Kæmpefisk spiser store fisk, som spiser mindre fisk, som spiser små fisk, som har levet af mini-skravlet.

Sådan er havets fødekæde, og sådan er det også i mediehavet.

Selv sidder jeg her ved min skærm i et mindre hjørne af Orkla Media, nærmere betegnet på Banegårdspladsen i Århus. Min avis er udkommet i 212 år – de seneste 38 år med mig som menigt medlem af den skrivende stab.

Stiften har skiftet ejere en del gange i sin levetid, og i år 2000 var det slut med at have foden under eget bord. Det Berlingske Officin (DBO) tog over, og knapt havde vi vænnet os til tanken, før DBO blev opkøbt af Orkla.

Og nu er vi så til salg igen. Orkla Media orker ikke mere. De er på jagt efter en kapitalstærk køber.

Hvem bliver så vores nye ejere? I skrivende stund aner vi intet. Absolut intet. Jeg vil ikke sige, at jeg er ligeglad, for selvfølgelig er jeg ikke helt ligeglad. Men hvis nogen ude i det ganske danske land skulle have den opfattelse, at vi journalister på Stiften går handlingslammede og hændervridende rundt om os selv med panikslagne øjne og de bange anelsers sved haglende ned over panden, så kan jeg sige, at det ikke er tilfældet.

Vi har været gennem så mange genvordigheder de seneste 15 år, at vi har udviklet et vist immunforsvar. Vi har så at sige lært at leve med en uvis skæbne. Vi er en lille brik i et spil om Danmarks næststørste markedsplads for læsere og annoncører. Hidtil har vi slået os til tåls med, at det på længere sigt vil være dyrere for vores ejere at smide håndklædet i ringen i Århus end at holde os kørende. Om kalkulen stadig gælder, ved jeg ikke.

Hvad jeg ved er, at man skal lade være med at bekymre sig om det, man alligevel ikke har nogen indflydelse på. Om det bliver Egmont, Bonnier, islandske Baugur, en tysk kapitalfond eller en helt femte, der køber Orkla Media, er ikke noget, vi går rundt og diskuterer på redaktionsgangen. Ikke seriøst, i hvert fald. For hvad forstand har vi på milliardhandlerne i det globale matadorspil?

Så glider vi hellere af med en vittighed, som da en kollega forleden bragte til torvs, at en muslimsk pengetank havde købt Orkla Media. Med det formål at bekæmpe Jyllands-Posten på egen bane!

Sidst vi blev solgt, var min bekymring faktisk lidt større. Da kunne vi læse, at vores nye ejer, Orkla Media, stillede krav til DBO om et afkast på 15 procent. Så for den lede! Dér kunne vi jo godt se, at datterselskabet Århus Stiftstidende næppe kunne bidrage til det højt satte mål. Vi havde nok at gøre med at holde et resultat på minus 15 procent.

Men tiden gik. Der blev slækket lidt på kravene, og vi overlevede. Man havde forståelse for, at vi i Århus kæmper på en hård og blodig front.

Nu slår vi os til tåls med, at vi er rykket ind i et nyt bladhus midt i byen, at vi holder budgettet, og at bestyrelsen har ansat en chef, der har fået til opgave at udvikle avisen – ikke afvikle den.

Det er noget, vi kan forholde os til. Vi gør vores arbejde, så godt vi kan. Vi kæmper videre – om ikke fra hus til hus, så i hvert fald fra dag til dag. I virkeligheden har vi slet ikke tid til at bekymre os om de store fisks adfærd i mediehavet. Personligt svømmer jeg videre som en lille fornøjet sild i min trygge stime. Inderst inde ved jeg godt, at der er sæler i farvandet, men … men … det er jo gået hidtil. Og det går nok i min tid.

Dermed er jeg inde på det egoistiske aspekt af situationen. Man er jo kun et menneske. Underskud på driften og uvished om en god arbejdsplads' fremtid giver garanteret flere panderynker hos kolleger på 30, 40 eller 50 år end hos sådan én som mig, der har efterlønsbeviset liggende i skuffen.

Her på redaktionen havde vi for nylig en yngre kvindelig kollega som vikar. Hun havde et par fridage, da nyheden om, at Orkla Media var sat til salg, dukkede op.

Hun kom til redaktionsmødet med et bedemandsagtigt udtryk i ansigtet. Hun troede, at avisen havde været på den anden ende.

»Hvad så? Hvad sker der nu?« ivrede hun bekymret.

Stilhed. Hun fik ingen svar. For hvad kunne vi svare?

Næh, hun fik et modspørgsmål af redaktionschefen:

»Og hvad har du så til avisen i morgen, Marianne?«

Ivar Rønsholdt er 60 år. Uddannet under mesterlæren i 1960erne. Har været ansat på Århus Stiftstidende i 38 år. Tidligere tillidsmand, medlem af DJs hovedbestyrelse og medarbejdervalgt medlem af Århus Stiftstidendes bestyrelse.