Tillidsmand: »Ejerskabskriteriet vil ramme os hårdt«

Regeringen vil angiveligt skære i mediestøtten til medier, der er ejet af organisationer. »Det vil få negative konsekvenser for vores mediehus,« siger Morten Thomsen, tillidsmand på Ingeniøren, til journalisten.dk

Regeringen vil angiveligt skære i mediestøtten til medier, der er ejet af organisationer. »Det vil få negative konsekvenser for vores mediehus,« siger Morten Thomsen, tillidsmand på Ingeniøren, til journalisten.dk


Bølgerne går højt i forbindelse med forhandlingerne om mediestøtten. I sidste uge kom det frem, at ideelle blade som ÆldreSagen Nu og Tænk står til at miste deres tilskud. Samme dag kunne Mediawatch fortælle, at regeringen og kulturminister Uffe Elbæk (R) angiveligt har ejerskabskriteriet som en del af deres udspil. Det på trods af, at forslaget angiveligt tidligere har været ude af billedet.

»Det vil jeg slet ikke kommentere på nu. Så vil der være folk, der enten bliver glade eller skuffede på et meget skrøbeligt tidspunkt i forhandlingerne,« sagde Uffe Elbæk til Mediawatch.

Kort fortalt er ejerskabskriteriet en måde at afskære medier, der for eksempel er ejet af politiske partier og fagforeninger, fra at kunne få støtte.

Mediehuset Ingeniøren er ejet af IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, men har redaktionelt frihedsbrev. Tillidsmand på avisen Morten Thomsen er ikke overraskende rystet over, at ejerskabskriteriet angiveligt er blevet bragt i spil igen.

»Vi kæmper allerede nu med økonomien, så hvis vi mister over fire millioner kroner om året i støtte, bliver det svært for os,« siger Morten Thomsen til journalisten.dk.

»Politikerne taler om, at økonomisk støtte til dagbladene sikrer nyhederne. Men det er altså ikke kun dagbladene, der laver nyheder i dagens Danmark,« fortsætter Morten Thomsen og henviser til, at Ingeniøren blandt andet har afdækket problemer med NemID og skandalen med IC4-togene.

Ikke overraskende er Thomsen på linje med sin chefredaktør, Arne Steinmark, der sidste år på journalisten.dk kaldte ejerskabskriteriet for absurd. Derudover lød det blandt andet:

" (…) jeg er sikker på, at den nye kulturminister ikke kan andet end at se, at en vedtagelse af ejerskabskriteriet ikke kan bringe mere pluralisme i det danske mediebillede."

Steinmark fortsatte:

"Det er klart, at det får ubehagelige konsekvenser for os, hvis vi mister over fire millioner kroner i støtte. For nærværende er det ikke muligt at være mere præcis – men det er alvorligt."

Tillidsmand Morten Thomsen kan ikke spå om, hvilke konsekvenser en eventuel indførelse af ejerskabskriteriet vil få for Mediehuset Ingeniøren. Men …

»Chefredaktøren kalder problemet alvorligt, og jeg kan frygte, at huset bliver tvunget til at fyre.«

1 Kommentar

Niels Riis Ebbesen
13. NOVEMBER 2012
Re: Tillidsmand: »Ejerskabskriteriet vil ramme os hårdt«

Der er godt nok gang i grædekonerne, de vellønnede ingeniører må da bare til lommerne og betale et par kroner mere for deres avis, hvis de absolut vil drive deres eget medie.

Med venlig hilsen

Niels Riis Ebbesen