Fodboldfans til EM er begyndt at lægge videoer på YouTube, som de optager under kampene. Det er ulovligt pirateri, og nu indleder det europæiske fodboldforbund UEFA en krig mod piratfans.
I det europæiske fodboldforbund, UEFA, er det ikke bare en kommentator, der er træls. Her er det mange fodboldfans, man har indledt en kamp imod.
UEFA klager over, at den digitale udvikling har gjort det muligt for tilskuerne at optage fodboldkampene på digitalkameraer eller mobiltelefoner. Herefter ender de nemlig tit på for eksempel YouTube. Det skriver The Guardian.
Det er ulovligt, fordi senderettigheder fra EM normalt koster mange penge for tv-stationerne. Nu er problemet blevet så stort, at UEFA vil gå aktivt ind for at sætte en stopper for det.
»Pirateri er et stort problem. Der er pirater, som stjæler indhold for at opbygge deres egen forretning, og vi vil handle mod dem alle,« siger Alexandre Fourtoy, leder af en særlig afdeling i UEFA, der skal tage sig af medier og teknologi.
Det kan sammenlignes med pirateri inden for filmbranchen, mener UEFA. Derfor er de som led i den nye handlingsplan dagligt i kontakt med YouTube for at finde en løsning.
3