså ikke en enestående dårlig præstation hos Jysk Fynske Medier.

”Der sker det samme for os, som der sker i hele branchen. Nedgang i omsætning. Nedgang i print. Nedgang i annoncer og abonnementssalg. Og fordi det er på print, vi har vores største indtjening, rammer det os rigtig hårdt,” siger hun.

Spørgsmålet er derfor, ifølge tillidsrepræsentanten, om Jysk Fynske Medier kan nå at omstille sig fra print til web og stadig have et indtægtsgrundlag.

”Og det er jo ikke noget, medarbejderne har noget at gøre med. De skal bare passe deres arbejde og lave noget god journalistik. Det er derfor, det er så frustrerende at være medarbejder,” siger hun.

Og hvad siger medarbejderne selv?

”Reaktionerne har været alt fra ”helt ad helvede til” til ”fyr træneren”,” siger Lene Sarup.

Forhandlingerne begynder onsdag den 6. juni, og senest torsdag den 21. juni skal de være afsluttet. 

Journalisten forsøger at få et interview med adm. direktør Jesper Rosener.

I slut 2017 beskrev Journalisten i en større gennemgang den rejse, som Jysk Fynske Medier har været på, siden selskabet opstod som en fusion af regionale medieselskaber. Læs artiklen: Jysk Fynske Medier fra "festdag" til "fucked"

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen