Tidligere vært fik gratis reklame på TV 2

TV 2 er endnu en gang i kritisk søgelys for deres journalistiske behandling af den tidligere vært Andrea Elisabeth Rudolph.

TV 2 er endnu en gang i kritisk søgelys for deres journalistiske behandling af den tidligere vært Andrea Elisabeth Rudolph.

Det blev til endnu 'en gratis tur i manegen', da den tidligere "Vild med dans"-vært Andrea Elisabeth Rudolph gæstede "Go'morgen Danmark".

Sådan bliver det i hvert fald fremstillet onsdag i Ekstra Bladet, der henviser til, at Rudolph fik mulighed for at gøre reklame for de creme-produkter, hun sælger gennem sit firma Rudolph Care.

»Vi ville gerne tale med hende om det turbulente år, hun har været igennem i sit privatliv med billeder af hende i bladene og om hendes virksomhed,« siger programmets redaktør, Jes Schrøder, til Ekstra Bladet.

Men ifølge avisen kom det med virksomheden til at fylde mere end halvdelen af programmet, hvilket kulminerede, da Rudolph trak en af sine cremer frem, som kameraerne zoomede ind på.

Jes Schrøder forsvarer interviewet med, at Rudolph er en kendt person og derfor interessant.

»Hun er jo en celebrity, og på den måde er hun interessant. Og en stor del af hendes historie er, at hun er blevet selvstændig. Den slags interviews laver vi mange af med kendte,« siger han.

Det er imidlertid ikke første gang, TV 2 er i søgelyset for at behandle Rudolph særligt positivt. I februar sidste år – da hun stadig var ansat som TV 2-vært – var hun også gæst i "Go' morgen Danmark" i forbindelse med, at der i pressen var rejst kritik af hendes creme-produkter. Interviewet blev senere betegnet som rent mikrofonholderi af TV 2's egen seer-redaktør, Lars Bennike, der bl.a. skrev:

"For TV 2 er det skadeligt for troværdigheden, at en af stationens egne værter slipper så let i en sag om kritik af et privat, økonomisk engagement. Journalistisk set er interviewet efter min opfattelse tæt på en såkaldt 'gratis omgang'.

1 Kommentar

Erik Haaest
1. DECEMBER 2010
Re: Tidligere vært fik gratis reklame på TV 2
Hold da helt kæft, hvor går I dog i små sko derovre i Københavnstrup.
Dag ud og ind får vi igen og igen og igen på både DR og TV2 eksempler på jeres  dyrkning af 'vore egne mandariner'.
Tilfældigt så jeg indslaget med den mig ubekendte fru Rudolph (jeg tillader mig ikke at have set 'Vild med Dans'). Jeg fandt netop, at her var en god historie om en frisk pige, der har efterlevet det gamle journalist-ord "Journalistik kan føre til meget - bare man forlader det i tide!" Som oven i købet har haft mod til at springe ud på det dhybe vand som selvstændig.
Det er der ikke mange af de tilbageblevne studieværter, som ville have held med.