Jeg får gerne en snak med min onkel Hans, når vi mødes til familiefester derhjemme i Vendsyssel. Også i maj i år. Min far fyldte 65, og det giver anledning til en større omgang festivitas på de kanter.

Min onkel Hans spugte mig medfølende, om det da ikke var blevet helt umuligt at arbejde som politisk journalist, efter at den nye regering var kommet til. Med al den styring fra spindoktorerne, mente han. Han havde læst om spindoktorerne i avisen og set noget om dem i fjernsynet.

Så sludrede vi lidt om det.

Tidligere på foråret havde en tidligere praktikant fra mit tidligere avisliv kigget forbi Folketinget. Hun skulle skrive en artikel til "Avisen i Undervisningen" om livet på Christiansborg, ikke mindst om det omsiggribende spindoktori.
Så sludrede vi lidt om det.

For nogle uger siden ringede så telefonen på redaktionen i kælderen under Christiansborg. Det var Fagbladet JOURNALISTEN. De var i gang med at skrive et opslag om den ny regerings spindoktorer.
Nu igen?, spurgte jeg. For det var ikke første gang, emnet blev beskrevet i vores fagblad.

Ja da, lød svaret. For nu angreb den politiske redaktør på Børsens Nyhedsmagasin sin gamle kammerat, der nu er pressechef i Statsministeriet.
Så sludrede vi lidt om det.

Jeg er nemlig ikke ude på at stille mig uden for det gode selskab. Jeg mener også, at der er grund til at holde øje med spindoktorerne i almindelighed og ethvert forsøg på styring i særdeleshed.

Det bliver der også. Da DJ og DJØF holdt en høring om fænomenet en gang i vinter, var hundreder af medlemmer af de to forbund ved at vælte et større missionshus i København. DjE var på pletten med kurset "Spin City" i sit efterårskatalog. Helt relevant. Jeg skal selv med.

Fint nok altsammen. Men min fornemmelse, da kollegaen fra JOURNALISTEN ringede, var alligevel klar:

Diskussionen om spindoktorerne er overeksponeret – til gengæld er debatten om den gode og den dårlige journalistik undereksponeret. Ikke kun i dette blad.

Der er ellers nok at tage fat på. Jeg kan for eksempel hidse mig noget så vidunderligt op over den ufattelige mængde kongerøgelse, jeg som læser, lytter eller seer konstant skal bebyrdes med.

Men det er trods alt harmløst. Derimod må det være tilladt at bekymre sig om det, man kunne kalde den journalistiske rastløshed. Den evindelige flagren fra historie til historie, fra nyhed til nyhed.

Solo-tyranniet. Jagten på egen-vinklen, hvis eneste kvalitet ofte er, at den er anderledes end de andres egen-vinkler. Tendensen kan ses i både skrevne og elektroniske medier.

De første måneder med den nye regering gav flere lærerige eksempler. Forløbet var typisk, at vi i pressen jagtede små bidder af den nye regerings udspil på et eller andet centralt politikområde. Eller helst større bidder, selvfølgelig.

Regeringen – og spindoktorerne – spillede med et stykke af vejen. Skiftende medier fik skiftende solohistorier. Til sidst lagde regeringen hele sit udspil frem. På tryk og med pressemøde og fuld musik.

Og så forsvandt mediernes interesse stort set – på det tidspunkt, hvor vi ellers kunne have skruet op for journalistikken og den kritiske, vedholdende undersøgelse af det samlede forslag. Med alle elementer. Gode og dårlige.

Der har været variation. Men i grove træk passer beskrivelsen på forløbet om regeringens forslag om at nedlægge en lang stribe såkaldt overflødige råd og nævn. På forløbet omkring regeringens udlændingepakke. Og på forløbet omkring den enormt store og meget vidtgående lovpakke, som regeringen (i forlængelse af den tidligere regerings planer) har fremlagt som led i verdens kamp mod terror.

Vil nogen redaktør eller journalist påstå, at hans ellers hendes medie har givet alle disse tre store lovpakker en tilbundsgående, vedholdende, kritisk behandling – også efter at nyhedens interesse havde fortaget sig? Og før de blev vedtaget i Folketinget.

Det kan ikke være mange.

Jeg er sikker på, at eksemplerne er lige så lette at få øje på inden for andre stofområder. Vi flagrer.

Forklaringen? Nogle journalister gør det ikke godt nok. Ledelserne leder ikke godt nok. Talrige journalister er simpelthen blevet fyret – og det går trods hyppige påstande om det modsatte altid ud over kvaliteten. Nogle medier har mere travlt med at få lavet – og sendt – mere journalistik end bedre journalistik. Helst døgnet rundt.

Men måske er der også en anden forklaring.

Det er indlysende, at ethvert medie skal have sin klare profil. Det handler om overlevelse. Derfor kan enhver journalist i nyhedsbranchen uanset medie sikkert genkalde sig indtil flere redaktionskonferencer og seminarer i løbet af de sidste 5-10 år, hvor slagordene har været sådan nogle som "egen-historier", "dagsorden-sættende", "profil" og "solo". Alt sammen godt og vigtigt, men hvad med ordet "væsentligt"? Er det for kedeligt?