search

Til os, der elsker fodbold…

Må danske VM-mediearbejdere flashe deres sponsor-underbukser eller kalde fodbolddommerne i Brasilien for sorte svin?  Læs vejledende regler for god sportspresseskik

Det er sommer og agurketid. Og agurketid er også sportsmedietid. Og hvis nogen skulle være i tvivl, er den globale mediebutik med et par milliarder trofaste kunder fra 12. juni inviteret til VM i fodboldens hjemland Brasilien.

Men fodbold er som bekendt bare sport. Og måske er netop dette forklaringen på, at de færreste af sportens ekspertkommentatorer er hyret af medierne på grund af deres tilstræbt objektive journalistiske talent for at dele sol og vinde lige.

Af hensyn til mediernes fodboldeksperter, som i den kommende måned er med til at sætte dagsordenen for den offentlige debat i Danmark, men må formodes at have mere forstand på DBU’s spilleregler end på mediebranchens, bringes derfor her et par grundlæggende eksempler af relevans for VM-dækningen i Brasilien.

Danske Medier og Dansk Journalistforbund understreger blandt andet i de presseetiske regler, at ’der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionelt indhold’, og at ’tekst, lyd og billeder foranlediget af direkte eller indirekte kommercielle interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse’.

Reglen betyder kort sagt, at DR-ekspert Nicklas Bendtner ikke må udnytte sit job som fodboldkommentator til at flashe sine underbukser for at markedsføre sine private sponsorer i den danske public service-stations bedste sendetid.

Medmindre han altså kan overbevise Pressenævnet om, at der foreligger et klart journalistisk kriterium for at gøre det.

Reklamereglen gælder i princippet også danske mediers omtale af den portugisiske VM-stjerne Ronaldos storforbrug af danskproducerede underbukser, selv om skillelinjen mellem annoncering og redaktionelt indhold mildt sagt er flydende i en fodboldverden, hvor ikke blot spillerne, men hele stadions er pakket ind i reklamer.

I Ronaldos tilfælde tyder de seneste måneders massive mediedækning af Real Madrid-spillerens danske sponsorat da også på, at det er lykkedes en del danske sportsmedier at overbevise Pressenævnets beskikkede smagsdommere om, at gentagen offentliggørelse af den kommercielle aftale mellem den kendte VM-spiller og hans danske undertøjs-pusher har særdeles stor journalistisk relevans.

VM-journalister, som ikke bryder sig om at rode i fremmede menneskers undertøj, og f. eks. hellere vil pakke VM-kampene ind i reportager om social ulighed og brutal politivold i værtslandet Brasilien, kan til enhver tid nægte at beskæftige sig med beklædningsgenstande eller andet, der kan kategoriseres som hørende under fodboldspilleres privatliv.

Journalister, som ikke ønsker at bedrive journalistik om kendte sportsudøveres privatliv, skal blot henvise til, at deres redaktører og tillidsmænd i de vejledende regler for god presseskik har aftalt, at ’en journalist bør ikke pålægges opgaver, der strider mod den pågældendes samvittighed og overbevisning’.
Denne regel betyder samtidig, at danske fodboldjournalister heller ikke behøver at nøjes med at holde mikrofoner og båndoptagere frem i strakt arm til fri propaganda-benyttelse af enhver VM-spiller, de møder på stranden i Brasilien, hvis journalisterne føler, at denne særlige form for autoritetstro sportsformidling strider imod deres journalistiske samvittighed og overbevisning.

Hvor danske sportsjournalister af samvittighedsgrunde altså er omfattet af en generel personlig pressefrihed til at afgøre hvilket indhold i medierne, de vil lægge navn til, har de derimod ikke lov til at være ukritiske i deres formidling af sport.

Danske Medier og Dansk Journalistforbund fastslår, at ’kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadeforvoldende hensigt’.
En god presseskik, der kun kan tolkes som en utvetydig opfordring til alle danske sportsreportere om at bedrive publikumsvenlig kritisk angrebsjournalistik. Hvilket ikke mindst er relevant til et VM i fodbold, der i høj grad må siges at være farvet af personlige interesser og skadeforvoldende hensigter, når spillerne på banen bruger alle midler for at vinde medaljer til deres land og millioner af kroner til egne bankkonti, mens deres fans slår hinanden og politiet til blods uden for.

Men mediereglen om offensiv angrebsjournalistik er formentlig også tiltænkt dækningen af politiske og økonomiske kampe i det internationale fodboldforbund FIFA, der i forbindelse med Brasiliens aktuelle værtsskab for VM er afsløret som selve indbegrebet af personlige, kommercielle og nationale særinteresser.

Danske Medier og Dansk Journalistforbunds angrebstaktik står dog sjældent alene. For som det er de fleste udøvere af fodboldspillet bekendt, er det bedste angreb ofte et godt forsvar. Det samme er tilfældet i mediespillet, som derfor også indeholder en plan B for, hvordan journalister kan gardere sig ved hjælp af fedtspil i forsvaret.

Danske medier må f. eks. ikke bringe ’oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen’. Hvis danske VM-journalister i deres angrebsiver falder over et par krænkende oplysninger eller to i Brasilien, skal de derfor huske at ’efterprøve dem i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende’.

Reglen hylder kort sagt det defensive journalistiske princip om, at begge parter i en sag skal høres. Og det er ikke nok for sportsjournalister bare at løfte telefonen en enkelt gang og ringe til en fodboldspiller, træner eller dommer for derefter at konstatere, at det ikke var muligt at få en kommentar fra den angrebne part. Ifølge god presseskik bør forelæggelsen af enhver krænkende oplysning ske således, ’at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare’.

I princippet betyder denne regel, at enhver antydning af en påstand i danske sportsmedier om, at VM-fodbolddommerne i Brasilien er sorte svin, blinde eller købt og betalt af det ene hold, ikke må offentliggøres, før de pågældende fodbolddommere har fået rimelig lejlighed og tid til at forsvare sig.

Reglen understreger desuden, at ’angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde’. Dette gælder ’i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn’, hvilket der næppe vil herske uenighed i Pressenævnet om, at ovenstående fodbolddommer-eksempler kan betegnes som, og som derfor tvinger medierne til at overveje hvilke kritiske oplysninger, der må offentliggøres. Især når det gælder moderne såkaldte liveopdateringer på nye sociale medier.

Som det fremgår, er der mindst lige så mange regler i journalistik som i fodbold. Og de fleste af dem er åbne for frie fortolkninger.

Uanset om et mediemandskab er tilhænger af angrebsjournalistik eller forsvarsjournalistik, afgøres de fleste mediekampe derfor også midt på banen, hvor mediernes indhold og handlinger behændigt kan skubbes lidt den ene vej og lidt den anden vej, uden egentlig at føre til spektakulære scoringer.

Men at Danske Medier og Dansk Journalistforbund tager reglerne for god presseskik alvorligt, er der ingen tvivl om.

At mediernes spilleregler som nævnt så kun er vejledende, er imidlertid en helt anden diskussion, der kan give anledning til mindst lige så mange alvorlige redaktionelle diskussioner og fortolkninger som en god fodboldkamp.

Og formentlig er det også netop derfor, at den mest udbredte sportsjournalistiske ytring i mediernes dækning af den kommende måneds VM-kampe uden tvivl vil komme til udtryk i en hyppig og højlydt brug af det enkle og universelle, men også halsbrækkende brasilianske enstavelsesord ’gooooooooooooool’!

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen