Det lille københavnske magasinforlag Magasinforlaget har et godt tilbud: Bliv redaktør- og skribentpraktikant – og få 3.000 kroner om måneden. Det er tilbuddet til unge studerende, der vil have praktisk erfaring med journalistik.
De hårde økonomiske odds for de små magasinforlag får nu forlaget bag magasinerne Bryllup&Fest og Kon4mation til at tilbyde en praktikstilling som kombineret redaktør- og skribentpraktikant til en løn på 3.000 kroner om måneden. Magasinforlaget har dog netop tilbagetrukket praktikstillingen på grund af dét, forlagsredaktør Rasmus Riskær-Smidt kalder dårlig timing, men har tidligere haft en studerende fra RUC ansat i stillingen.
Den studerende fik praktikperioden godkendt af RUC efter at havde arbejdet i den 37 timeropslåede stilling for 3.000 kroner om måneden.
Rasmus Riskær-Schmidt indrømmer, at 3.000 kroner om måneden er billig arbejdskraft, men ser alligevel ingen problemer i at ansætte en praktikant til et beløb, der ligger langt under såvel minimumslønnen og SU'en.
»Praktikstillingen er da billig arbejdskraft, men jeg ser det som et tilbud til studerende, de kan lære noget af. Min holdning er da, at man skal have fuld løn for sit arbejde i det omfang, det er muligt, men sådan er situationen bare ikke for et lille forlag som Magasinforlaget. Den sidste praktikant – en pige, som stod i kø til journalistik på RUC – var en i virkeligheden dyrere løsning end at hyre en freelanceskribent, da jeg skulle skrive meget om og coache en del,« siger Rasmus Riskær-Schmidt til Journalisten.dk.
DJ har ikke tegnet overenskomst med Magasinforlaget, oplyser forbundet. På grund af den økonomiske krise for de mindre magasinforlag, som Journalisten tidligere har berettet om, har Magasinforlaget i øjeblikket direktøren ansat som eneste medarbejder med en række tilknyttede freelanceskribenter.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Eftersom langt de fleste praktikudbydere (inkl. store institutioner som DR) ikke giver en rød reje til universitetsstuderende - inkl. medievidenskabsstuderende der ofte besætter journalistiske praktikstillinger - giver det næppe mening at lange ud efter dem, der rent faktisk giver et tilskud til SU'en.