Mange redaktører forlader hjørnekontoret for igen at blive menige journalister. Nogle chefer får særstatus, mens andre insisterer på at komme helt ned på gulvet. Til fælles har de, at de er begejstrede for at gøre comeback.

HIERARKI. Tidligere chefredaktør Carsten Juste er på ferie. Når han træder indenfor på Jyllands-Posten som skrivende journalist, går han i en lang række kollegers fodspor. Mange redaktører savner lugten af savsmuld og vender tilbage til manegen og jobbet som menig journalist. I de seneste år har det især været prominente avisredaktører, der igen er blevet skrivende.

DET ER IKKE ET TRIN ned ad rangstigen, men en hyldest til faget, at så mange gerne vil være journalister igen, mener Politikens tidligere chefredaktør Bo Maltesen.
»Jeg valgte oprindeligt faget for at skrive og være nysgerrig på læsernes vegne, og derfor var det ikke svært at vende tilbage til min oprindelige metier. Det er jo fantastisk attraktivt at være journalist. I journalistik er det dem, der får ideerne og fører dem ud i livet, som er hverdagens helte. Redaktøren sidder i en lidt mere beskyttet position. Der er ikke mange andre fag, hvor det på den måde er fodfolket, der er feteret,« siger Bo Maltesen.
Det er mange eks-chefer enige i. Niels Lunde nyder sin stilling som freelancejournalist tilknyttet Politikens erhvervsredaktion.
»Det er branchens privilegium, at det er muligt at skifte fra chefredaktør til menig ansat. I andre brancher er det ikke muligt uden at lide et prestigetab. Jeg opfatter det som noget unikt for vores fag,« siger han.
Perioden, inden han startede på Politiken, brugte Niels Lunde på at overveje fremtiden og på at skrive en biografi om A.P. Møller-Mærsks nye topchef, Nils Smedegaard Andersen. Bogen udkommer til efteråret. I dag skriver han økonomiske analyser i avisen to-tre gange om ugen.
»Jeg har altid som chefredaktør sagt, at min sjoveste tid var som journalist. Ingen troede på det, men jeg mente det. Det er et dejligt job,« siger han.
Ulla Terkelsen mener, at en journalist ikke skal sidde for længe i en chefstol. Hun har været chef i seks år på DR og var med til at starte TV 2s nyhedsafdeling op. I pauserne fra chefstillingerne har hun været almindelig reporter.
»Hvis man har siddet som chef i mange år, så er det ikke sikkert, at man har tag på det. Som chef ryger man ind i nogle rutiner. Især i tv-branchen, hvor teknologien og arbejdsmetoderne ændrer sig meget hurtigt, er det vigtigt at komme ud igen«.

EN LØBENDE UDSKIFTNING er nødvendig, mener Ulla Terkelsen. Ellers risikerer medierne at gå i stå. Det bedste er, hvis journalisten selv giver plads til nye kræfter.
»Man bør principielt skifte ud, fordi man bruger sit gåpåmod i døgndrift i starten. Jeg tror, at hvis man er en dygtig journalist, er man også en dygtig chef i en årrække. Efter det skal der nogle andre til, hvis afdelingen eller avisen skal forny sig,« siger hun.
Professor i medieledelse Anker Brink Lund mener ikke, at gode journalister nødvendigvis bliver gode chefer. Han mener, at det er kendetegnende for journalistfaget, at ledelse ikke bliver betragtet som en kvalifikation. Faren er, at mediet mister en god journalist og til gengæld får en middelmådig leder.
»Den gode fagmand bliver ofte en god coach. Måske også en hæderlig driftsleder, men det kan knibe med forandringsledelse og strategisk tænkning, fordi man identificerer sig for meget med produktet og med, hvordan det var, da lederen selv var menig,« siger han.
En forklaring på, at det er så almindeligt at vende tilbage til udgangspunktet som menig journalist, kan også ligge i rekrutteringen af redaktørerne. De er ofte ikke gået ind i faget for at blive chefer, men for at være journalister, forklarer professor i ledelse Flemming Poulfelt.
»Måske opdager man, at det ikke er andet end bøvl og kævl,« siger han.

ROLLEN SOM REDAKTØR kan være svær at finde sig til rette i. Kjeld Hybel følte ikke, at han passede ind som chef, da han blev udnævnt til at lede Politikens PS-redaktion. Han valgte jobbet, fordi han var nysgerrig efter at prøve, hvordan det er at få en redaktion til at arbejde sammen. Men den ugentlige klumme blev en ventil, fordi han i virkeligheden helst ville skrive.
»Det er mest en lettelse at være sluppet for det. Jeg føler nærmest, at jeg skal indhente noget af det, der er gået tabt, mens jeg var chef,« siger han.
Selv om han skrev lidt ved siden af sine lederposter, var det svært for Kjeld Hybel at vende tilbage som skrivende journalist efter tre år. Pludselig skulle han få sine egne ideer, ligesom han skulle til at tale med folk uden for huset igen. Det tog omkring et halvt år, før han var ordentligt i gang.
»Man er lidt rusten. På den måde kunne det også være noget angstprovokerende at skulle til tasterne igen,« husker han.

LEDERROLLEN KAN VÆRE svær at fralægge sig for nogen, mens andre har lettere ved ikke længere at være den, der bestemmer, påpeger professor Flemming Poulfelt.
Da tidligere chefredaktør på Information Jørgen Steen Nielsen blev almindelig journalist, oplevede han det på den ene side som en lettelse ikke at sidde med ansvaret for hele avisen, fordi det var meget arbejdskrævende – selv om han havde delt chefredaktør-posten med en anden.
»Samtidig var det meget svært at se på, at én, der ikke kendte avisen, førte den videre. Jeg havde tit følelsen af, at jeg vidste bedre. Det var måske bare en følelse. Der gik mere end et år med at lære at holde kæft på den rigtige måde,« siger han.
Kjeld Hybel oplevede det også som et tveægget sværd at lægge ansvaret fra sig.
»Det fede er jo, at man ikke har ansvar for andet end sig selv. Ulempen er at være underordnet en anden chef. Det er så også svært,« siger Kjeld Hybel. Han fik lov til at skræddersy en stilling i kulturredaktionen, hvor han har meget frie tøjler. På den måde har han undgået at føle sig presset af en chef.
Som chefredaktør var Bo Maltesen kendt for at være ganske fedtet med taxabonerne og gik under øgenavnet Mister Taxabon. Da han gik af, fik han en habit syet af taxabon-stof.
Nu, hvor han selv er den, der pænt skal bede chefen om lov til at køre i taxa, er det fristende at spørge, hvordan han oplever det rolleskifte.
»Jamen, nu må jeg sige, at det er utroligt sjældent, at jeg skal bruge taxaboner. Det meste, man skal møde op og dække som journalist på Politiken, sker i Storkøbenhavn. Og jeg har ikke noget imod at cykle,« siger han.

NÅR JOURNALISTER BLIVER forfremmet, handler det mere om at opdyrke og motivere end om at tvinge medarbejderne. Det gør det lettere at vende tilbage og falde ind i fællesskabet.
»Det er jo ikke en værkfører-rolle, du har. Det betyder også, at du ikke er det dumme svin, der tvang nogen til noget, hvis du vender tilbage,« siger Jacob Svendsen. Han har været mellemleder i over 10 år, senest som Politikens indlandsredaktør i seks år.
Selv om Jacob Svendsen i mange år har haft chefkasketten på, føler han en stor opbakning i branchen til eks-cheferne, der ligesom ham selv vender tilbage til manegen på samme vilkår som de andre journalister.
»Folk har respekt for, at man gør det. I vores fag er de klassiske snobberi-effekter svagere. Det er ikke et nederlag at træde tilbage,« siger han.

COMEBACKET TIL FAGET tackles meget forskelligt. For Ulla Terkelsen har det været vigtigt at understrege, at hun er tilbage som almindelig udlandsreporter på TV 2. Den ene dag dækker hun et internationalt topmøde, den næste dag en incestsag i Østrig eller royalt stof.
»Jeg gør det, de beder mig om. Hvis nogen behandlede mig anderledes, fordi jeg har været chef, så ville de være idioter. Den slags smiger virker ikke på mig. Hvis man tænker på status i stedet for den gode historie, så er man en dårlig journalist,« mener hun.
Da Bo Maltesen stoppede som chefredaktør, bad han om at komme til at sidde i ‘Pakkeriet’, som er et åbent kontorlandskab på Politiken, hvor der sidder omkring 90 journalister, redaktører og fotografer. Bo Maltesen ville signalere, at han var én blandt mange og ikke skulle have særstatus. I de første måneder havde han ikke et bestemt stofområde, men dækkede både stort og småt.
»Som jeg sagde, da jeg begyndte som skrivende igen: Jeg er ikke yngste, men nyeste reporter. Og det var det, jeg var, nyeste mand på dækket,« siger Bo Maltesen.

HELT ANDERLEDES GREB Jørgen Steen Nielsen det an, da han vendte tilbage til at blive skrivende igen. Han fik frihed til selv at vælge stofområde og valgte at dække Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Et arbejde, han og kollegaen Charlotte Aagaard året efter fik en Cavling-pris for.
Han synes, at det ville være koketteri, hvis han havde insisteret på at blive behandlet som nyeste mand på redaktionen.
»Det er jeg jo ikke. Jeg har jo været skrivende i 10 år, før jeg blev chefredaktør. For mit vedkommende ville det være noget pjat at lade, som om jeg ikke har en bagage af erfaringer,« siger Jørgen Steen Nielsen.
Og Carsten Juste fra Jyllands-Posten: Han erklærede ved sin afgang, at han glæder sig til en anden arbejdstilværelse. Han har ikke taget sin mobiltelefon siden. /

10 chefer, der er vendt tilbage til manegen

Carsten Juste, tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten,
er netop blevet skrivende samme sted.

Lasse Ellegaard, tidligere chefredaktør på Information,
er netop blevet mellemøstkorrespondent samme sted.

Bo Maltesen er gået fra chefredaktør på Politiken
til skrivende journalist samme sted.

Jacob Svendsen er gået fra indlandsredaktør på Politiken
til skrivende journalist samme sted.

Dorrit Saietz er gået fra nyhedsredaktør på Politiken
til skrivende samme sted.

Niels Lunde er gået fra chefredaktør på Berlingske Tidende
til freelance skrivende på Politiken.

Jørgen Steen Nielsen er gået fra chefredaktør på Information
til skrivende samme sted.

Klaus Sivebæk har været chefredaktør på Ny Dag
og er i dag redigerende på Fyens Stiftstidende.

Ulla Terkelsen har været chef for tv-nyhederne på både DR
og TV 2. Hun er reporter i dag.

Lasse Jensen har været chef for TV-Avisen og souschef på
TV 2. Han er selvstændig og radiovært i dag.