Fra venstre: Charlotte Jou Koefeod, Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen og Nina Lise var tre af de i alt ni modtagere af prisen. Per Gade
Fredag blev Sjællandske Mediers tillidsfolk hyldet for deres sammenhold, samarbejde og solidaritet på den faglige front.
Det skete, da de modtog Kreds 2-prisen på kredsens årlige generalforsamling på rockmuseet Ragnarock i Roskilde.
Prisen gives hvert år til en eller flere kolleger, der har gjort en særlig indsats for fællesskabet, og de i alt ni tillidsfolk på Sjællandske Medier fik den for deres utrættelige arbejde for kollegerne.
De bliver særligt fremhævet for deres samarbejde på tværs af koncernen og for deres indsats i forbindelse med den seneste sparerunde, hvor samtlige ansatte blev tilbudt en frivillig fratrædelse, og 11 journalister endte med at forlade arbejdspladsen.