”Vi var ingenting dengang. Folk på RUC grinede af os. De kunne ikke forstå, hvad vi ville med den uddannelse.”

Sådan sammenfatter Oluf Danielsen reaktionen, da han og forskerkollegerne på Roskilde Universitetscenter (RUC) midt i 70’erne besluttede sig for at lave Danmarks første kommunikationsuddannelse. Siden udviklede den snart 40 år gamle uddannelse cand.comm. sig til den største uddannelsesretning på RUC, der optager mellem 120 og 140 studerende hvert semester. Og kommunikation er den største enkeltgruppe i DJ.

[quote:0]

”Da vi begyndte, var vi en jolle. Nu er vi et flagskib,” siger Oluf Danielsen, der i dag er professor på RUC og dermed har sin daglige gang der.

”I dag er de studerende en helt anden slags mennesker. Dengang var de fleste socialister. I dag stemmer mange på Liberal Alliance. Mange er så flot klædt, at man skulle tro, at de var på vej til fest. Dengang gik de i arbejdstøj,” siger han.

”Kommunikation – hvad er det for noget?”

Forandringen er enorm. Bent Nørby Bonde fra første årgang mener, at kommunikationskandidater nu om dage tjener andre interesser end dem, uddannelsen oprindelig var tiltænkt.

”Meningen var, at befolkningen skulle komme til orde, så de kunne kritisere magthaverne. I dag handler det mere om at fremme bestemte økonomiske eller politiske interesser. For eksempel ved at få budskaber placeret i medierne. Der er en stor forskel,” forklarer han.

En de første studerende i 1978 var Lars Trudsø. Han husker, at folk de første år var ét stort spørgsmålstegn, når han fortalte, at han læste kommunikation.

[quote:1]

”Kommunikation – hvad er det for noget,” spurgte folk? De vidste ikke, hvad det var. Sådan var det i Danmark dengang,” siger Lars Trudsø.

Og da kommunikationsuddannelsen på RUC blev planlagt, var der så få informationsstillinger, at det var en nyhed i fagbladet Journalisten i 1976, at Københavns Amt havde ansat sin første informationsmedarbejder. Og mange af de studerende vidste ikke selv, hvad de var ved at uddanne sig til.

”Jeg havde ingen anelse,” husker Lars Trudsø.

”Det vigtigste var, at jeg ikke skulle være gymnasielærer.”

Man så verden fra venstre

I dag har Region Hovedstaden et selvstændigt Center for Kommunikation med omkring 40 ansatte. Og der findes 297 videregående uddannelser, hvor ordet ”kommunikation” indgår. Kommunikationsuddannelsen på RUC blev skabt, fordi lærerne på RUC mente, at verden var blevet for kompliceret for almindelige mennesker.

Et af de første projekter på uddannelsen var en video med titlen ”Ung og arbejdsløs i København, din kommune”. Der var et projekt om ”feministisk selvforsvar” og et diasshow om ”Solidaritet med Chile i Danmark”.

”Man så verden ganske meget fra venstre. Den obligatoriske litteratur kom derfra,” siger Harry Levin, der var studerende på første årgang.

Og det mere end lå i luften, at man var i opposition til erhvervslivet og magten – og dermed også til en række oplagte stillinger.

”Der var en iboende afstandtagen til den kommercielle verden. Marketing var folkeforførelse,” siger han.

Før Harry Levin begyndte på RUC, arbejdede han som håndværker. I studietiden arbejdede han i en tøjbutik.

”De første år på RUC var fantastiske for os alle – men også udfordrende. Alt var kaos, meget var totalt flippet, og der manglede strukturer,” husker Harry Levin.

Han savnede for eksempel arbejdsdisciplin i grupperne:

”Folk kom og gik, som det passede dem. Det var anarki mange steder, fordi et medlem af gruppen for eksempel foretrak at arbejde om natten. Så måtte de andre i gruppen også vende deres døgnrytme om.”

Lars Trudsø husker, hvordan det var at lave projekter.

”Vi skulle ud og blive en del af lokalsamfundet, tale med mennesker og løse projekter lokalt. Det lyder lidt Tvind-agtigt, og det var det måske også,” siger Lars Trudsø.

Nogle gange gik det galt, når de unge, venstreorienterede studerende ønskede at ændre samfundet, siger han.

”Anbefalingerne kunne ramme helt ved siden af, fordi de studerende var for unge og uerfarne,” siger Lars Trudsø.

”Vi gik ud og fejltolkede en virkelighed med den effekt, at der næsten kom klagesager ud af det,” husker han. [quote:2]

Et universitet uden forelæsninger

I det hele taget herskede anarkiet. På den tid blev RUC set som en marxistisk højborg. Fremskridtspartiet ville lave universitetet om til motel. Bølgerne gik så højt, at universitetet kun var én stemme fra at blive nedlagt i Folketinget i 1976. Det var ikke kun politisk, at RUC skilte sig ud. Modsat andre universiteter var der stort set ikke forelæsninger på Roskilde Universitetscenter. RUC satsede på problem­orienteret undervisning i selvkørende grupper med tilknyttet vejleder.

I de studerendes blad Commform skriver lektor Peter Harms Larsen i februar 1981, at han blandt de studerende mærker en uvilje mod projekter, der kvalificerer dem til arbejde i ”borgerlige, ja måske ligefrem privatkapitalistiske medier og institutioner”. I stedet foretrækker de studerende projekter, der ”påviser de forskellige medieinstitutioners og medieprodukters bundethed til det borgerlige samfunds magtstrukturer og ideologiformer”, skriver han.

Med andre ord: De studerende ønskede at bevise, at medierne var reaktionære.

Anker Brink Lund fortæller, at RUC hentede faglig inspiration fra for eksempel amerikansk corporate communication. På RUC blev det oversat til græsrodsniveau.

”Det var sjældent Shells kommunikation, de studerende lavede projekter om, men oftere Greenpeaces kritik af Shell,” siger Anker Brink Lund, der var med til at starte uddannelsen.

Jan Krag Jacobsen underviste i radio. Eller ”lydmediet”, som det blev kaldt på RUC dengang.

”Der var masser af plads til, at vi kunne udvikle noget i lærergruppen og med de studerende. Vi spiste frokost til klokken 15 om eftermiddagen, hvor vi sad og diskuterede og udviklede idéer.”

Ingen på uddannelsen husker undervisningen som specielt akademisk. Monica Hassel mindes ikke en eneste af de teorier, hun blev præsenteret for.

”Nej, der er ikke nogen klokker, der ringer. Vi læste ikke lange teoribøger,” siger hun. [quote:3]

”Man kan vist roligt sige, at der ikke var et højt teoretisk niveau. Det var mere nede på jorden,” siger Oluf Danielsen.

De studerende skulle selv komme med idéerne

Helt i den ånd havde Undervisningsministeriet stillet meget løse krav til uddannelsens indhold. Det kan man læse i betænkningen ”Medie/kommunikationsmoduler på Roskilde Universitetscenter”. Pensum skulle såmænd bare være ”bestemte afsnit i bestemte bøger”. Faktisk kunne der opstå situationer, hvor der slet ikke var krav om ”et bestemt læsestof i form af titler og sideangivelser”. 
Der var med andre ord helt fri bane.

Jan Krag Jacobsen forklarer, at kommunikationsvidenskab dengang handlede ”om nogle kasser med pile imellem”.

”Vi ville ruste de studerende til at lave noget selv. Ikke bare præsentere dem for, hvad andre havde lavet. De studerende skulle komme med en idé, lave et produkt og skrive en redegørelse om processen,” siger Jan Krag Jacobsen.

De studerende var mildest talt ikke gode til at skære ind til benet.

”Der var en volumensyge. Hvis man skrev under 200 sider, var man tabere. Så folk sad med deres skrivemaskiner med kuglehoved dag og nat og skrev,” siger Harry Levin.

Harry Levin husker, at der med tiden opstod en bekymring blandt de studerende. Kommunikationsuddannelsen var oprettet, fordi RUC og Undervisningsministeriet havde spået, at der ville opstå et behov for faglige formidlere. Men var der overhovedet arbejde til dem, når de kom ud?

I tvivl om, hvad uddannelsen skulle bruges til

Bladrer man i de gamle numre af de studerendes blad Commform, er artikler og indlæg om jobmulighederne det altoverskyggende tema. I oktober 1981 spørger en marxistisk læsegruppe, der kalder sig ’Grønlændergruppen’, hvad uddannelsen egentlig skal føre til. ”Vi lærer lidt lyd, snuser lidt til video, ser nogle lækre billeder,” skriver de blandt andet. De kan ikke se, at arbejdspladserne står klar til at modtage dem, og de tror ikke, at alle kan skabe deres eget job.

”Vi kan ikke alle sammen lave alternative forlag, aviser, diasserier.”

De skriver, som en slags skrækeksempel, at nogle vel også skal lave informationsvirksomhed for staten – for eksempel ”forklare hvorfor det er nødvendigt at spænde livremmen ind”.

Koordinator Søren Kjørup svarer på kritikken på vegne af RUC. Han fastholder, at cand.comm.’erne skal skabe deres egne jobs ved at opsøge ”relevante og spændende opgaver”.

”Jeg kan godt forstå, at ingen ønsker at lave legitimeringsmateriale for staten,” skriver han.

I Commform fortæller en nyuddannet kandidat om mødet med Arbejdsformidlingen.

”Sagsbehandleren ville vide, hvad ’cand.comm.’ står for. Han mente, at det måtte være noget med økonomi i kommunerne,” skriver hun.

”Vi bør lave en reklamefolder, så uddannelsen bliver mere kendt,” lyder hendes opfordring.

Mange arbejdsløse de første år

Hver mandag tog Harry Levin Berlingske Tidende med på universitetet og viste avisens stillingsopslag til sine medstuderende. Han ville vise dem, hvor mange ledige jobs der handlede om kommunikation – for eksempel inden for intern kommunikation, HR, marketing og branding.

”Der var masser af jobs, syntes jeg. Men de andre syntes, jeg var dybt mærkelig. De mente, at jeg ville sælge min sjæl til fanden,” siger Harry Levin.

I september 1982 havde 16 taget en kommunikationsuddannelse. 10 af dem var ledige. I en artikel i DJØF-bladet i 1983 med titlen ”Hvad betyder cand. comm.?” var 32 kandidater uddannet. Kun 11 var i fuldtidsbeskæftigelse. Harry Levin mener, at hans medstuderende skulle have søgt bredere.

”Fra de første årgange gik mange arbejdsløse i lange perioder, fordi de ikke udnyttede de muligheder, som jeg syntes, der lå,” siger han. [quote:4]

At arbejde for en privat virksomhed var for mange helt utænkeligt.

”Jeg var den eneste på min årgang, som fra starten valgte at søge job i det private erhvervsliv, og jeg fik job med det samme,” siger Harry Levin, der blev direktør i Psoriasisforeningen.

Arbejdsgiverne vidste ikke, hvad kommunikationsmedarbejdere kunne bruges til

For de nyuddannede var det en udfordring, at arbejdsgiverne ikke forstod, hvad de skulle bruge en kommunikationsmedarbejder til – og de nyuddannede kunne ikke selv kommunikere det. Lars Trudsø søgte uopfordret job på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.

”Jeg skrev til direktøren Knud W. Jensen og kom til samtale. Det var faktisk fornemt, at han gad se mig. Men da jeg sad over for ham, kunne jeg ikke formidle, hvad jeg kunne bidrage med,” husker Lars Trudsø.

Han fik ikke jobbet.

Ifølge Monica Hassel fik de studerende aldrig at vide, hvad de kunne blive.

”Vi kunne ikke skrive det ned, så hvordan skulle vores omverden kunne forstå det,” siger hun.

I praksis var der ikke mange, der endte med at lave faglig formidling eller alternative medier.

”Vores profil var for snæver,” siger Oluf Danielsen.

”Den produktive tilgang var lidt idealistisk. Græsrodsmedier var ikke et stort vækstmarked,” siger Oluf Danielsen.

Men modstanden mod det etablerede blev på sin vis også redningen for uddannelsen. Den betød, at de studerende blev rustet til at se på deres egen arbejdsplads med kritiske øjne, når de fik job, forklarer Anker Brink Lund.

”Hvis man ikke har det kritiske blik på sin egen organisation, er det svært at forstå, hvorfor folk ikke elsker virksomheden. Den gode kommunikationsmedarbejder er altid i loyal opposition,” siger Anker Brink Lund.

Kampagnegruppen

Anker Brink Lund tilhørte med egne ord en af de ”få kommercielt tænkende i lærergruppen”, der trak uddannelsen i en retning, hvor jobmulighederne var andet end faglig formidling i snæver forstand.

”Når man arbejder for offentlige penge, mener jeg, at man har en forpligtelse til at tænke på, hvad samfundet får tilbage,” siger han.

I midten af 1980’erne tog han derfor initiativ til at lave en klynge, der beskæftigede sig med kampagner.

”Det var ikke alle lærere og studerende, der syntes, det var en god idé, men så kunne de jo bare vælge at beskæftige sig med noget andet,” siger han.

Fra de nyuddannede fik Anker Brink Lund tilbagemeldinger om, at de manglede forretningsforståelse og indsigt i mediernes måde at arbejde på.

”Nogle fik job meget langt væk fra det, de havde lært. Jeg blev ringet op af flere, der spurgte: ”Hvad stiller jeg op?” husker Anker Brink Lund.

Han siger, at kommunikationsstillingerne væltede frem i offentlige og private virksomheder i de år.

”Forbavsende mange af dem, der gik på studiet, fik gode stillinger,” siger han.

”Det var en guddommelig tid”

[quote:6]

Monica Hassel boede på RUC i flere måneder ad gangen og sov om natten i atriumgårdene mellem bygningerne – eller ”husene”, som de blev kaldt.

”RUC er det bedste, der er sket for mig. Det var en guddommelig tid. Jeg gentog gerne de seks år,” siger Monica Hassel.

Monica Hassels mål var at arbejde i Børne- og Ungdomsafdelingen i Danmarks Radio.

”Jeg vidste præcist, hvad jeg gerne ville. Uddannelsen var vejen til at nå det mål. Jeg var ikke interesseret i at sidde på en avis og sprøjte nyhedsartikler ud,” siger hun.

Monica Hassel siger, at der var en ”ekstremt god” sammenhæng mellem det, hun lavede på studiet, og det, hun fik brug for siden.

”Der var en rød tråd hele vejen igennem. Jeg kunne tage vores metoder og bruge det i DR, hvor jeg lavede et uddannelsesudviklingsprojekt, der gik sin sejrsgang,” siger Monica Hassel.

Harry Levin begyndte som konsulent i 1982.

”Det var nærmest et slaraffenland de første år. Hvis man henvendte sig til en virksomhed med en idé til en profilering, og de havde pengene, kunne vi sælge det,” siger han.

Arbejdspladser inspirerede hinanden til at ansætte kommunikationsfolk

Langsomt spredte der sig en forståelse af, at kommunikation kunne bruges til noget. Harry Levin betegner det som ”en organisk proces”, hvor arbejdspladserne inspirerede hinanden til at hyre kommunikationsfolk.

”Hvis det virker for virksomhed A, virker det også for virksomhed B og virksomhed C. Nu har selv Mærsk og kongehuset kommunikationsfolk ansat,” siger Harry Levin.

Uddannelsen underviser nu også i blandt andet strategisk kommunikation, interkulturel kommunikation og krisekommunikation for at ramme arbejdspladsernes behov. Det aktivistiske islæt er trådt i baggrunden.

”I 1970’erne kom de studerende ind på arbejdspladserne via fællestillidsmand. De ville ud på arbejdspladserne og lave lysbilledshows. I dag går kontakten via kommunikationschefen,” siger Oluf Danielsen.

Faktisk henvender arbejdspladserne sig selv til RUC for at få de studerende til at lave projekter.

”Vi har lige haft et projekt, hvor de studerende undersøgte kommunikationen op til, at Mærsk skulle sælge deres olieforretning,” siger Oluf Danielsen.

Han kan godt savne de initiativrige studerende fra 70’erne.

”Nu kalder de universitetet for ”skolen”. Det er ikke rart at lægge øre til. Men sådan er det vist på alle universiteter.”

Cand.synlighed

Lars Trudsø har tit tænkt over, hvor alle kommunikationsfolkene får job.

”Det er utroligt, så mange kandidater der bliver produceret. Ikke kun fra RUC. Der er jo nærmest ikke et uddannelsessted, der ikke har noget med kommunikation,” siger han.

Ifølge regeringens Produktivitetskommission steg andelen af humanistiske dimittender med en kommunikationsuddannelse fra fem procent i 1991 til 28 procent i 2012. Det er lang tid siden, Lars Trudsø har mødt folk, som synes, kommunikation var et fremmedord. [quote:7]

”Jeg har tit tænkt, at dem, der planlagde uddannelsen, var enormt fremsynede. De formulerede en vision og en behovsanalyse, som vi andre ikke kunne se,” siger han.

Anker Brink Lund mener, at kommunikationsfaget har bevæget sig for meget i retning af pr, hvor synlighed er vigtigst.

”Man kan i dag næsten kalde kommunikationsuddannelsen for cand. synlighed,” siger han.

”Mange tror, de uddanner sig til at blive synlighedsleverandører i massemedier og via sociale medier,” forklarer han. Men det er det, arbejdsmarkedet ønsker.

”Arbejdspladserne efterspørger folk, der kan levere synlighed på for eksempel sociale medier,” siger Anker Brink Lund.

Han forklarer, at idéen med kommunikationsuddannelsen oprindeligt var, at kommunikation ikke kun handlede om at råbe. Men også om at kunne lytte.

”Lærergruppen ville kvalificere den offentlige samtale ved, at man lyttede til for eksempel forbrugerne og borgerne. De drømme og idealer fra 1978 er fortsat relevante i det overkommunikerede samfund, vi lever i nu,” siger han.