Tillidsfolk i provinsen: Cheferne skal fortælle hvad de tjener

Chefer på medier, der modtager mediestøtte, skal fortælle, hvad de tjener. Sådan skriver tillidsfolkene på de lokale og regionale dagblade i et brev til mediepolitikerne. Flere partier har tidligere støttet idéen

Det vil være en logisk betingelse, at politikerne kræver, at direktører og chefredaktører fremover skal oplyse, hvad de tjener, hvis deres medie skal modtage mediestøtte.
Sådan lyder argumentet i et brev, som tillidsfolk fra de lokale og regionale dagblade har sendt til medieordførerne på Christiansborg.

Tillidsmand i Jysk Fynske Medier Per Schultz-Knudsen er medunderskriver på brevet. Han siger, at større åbenhed kan sikre, at mediestøtten går til at forbedre det økonomiske grundlag for medierne og ikke til at sikre ekstra høje lønninger til ledelsen. 
”Der har jo været udtalelser fra politikere, der har talt om, at de ikke ønsker, at støtten skal gå til cheflønninger,” siger han.

Skal ikke gå til ublu lønninger
Per Schultz-Knudsen forklarer, at det er vigtigt, at mediestøtten ikke bliver brugt til ”at give ublu lønninger til cheferne”.
Det er dog ikke tillidsfolkenes indtryk, at det sker på de medier, hvor de er ansat.
”Men hvis politikerne på Christiansborg ønsker at kende cheflønnen for at føle sig sikre på, at mediestøtten er forsvarligt givet ud, så synes vi, at det er ok at offentliggøre tallene,” forklarer Per Schultz-Knudsen.

Opbakning fra rød og blå blok
Bag henvendelsen til mediepolitikerne står tillidsrepræsentanter og stedfortrædende tillidsrepræsentanter på Skive Folkeblad, Lolland-Falsters Folketidende, Helsingør Dagblad, Herning Folkeblad, Bornholms Tidende, Sjællandske Medier, Nordjyske Medier og Jysk Fynske Medier. 
Det har tidligere været fremme, at Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet ønsker større åbenhed om cheflønninger hos medier med mediestøtte. Liberal Alliance har kaldt det for meget detailstyring.
”Når man modtager 17 millioner i demokratistøtte, som nogle af dagbladene gør, så har offentligheden krav på at vide, hvad de penge bliver brugt på,” sagde Venstres medieordfører, Britt Bager, i september 2017 til Altinget.

Støtten holder medierne i live
Gruppen af tillidsfolk har ikke diskuteret, hvor præcist tallene for cheflønninger bør være. Om det for eksempel skal omfatte den samlede udgift til chefredaktører på et medie, eller om hver enkelt chefredaktør skal oplyse sin løn. Gruppen har heller ikke diskuteret, om bestyrelsesmedlemmer skal være omfattet af forslaget.

Ifølge en beregning lavet af Finans.dk giver kun Dagbladet Børsen og JP/Politikens Hus overskud, hvis man fraregner den nuværende mediestøtte.
Alle andre medier i opgørelsen fra Finans.dk ville give underskud – inklusive alle de lokale og regionale dagblade.

”Hvis vi også skal være usikre på størrelsen af mediestøtten, går de lokale og regionale medier en endnu mere usikker tilværelse i møde. Det kan betyde, at medierne må skære kraftigt i antallet af fastansatte, eller at nogle medier i yderste konsekvens må lukke,” siger Per Schultz-Knudsen.

1 Kommentar

Allan Stig Kiilerich Frederiksen
31. JANUAR 2018
Vi kan vel være fuldstændig
Vi kan vel være fuldstændig ligeglad med chef lønningerne. En langt bedre løsning er at lade medierne tilbagebetale støtten, hvis de har overskud. Der er jo ingen grund til at samfundet forærer penge til ejerne (hvis folk fra ejerkredsen er ansat, vil det dog være relevant at se på deres lønninger).