search

Til sidst var jeg flov over mit arbejde

Som ung blev hun headhuntet, arbejdede igennem om natten og var omgivet af respekt. Senere blev hun kaldt hysterisk, hendes viden blev ikke værdsat, og hun blev ydmyget.

Det blev til knap 20 turbulente år, hvor hun sjældent lagde fingrene imellem. For to år siden forlod Centa Clemensen, 49 år, tv-branchen.

Centa Clemensen valgte en af de hårdeste veje i faget: Kontraktansættelser i tv-branchen, før hun sluttede i et fast job. Hun producerede bl.a. børne-tv for DR og TV 2, var videoproducer for FDB og DSB, nyhedsredaktør, redaktør på "Mænd ingen adgang" med Pernille Aalund, og da soapen "Hvide Løgne" blev lanceret, knoklede hun som redaktør 14 timer alle ugens dage.

Nu går Centa tur med hunden Elvis i Brede, maler, syr og skriver af og til på et bogprojekt. Den eneste forbindelse, hun har til journalistik, er, når telefonen ringer, og en fortvivlet eks-kollega spørger efter en case.

Efter de første år i branchen som den, der blev headhuntet, forsvandt glansen og glæden ved at arbejde som journalist.

"Jeg burde være stoppet efter de første ti år," siger Centa Clemensen i dag.

 

Ydmyget og såret
Der skulle et sammenbrud til, før hun forlod faget.

"En programserie med to unge skuespillere slog hovedet på sømmet. Vi skulle optage i Mellemøsten, skuespillerne, en fotograf, en lydmand – fire unge mænd og jeg, en kvindelig journalist på 47 år. I otte dage snakkede de kun om fisse, pik og kusse. Når jeg prøvede at få ekstra billedvinkler i kassen, kiggede de hen over hovedet på mig og lod som ingenting. Det skulle de nok bestemme. Det stod i deres kontrakt.

Da jeg ringede hjem og klagede til min direktør, svarede han "Slap af " og i undertonen kunne jeg høre "- og lad lige være med at være så hysterisk!"

Et par dage senere gik en af skuespillerne rundt med sit eget kamera og legede den store Fellini. Pludselig var kameraet væk. Der sad en gruppe turister og ventede på en bus i nærheden. En af kvinderne havde en frakke ud over sin taske. Skuespilleren blev ved med at sige "Det er garanteret hende, der har stjålet mit kamera" og kiggede på mig, som om det var noget, jeg skulle ordne for ham. Jeg orkede ikke, at hele resten af turen skulle blive ødelagt på grund af det kamera og gik derfor i ren desperation over til damen, flåede hendes frakke til side, åbnede tasken, og der lå kameraet. Ikke et ord som tak, da jeg afleverede kameraet tilbage til skuespilleren. Jeg rystede, følte mig ydmyget og såret. To dage efter, jeg var hjemme i København, sygemeldte jeg mig og kom aldrig tilbage."

 

Hysteriske kælling
"Jeg var den eneste journalist blandt 100 ansatte i det produktionsselskab. Det siger lidt om, hvordan man prioriterer journalistik i dag. Nogle programmer var allerede dybt godnat fra starten, men hvis jeg sagde "Det her kan I ikke sælge til nogen," fik jeg at vide, at jeg var gammeldags.

Gennemsnitsalderen var 25 år, så jeg var den ældste. For ikke at blive kaldt mor, gjaldt det hele tiden om at være med på moden. Det er ikke let, når man har lidt for meget sul på kroppen i forhold til de andre kvinder, som ligner cigarethylstre.

Jeg blev provokeret i overgangsalder, fordi jeg fik brystkræft som 41-årig. Midt i et møde fik jeg en hedetur og blev ildrød i hovedet. Mændene fortolkede min svedige overlæbe som hysteri. De sidste år hed det sig: Du er hysterisk. Den sætning blev brugt flittigt, når den mandlige ledelse ikke vidste, hvad de skulle stille op med min kritik."

– Hvorfor gik det galt? Du blev jo headhuntet i starten?

"Ja – Uha, hende må vi have, hun er kvik og kreativ – sådan var det. Jeg var 30 år og sprudlede af energi. Jeg stod op om natten og skrev i min notesblok, der var intet andet end mit arbejde og min familie. I de første job sad jeg som den eneste kvindelige leder. De kaldte mig lillepige på grund af min lave højde. Jeg skulle hele tiden bevise, at det her kunne jeg godt. "

 

Respekten forsvandt
"Jeg har aldrig haft noget imod at knokle, men det har været hårdt at opleve, hvordan respekten for journalister gradvist er forsvundet i tv-branchen. Produceren og teknikken har overtaget flere og flere af journalistens funktioner. Indholdet prioriteres mindre og mindre. Holdningen er: Den røde tråd – hvad fanden skal vi med den? Mine første år som tv-journalist var i B&U. Her lærte jeg, at ideen var det bærende. I dag klipper man sig ud af problemerne. Skide være med indholdet, når bare det ser smart ud.

Den tekniske udvikling er efter min mening ved at smadre journalistens arbejde. Samtidig er det blevet trendy at lave tv. Alle mulige kommer ind med en IQ på 5. Folk uden en uddannelse, men som har de rigtige forbindelser. Al etik og moral er væk. Mange er ligefrem bange for "rigtige" journalister. Jeg har oplevet tv-programmer, hvor der blev fiflet med statistikkerne for at få det til at se værre ud. Der stod jeg helt af. Den slags, tror jeg, er meget mere udbredt, end man forestiller sig."

– Har du ikke selv haft et ansvar for den udvikling?

"Jo, jeg var tvunget til at ansætte billig arbejdskraft udefra. Folk, der aldrig havde lavet research før. Samtidig skulle jeg sørge for, at programmet hang sammen, jeg skulle gå ud i marken og tjekke dem og bagefter redigere det hele sammen. Jeg har ofte haft fire kasketter på i forbindelse med en enkelt produktion.

Det, der holdt mig i gang, var, at vi var et godt team, bl.a. i "Mænd ingen adgang". Ellers havde jeg ikke holdt det ud.

Man lagde sig heller aldrig syg. Da jeg fik fjernet mit ene bryst, mødte jeg op på arbejde otte dage senere. Vi fik altid tudet ørerne fulde af, hvor meget en enkelt optagelse kostede, og at vi havde solgt programmet til spotpris. Man havde altid den der dårlige samvittighed.

Min nedbrydning som journalist skete på en uge. Der var lagt op til det i nogle år – men de otte dage med skuespillerne, hvor der blev talt hen over hovedet på mig, selv om jeg havde det overordnede ansvar, gjorde det forbi."

– Var det sorgen over ikke at blive anerkendt, der slog dig ud?

"Ja, det kan man sige. Jeg kan også huske engang, hvor en ung "journalist" var blevet ansat som researcher. Han var lidt kendt fra radioen og den første dag, jeg mødte ham, sagde han, at han havde forhørt sig ude i byen, hvem jeg var, og at folk havde sagt, at jeg var dygtig. Jeg tænkte "Hvad fanden bilder du dig ind, din lille drengerøv?" Man bli'r sgu fornærmet og såret, når der kommer sådan en af de hersens, der får et pressekort og kan kalde sig journalist, fordi de har været med til at producere et par programmer. Jeg har været alt for ydmyg og burde have brystet mig noget mere, men det er mændene meget bedre til."

 

Nærmest lykkelig
"Jeg har forsøgt at være en god journalist, og hvis jeg kunne se, noget var forkert, så råbte jeg højt. Jeg var nok blevet fyret på et tidspunkt, hvis jeg ikke selv havde sagt stop. Jeg var for besværlig. Meget af det, jeg producerede i de sidste år, var jeg flov over og nægtede at have mit navn på rulleteksten."

– Hvordan var det at slippe det hektiske liv fra den ene dag til den anden?

"I starten var jeg så udbrændt, at jeg intet kunne. Jeg gik lange ture med min hund. Jeg trak vejret. Jeg var til.

Jeg kunne også mærke, at min sygdom var brudt ud igen. Jeg havde haft en fornemmelse af, at noget var galt i over et år, alligevel knoklede jeg derudaf.

Nu ved jeg, at jeg skal dø på grund af kræften. Men jeg kan tage mig selv i at føle en stor lykke. Min økonomi er o.k., jeg får invaliderente og kan lave alle de ting, jeg har drømt om i mange år. Jeg startede jo som ung på Kunsthåndværkerskolen, så i dag bruger jeg meget energi på at male og designe. Det går langsomt, jeg er træt, men jeg tror, at så længe man har nogle mål, dør man ikke lige med det samme.

Jeg rejser også en del – det har jeg altid gjort, men nu nyder jeg det på en ny måde. Jeg behøver ikke at tænke: Wow, det her kan jeg bruge til et tv-program eller en artikel. Jeg har altid brændt for den menneskelige historie. Det var egentlig det, jeg helst ville – lave dokumentarprogrammer – men det kom jeg aldrig rigtig til."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen