Tidligere tillidsmand: Fyringer er hævnaktion

Fyringerne af tre journalister, der tidligere har udtalt sig kritisk om forholdene på DR Midt og Vest, kan ikke ses som andet end en hævnaktion, mener tidligere tillidsmand, kredsformand og medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse Morten Bergholt.

Fyringerne af tre journalister, der tidligere har udtalt sig kritisk om forholdene på DR Midt og Vest, kan ikke ses som andet end en hævnaktion, mener tidligere tillidsmand, kredsformand og medlem af Journalistforbundets hovedbestyrelse Morten Bergholt.

"Alle tre medarbejdere er hamrende dygtige og engagerede. Det er svært med sin bedste vilje at forestille sig andet, end at der er tale om en hævnaktion, fordi de tidligere har forholdt sig kritisk over for forhold på arbejdspladsen," siger han.

Morten Bergholt, der var tillidsmand, dengang de fyrede medarbejdere udtalte sig kritisk i Journalisten, fremhæver to af de fyrede medarbejdere som nogle af de dygtigste og mest produktive undersøgende journalister på DR Midt og Vest.

"Man kan ikke på nogen måder beklikke deres faglige dygtighed og kompetencer, så de varslede fyringer kan kun være til at forstå, hvis det er, fordi vi ikke skal lave kritiske egenhistorier. Men det skal vi vel forhåbentlig," siger han og betegner videre den tredje fyrede medarbejder som en "dygtig studievært og portrætinterviewer, der også er meget socialt engageret."

De fyrede medarbejdere modtog i går en skriftlig tilkendegivelse fra ledelsen om, at de vil blive fyret.

"Jeg har læst begrundelsen for deres opsigelse og kan ikke med mit kendskab til de pågældende medarbejdere genkende de ting, der bliver påstået i brevet om medarbejdernes kompetencer," siger Morten Bergholt, der selv fortsat er ansat i DR Midt og Vest.

Hvis han endelig skulle lede efter en grund fra ledelsens side til at fyre de tre medarbejder, skulle det være, at ledelsen ønsker at skille sig af med medarbejdere, der går deres egne veje og måske i mindre grad er holdspillere.

"Jeg synes, at de fyrede medarbejderes kritik langt hen ad vejen har været konstruktiv. Hvis der ikke er tale om en hævnaktion, så må der være tale om et ønske om at skabe en mere harmonisk arbejdsplads," siger Morten Bergholt.

Grunden til, at Morten Bergholt tager bladet fra munden, er, at han frygter, fyringerne vil skabe frygt blandt de tilbageværende medarbejdere for at udtale kritik af arbejdspladsen af angst for at blive ofre i en eventuel fremtidig fyringsrunde.

Tillidsrepræsentant Hanne Ried Larsen fra DR Midt og Vest kan ikke forholde sig til kritikken af Tyge Dinsen, chef for Dr Midt og Vest.

"Jeg kan ikke kommentere personsager, men mener overordnet, at det altid er meget trist, når fire stillinger nedlægges – og så på grund af mursten i Ørestaden," siger hun.

Det har onsdag eftermiddag ikke været muligt at få en kommentar fra Tyge Dinsen. I går, tirsdag, ønskede han ikke at forholde sig til kritikken eller til konkrete forhold omkring fyringerne, da han som leder af en offentlig virksomhed ikke må kommentere fyringer.
Han sagde dog overordnet, at han selvfølgelig aldrig vil blande person-spørgsmål ind i en fyringssag.
"Jeg vil aldrig lade sådan nogle ting skinne igennem ved en fyring," lød det fra Tyge Dinsen.

Som konsekvens af omstruktureringerne i Danmarks Radio går Tyge Dinsen på pension den 1. september 2007.

DR Midt og Vest har ud over de tre journalister også fyret en tekniker, der har været ansat i Danmarks Radio i 48 år.

0 Kommentarer