Tillidsmand efterlyser freelancesag på Berlingske

Berlingskes freelancere arbejder ofte til langt under den timeløn, huset ellers har forpligtet sig til ifølge overenskomsten. Tillidsmanden ønsker sig en freelancesag. Men chefredaktør Lisbeth Knudsen mener, at betalingen er »absolut rimelig«.

Berlingskes freelancere arbejder ofte til langt under den timeløn, huset ellers har forpligtet sig til ifølge overenskomsten. Tillidsmanden ønsker sig en freelancesag. Men chefredaktør Lisbeth Knudsen mener, at betalingen er »absolut rimelig«.
Et bærende portræt til sektionen M/S på 15.000 tegn for 4.000 kroner eller 3.500 for en stor rejseartikel med billeder. Det er to eksempler på de honorarer, Berlingske betaler for freelancestoffet, der fylder godt i avisen.

Journalisten og Journalisten.dk tager i disse dage et kritisk kig på freelancernes lønninger på udvalgte dagblade. I onsdags var det Weekendavisens takster, der var i vælten, og tidligere i dag var det Politiken.

Nu kigger vi på Berlingske. Mere end hver femte byline tilhørte en freelancer, da Journalisten gjorde status over freelancestoffet i fire udgivelser i marts og april i år. Men ofte lever honorarerne ikke op til Berlingskes egen overenskomst.

Ifølge den skal Berlingskes freelancere have en timeløn, der er mindst på niveau med udgiften til en sammenlignelig fastansat. Da den første lokalaftale om freelancearbejde blev indgået i 2005, foretog parterne en udregning, der viser, at en gennemsnitlig freelancer på Berlingske skal lønnes med mindst 386 kroner i timen. Den syv år gamle udregning er stadig det pejlemærke, redaktører og journalister i princippet skal styre efter, når honorarerne aftales.

Det sker bare sjældent.

»Jeg tror ikke, jeg er i nærheden af 386 kroner i timen,« siger Susser Feit, som har leveret rejsestof til tillægget Rejseliv i omkring seks år.

Susser Feit tæller ikke sit timeforbrug, men vurderer, at timeprisen er »virkelig lav«. Alligevel har hun for længst truffet beslutningen om, at hun gerne vil levere til Berlingskes priser.

»Hvis du vælger at skrive for dagbladene, må du gøre det uden at surmule. Det er beske tider, medierne må skære, og så må du vælge, om du vil være med eller ej,« siger hun.

Beregningen af minimumstimetaksten er ikke reguleret siden 2005, hvor aftalen blev indgået. Men flere freelancere forklarer, at de ikke tør konfrontere redaktørerne med krav om mere rimelig betaling.

»Vilkårene er dybt uretfærdige, men det er der ikke noget at gøre ved. Masser af mennesker er jo vilde for at få deres byline i avisen,« forklarer én freelancer, som ønsker at være anonym af frygt for at miste sin kunde.

Freelancernes honorarer bekymrer også tillidsmand Frederik M. Juel. Ofte er gruppen den første, der bliver presset i hårde tider, men den sværeste at hjælpe.

»Den store forskel mellem fastansatte og freelancere er, at ledelsen ikke bare kan sætte os ned i løn, det vil give medarbejdermøde og protest og skal ske med fuld varsel, jævnfør funktionærloven. Ledelsen har nemmere ved at presse freelancernes honorar ned,« siger han.

Tillidsmanden så gerne en freelancesag, der kan ryste cheferne ud af den nonchalante tilgang til freelancernes vilkår.

»Ledelsen har ufatteligt svært ved at finde tid i deres kalender, når vi skal forhandle freelance, det er simpelthen så svært. Jeg kunne rigtig godt bruge en sag omkring en freelancer, så vi fik afprøvet de paragraffer, der er i overenskomsten med hensyn til aflønning i lighed med en sammenlignelig fastansat.«

Ifølge chefredaktør Lisbeth Knudsen betyder freelancerne »rigtig meget« for Berlingske, især når det gælder livsstilsstoffet og anmeldelserne. Men hun afviser, at honorarerne er for lave.

»Jeg synes, at vi yder et rimeligt honorar til vores freelancere. Der er mange, som gerne vil bidrage, så vi har ikke problemer med at få den kvalitet og det stof, vi gerne vil have.«

I betaler for eksempel 4.000 kroner for et interview på 15.000 anslag. Det skal laves på 10 timer, for at journalisten får den takst, I har forpligtet jer til jævnfør overenskomsten. Er det realistisk?

»Jeg går ikke ind og forhandler freelancehonorar her. Vi forhandler honorarer med de pågældende freelancere, og jeg har ikke hørt kritik fra hverken tillidsmand eller freelancere angående, hvad vi yder.«

Jeres tillidsmand siger, I er svære at råbe op, når det gælder en diskussion af freelancehonorarer.

»Det kan jeg ikke genkende. Vi laver rimelige aftaler med freelancerne, og kan man ikke levere for de penge, har man jo lov at sige nej. Jeg synes ikke, vi har nogen som helst grund til at have dårlig samvittighed over, hvad vi yder i honorar.«

Heller ikke selv om I har indgået en aftale om en mindsteløn, som mange ikke kan producere til?

»Jeg prøver at gentage: Vi har ikke nogen dårlig samvittighed over de honorarer, vi betaler vores freelancere.«

0 Kommentarer