Til fest i samme kjole

Djøfbladets nye design bruger skrifttyper, farver og opsætninger, der også ses hos Magisterbladet. 'Plagiat', siger den ene part. 'Lige omvendt', siger den anden.

Djøfbladets nye design bruger skrifttyper, farver og opsætninger, der også ses hos Magisterbladet. 'Plagiat', siger den ene part. 'Lige omvendt', siger den anden. Eksperterne er delt.

Bladdesign. Magisterbladet og Djøfbladet er på mange måder som et par uægte tvillinger. De er medlems-magasiner for hvert deres akademiske fagforbund. De har omtrent samme størrelse og omfang, og indholdet er også i samme boldgade.

Men spørgsmålet er, om det er gået for vidt med ligheden. Det nye, redesignede Djøfblad har i hvert fald så mange lighedspunkter, at Magisterbladets redaktør, Mogens Tanggaard, retter en direkte anklage om plagiat.
»Det her er ikke tilfældigt. Det må være med forsæt, og det synes jeg ikke er ok,« siger han.

Magisterbladet fik nyt design i januar 2010. Og præcis et år senere fik Djøfbladet nye klæder. Og nu er det altså, at de to damer opdager, at de er kommet til fest i samme kjole.
Den forurettede Mogens Tanggaard hæfter sig ved en række elementer, der går igen i begge blade: Skrifttypen vista sans, der begge steder bruges til overskrifter, fremhævede citater, mellemrubrikker og delvist også brødtekst.

Billedteksterne er i begge blade placeret i brede, farvede bokse, der lægger sig ind over billedet. Farvevalget præges begge steder af grå, cyan og magenta.
»Vi har selvfølgelig ikke patent på farverne eller skrifttypen vista sans, men det er kombinationen af elementerne, der er unik. Vi har jo købt og betalt rettighederne til vores eget design, og det her svarer simpelthen til, at man skriver en artikel af,« siger Mogens Tanggaard.

Han anslår, at Magisterbladets nye design har kostet omkring 100.000 kroner. Det blev til ved en proces i efteråret 2009, hvor ni forskellige designbureauer deltog i en konkurrence og gav hvert deres forslag. Vinderforslaget kom fra Datagraf.
Også Djøfbladet havde en længere arbejdsproces omkring designet, hvor man kiggede og lod sig inspirere af forskellige magasiner. Bag designet står bureauet Aparte i Aarhus, som i øvrigt også deltog i konkurrencen om Magisterbladet. Men chefredaktør Stig Nielsen nægter, at Magisterbladet skulle have været en større inspirationskilde.
»Magisterbladet har for os stået som et blad med grimt layout, så det er da nogle af de sidste, vi ønsker at ligne,« siger Stig Nielsen.

Petitstof-siderne er som skåret ud af Magisterbladet, mener Mogens Tanggaard, mens Djøfbladet siger, at de var først med overhovedet at lave den slags sider.

Han anerkender, at de eksempler, Mogens Tanggaard har fundet frem, ligner hinanden. Men det mener han beror på et tilfælde. Sammenligner man bladene i deres helhed, synes han, at der er stor forskel.

»Jeg var da lidt forundret, lige da jeg så sammenligningen. Men da jeg så sammenlignede de øvrige dele, blev jeg mere rolig. Når du bladrer, er det tydeligt, at der er tale om to forskellige blade med forskellige grafiske udtryk. Det eneste sted, hvor jeg tror, vores grafikere er blevet inspireret af Magisterbladet, er i deres billedtekster. Det gør de på en fin måde, og det er vi ikke kede af at lade os inspirere af,« siger Stig Nielsen.

Bortset fra det mener Stig Nielsen, at situationen nærmere er omvendt – at Magisterbladet har plagieret konceptet omkring 'kort nyt', hvor Djøfbladet allerede før 2010 havde mindre historier, farvede bokse, streger og illustrationer.
»Vi var først til at have de sider og sætte dem op på den måde. Så hvem har plagieret hvem? Jeg synes, Mogens Tanggaard er helt galt afmarcheret,« siger Stig Nielsen.

Han tilføjer også, at skrifttyper og farver i Djøfbladet er valgt ud fra en design-skabelon, som hele Djøf fik lavet i 2009.

Journalisten har bedt to erfarne grafikere om at vurdere plagiat-tvisten mellem de to fagmagasiner. Den ene er Flemming Sørensen, bladudvikler og designkonsulent. Han kalder Magisterbladets forargelse for en fis i en hornlygte.

»Lige når man ser eksemplerne, kan man da sagtens tænke: Hold da kæft! Men ser man bladene igennem, er der mange flere ting, der adskiller dem, end der er ens elementer. Det er rigtigt, at de bruger samme skrift – and so fucking what! Brødteksten er forskellig, grundstrukturen i de enkelte sider er forskellig. Farverne magenta og cyan – jamen, dem bruger alle jo,« siger Flemming Sørensen.

Han peger også på forskelle i 'pagineringen' – sidernes info-tekst – som han mener er markant forskellig. Djøfbladet bruger heller ikke delvise fritskrabninger som Magisterbladet.

I det hele taget synes Flemming Sørensen ikke, det giver mening at tale om plagiat i forbindelse med magasindesign.
»Man stjæler med arme og ben. Eneste regel er bare, at man ikke må stjæle det hele et sted. Men man kan stort set aldrig opfinde noget helt nyt, medmindre man betaler en jetjager. At vælge teksttyper og farver er ligesom at vælge varer på hylderne i supermarkedet.«

En lidt anden holdning møder man hos Henrik Birkvang, uddannelsesleder på Mediehøjskolen. Han anser det for usandsynligt, at den store lighed mellem Magisterbladets og Djøfbladets layout beror på en tilfældighed.
»Der kan sagtens være sammenfald, og så er det, man taler om inspiration. Men at så mange parametre er de samme – billedet går til kant, det holder ikke spalter osv. Jeg siger ikke, det er 100 procent umuligt, men det er meget usandsynligt, at nogen skulle ramme så tæt ved et tilfælde.«

Han fortæller om de fire designparametre: Formen, skriften, farverne og illustrationerne. Alene skrifttyper er der 100.000 af, så mulighederne for at variere i forhold til andre layout-designs er betydelige.
Og skulle sammenfaldet være et tilfælde, så undrer Birkvang sig over, at såvel designeren som Djøfbladet ikke har researchet og skabt sig et overblik over lignende magasiner.

»Et er, hvis det nu var et blad for frimærkesamlere i Holbæk. Men vi befinder os i den grad inden for samme verden. Normalt undersøger man konkurrenter og magasiner i samme boldgade, så man ikke ligger for tæt i identitet. Så det undrer mig, at de, der har købet designet, ikke har været bevidst om, hvor meget det ligner Magisterbladet. Det ville da være oplagt at have dem som reference.«

Henrik Birkvig får også lov at se de tidligere udgaver af Djøfbladets 'kort nyt'-sider.
»Tja, det kan godt være, men hele måden at sætte de sider op på er jo ganske generisk og almindelig. Eneste mindre brugte detalje er det fremhævede citat,« siger han og fastholder, at et godt design-koncept havde lagt sig længere væk fra konkurrenten i valg af skrift og farver.

Lone Amtrup, jurist i Dansk Journalistforbund, bekræfter, at magasin-design kan være ophavsretsligt beskyttet, men det er en sag, der kan være svær at afgøre.
»Det er sådan, at man i nogle lovmotiver siger: "Man kan næppe udelukke, at det har beskyttelse." Så der skal noget til, at det kan være beskyttet. Men hvis man skal vurdere det ophavsretslige, vil man netop se på enkeltelementer som skrifttyper, farvevalg, placering af farvebokse og den slags,« fortæller Amtrup.

En anden lov, der kan blive overtrådt, hvis man planker et magasindesign, er markedsføringsloven og reglerne om god markedsføringsskik.
Mogens Tanggaard vil ikke afvise, at sagen kan ende med en retslig afprøvning.
»Jeg synes, Djøfbladets redaktør skal tage sig en alvorlig snak med sin designer om at få lavet det her om. Så vi vil se, hvordan Djøf reagerer, og så overveje vores næste skridt. Men vi fastholder, at der er tale om plagiat,« siger Mogens Tanggaard.

Og det kan måske hænde, at Stig Nielsen kommer Tanggaard i møde helt frivilligt.
»Det her kunne da godt give mig lyst til at sige, at vi skal have lavet de konkrete sider om, så vi ikke ligner Magisterbladet. For dem har vi ikke lyst til at ligne,« siger Stig Nielsen.