Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:55 28.08.2023 Ritzau

Tidligere sportschef i DR er død

Tidligere sportschef i DR er død

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Tidligere sportschef i Danmarks Radio 86-årige Finn Heiner døde søndag morgen. Det oplyser familien til Ritzau.

Finn Heiner startede som journalist på Jyllands-Posten i Aarhus i 1955. Her startede han i mesterlære. Dengang var der ingen journalisthøjskoler, har han selv udtalt.

Han fik sin ilddåb som reporter, da han i 1960 blev udsendt for det daværende Dagens Nyheder til en jordskælvskatastrofe i den marokkanske by Agadir, hvor flere end 10.000 mennesker blev dræbt.

Siden kom han til Danmarks Radio, hvor han primært blev brugt som oplæser på Radioavisen.

Dog havde han afstikkere til sportsredaktionen som studievært ved De Olympiske Lege i München i 1972 og Montreal in 1976 og blev sportschef i DR i 1977.

Finn Heiner var som leder med til at forny og udvikle sportsdækningen i DR.

Han forlod Danmarks Radio i 1990 efter næsten 13 år som leder af sportsredaktionen. I tiden efter DR blev Finn Heiner partner i kommunikationsfirmaet Medicom og senere pressechef i Kræftens Bekæmpelse.

I 1999 blev han sportsredaktør hos Ritzaus Medieservice, men valgte kort efter at starte sin egen medievirksomhed, Heiner Kommunikation.

SENESTE NYT

Flere nyheder